Højesteret har i dag afsagt dom i ”rygersagen”

Det juri­di­ske spørgs­mål
Som vi oply­ste i vores nyheds­tekst den 12. novem­ber 2014 har sagen omhand­let det prin­ci­pi­elle spørgs­mål om afgræns­nin­gen af produ­cen­tens ansvar, når produk­tet er et ”arts­far­ligt” produkt. Det er produk­ter, som inde­bæ­rer en uund­gå­e­lig skade, der er almin­de­lig kendt – også kaldet system­ska­der.

Læs vores nyheds­tekst her.

For Højeste­ret har de rejste spørgs­mål navn­lig været, om de indstævnte skal ifalde ansvar for ikke oprin­de­ligt at advare mod ciga­ret­tens reelle skade­virk­ning i form af at skabe en farmako­lo­gisk afhæn­gig­hed, og om produ­cen­ten skal ifalde ansvar for, at de konstruk­tions­æn­drin­ger, man har gennem­ført fra 1970’erne og frem for at imøde­komme græn­se­vær­di­erne for niko­tin og tjære, ikke reelt har været virk­somme.

De gennem­førte konstruk­tions­æn­drin­ger forud­sæt­ter, at den enkelte ryger vil ryge mere luft og mindre røg (altså vil inha­lere en ”fortyn­det” røg). Konstruk­tions­æn­drin­gerne fjer­ner imid­ler­tid ikke niko­tin og tjære fra tobak­ken. Indhol­det af tjære og niko­tin i Prince Rich Taste, som sælges i dag, er derfor de facto det samme som i den oprin­de­lige Røde Prince Ciga­ret fra 1957.

Allan Lykke gjorde for Højeste­ret gældende, at den niko­ti­naf­hæn­gige ryger – for at få opfyldt sit grund­læg­gende niko­tin­be­hov – vil ”kompen­sa­tions­ryge”, og at konstruk­tions­æn­drin­gerne netop giver mulig­hed herfor. Kompen­sa­tions­ryg­ning er bl.a. at man tager flere og dybere inha­le­rin­ger af den enkelte ciga­ret. Når man gør dette, opta­ger man tilsva­rende flere af de giftige forbin­del­ser i røgen.

Højeste­rets dom
I sin dom af dags dato slår Højeste­ret indled­nings­vist fast, at også produ­cen­ter af systemskade-produkter er ansvar­lig for at afgive urig­tige og vild­le­dende oplys­nin­ger, lige­som produ­cen­ten kan ifalde ansvar for at undlade at advare om en fare ved et systemskade-produkt, som ikke er almin­de­lig kendt.

I den konkrete sag finder Højeste­ret heref­ter, at Allan Lykke ifølge Retslæ­ge­rå­dets erklæ­ring meget sand­syn­ligt har været afhæn­gig af niko­tin, og at der ikke er grund­lag for at tilsi­de­sætte Arbejds­ska­desty­rel­sens vurde­ring af stør­rel­sen af Allan Lykkes méngra­den, eller styrel­sens vurde­ring af årsags­sam­men­hæn­gen mellem hans mén og hans rygning.

Højeste­ret finder dog ikke, at de indstævnte er ansvar­lig for hans ryge­skade. Højeste­ret bergrun­der det med,

  1. at det alle­rede i 1962/63, hvor Allan Lykke Jensen efter 2 års pause begyndte at ryge, var almin­de­lig kendt (også blandt de unge) at lang­va­rigt forbrug af ciga­ret­ter var forbun­det med alvor­lige helbreds­ska­der samt at det kunne være svært at holde op med at ryge efter flere års forbrug,
  2. at det desu­den efter­føl­gende har været muligt at ophøre med at ryge, selvom det er stærkt vanedan­nende (afhæn­gig­heds­ska­bende), og
  3. at risi­koen forbun­det med kompen­sa­tions­ryg­ning og øget indta­gelse ved passiv rygning af egen røg tillige må anta­ges at have været myndig­he­derne bekendt uden, at det dog har givet anled­ning til et påbud til tobaks­pro­du­cen­terne om at oplyse herom.

Vores bemærk­nin­ger
Sagen har utvivl­s­omt været vanske­lig at føre frem til et posi­tivt resul­tat, og vi er derfor meget tilfredse med blot at have fået en velbe­grun­det dom, som tager stil­ling til de væsent­lige spørgs­mål i sagen om produ­cen­tens ansvar for et arts­far­ligt produkt som ciga­ret­ter.

Som en konse­kvens af sagens drej­ning for Højeste­ret gjorde de indstævnte eksem­pel­vis gældende, at fordi Allan Lykkes krav nu blev bundet op på bl.a. en mang­lende oprin­de­lig advar­sel, så var kravet foræl­det. Desu­den frem­hæ­vede de indstævnte en proce­ser­klæ­ring, som Allan Lykke havde afgi­vet for lands­ret­ten om accept af risiko.

Vi gjorde heri­mod gældende, at syns­punk­terne frem­ført for Højeste­ret ikke i sig selv gav anled­ning til en foræl­del­ses­ind­si­gelse, lige­som vi gjorde gældende, at proce­ser­klæ­rin­gen afgi­vet for lands­ret­ten måtte læses i lyset af, at sagens tema dengang vedrørte tilsæt­nings­stof­fer.

Begge de indstævn­tes syns­punk­ter kunne have givet anled­ning til en ”alle­rede fordi” afgø­relse uden stil­ling­ta­gen til ansva­ret, men ingen af dem er gjort til genstand for særskilt behand­ling i Højeste­rets dom.

Ende­lig bestred de indstævnte også, at der skulle være årsags­sam­men­hæng mellem rygnin­gen og Allan Lykkes varige mén, men Højeste­ret fandt altså heller ikke grund­lag for at tilsi­de­sætte vurde­rin­gen om årsags­sam­men­hæng.

Alt i alt er dommen derfor meget inter­es­sant læsning i forhold til spørgs­må­let om produ­cen­tens ansvar for system­ska­der.

Henven­delse kan ske til advo­kat Karsten Høj eller til advo­kat Kira Kolby Chri­sten­sen.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

Advokat Kira Kolby Christensen

Kira Kolby Christensen

Partner

Direkte: +45 3367 6793