Pædagog fik PTSD efter brand i institution og var berettiget til forsikringsdækning fra PBU

Sagen:
Pæda­go­gen arbej­dede i en insti­tu­tion, der nedbrændte, medens hun var på arbejde. Under bran­den var hun med til at evaku­ere flere af insti­tu­tio­nens børn.

Efter den vold­somme hændelse fik pæda­go­gen PTSD og blev tilkendt offent­lig førtidspension.

Som pæda­gog var kvin­den omfat­tet af en pensions­for­sik­ring i PBU. Ifølge pensions­re­gu­la­ti­vet var hun beret­ti­get til inva­li­desum, inva­li­de­pen­sion og bidrags­fri­ta­gelse, hvis hun blev tilkendt offent­lig førtidspension.

Pensions­re­gu­la­ti­vet inde­holdt imid­ler­tid også en bestem­melse om, at pæda­go­gen ikke var beret­ti­get til dækning under forsik­rin­gen, hvis hun inden fire år efter opta­gelse i ordnin­gen blev syg af en lidelse, som var blevet diag­no­sti­ce­ret eller behand­let inden opta­gelse i ordningen.

Da pæda­go­gen inden opta­gelse i ordnin­gen var diag­no­sti­ce­ret med pani­kangst, depres­sion og en forstyr­relse af person­lig­heds­struk­tu­ren, afvi­ste PBU at yde dækning med henvis­ning til undtagelsesbestemmelsen.

Dommen:
Under byrets­sa­gen fik PBU medhold i, at pæda­go­gen ikke var beret­ti­get til dækning, fordi skaden var omfat­tet af undta­gel­ses­be­stem­mel­sen i pensionsregulativet.

Sagen blev derfor anket til lands­ret­ten, som ved dom af 5. novem­ber 2014 slog fast, at pæda­go­gen var beret­ti­get til inva­li­desum samt inva­li­de­pen­sion og bidrags­fri­ta­gelse fra den 5. januar 2009 med tillæg af renter.

Som begrun­delse for dommen anførte lands­ret­ten, at diag­no­sen PTSD var opstået efter bran­den, og at denne diag­nose var hoved­år­sag til, at pæda­go­gen ikke kunne arbejde.

Endvi­dere henvi­ste lands­ret­ten til, at PBU ikke havde godt­gjort, at der var årsags­sam­men­hæng mellem pæda­go­gens nuvæ­rende helbredstil­stand og den angst og depres­sion­s­til­stand, som hun før bran­den havde fået diag­no­sti­ce­ret og modta­get behand­ling for.

PBU kunne derfor ikke afvise dækning med henvis­ning til undta­gel­ses­be­stem­mel­sen i pensionsregulativet.

Kommen­ta­rer:
Dommen illu­stre­rer den forsikrings­retlige hoved­år­sagslære, hvor­ef­ter der ved sammen­vir­kende årsa­ger skal lægges vægt på den væsent­lig­ste årsag til skaden, og hvor­ef­ter de uvæsent­lige årsa­ger fortrænges.

Endvi­dere illu­stre­rer dommen prin­cip­pet om, at selska­bet – og ikke forsik­rings­ta­ge­ren – bærer bevis­byr­den for, at en skade er omfat­tet af en bestem­melse om dækningsundtagelse.

Henven­delse om sagen kan rettes til advo­kat Gert Willer­s­lev, der førte sagen for BUPL.