Patientskadeankenævnet dømt til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne

Ved dom af 15. novem­ber 2012 gav Retten i Svend­borg en yngre kvinde medhold i, at hun som følge af en patientskade var beret­ti­get til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste og erstat­ning for tab af erhverv­sevne.

Sagen:
Den 27. august 2004 pådrog kvin­den sig en såkaldt sphin­cter­rup­tur i forbin­delse med føds­len af sit første barn, idet mellem­kø­det bristede.

På tids­punk­tet for fødsels­ska­den var kvin­den i arbejde som labo­r­ant, og i en længere årrække inden skaden havde hun lidt af migræne, der imid­ler­tid ikke havde givet anled­ning til syge­fra­vær af betyd­ning. Efter føds­len fik hun endvi­dere proble­mer med begge skul­dre, som måtte opere­res.

Efter udlø­bet af barselsor­loven genop­tog kvin­den den 1. juni 2005 sit arbejde som labo­r­ant, men den 24. novem­ber 2005 blev hun syge­meldt. I marts 2006 blev hun opsagt til fratræ­delse den 1. august 2006 på grund af omstruk­tu­re­rin­ger, og efter fratræ­del­sen over­gik hun til syge­dag­penge.

Ved afgø­relse af 3. juni 2008 aner­kendte Patient­for­sik­rin­gen, at behand­lin­gen af kvin­den ikke havde levet op til bedste speci­a­list­stan­dard, jf. patient­for­sik­rings­lo­vens § 2, stk. 2, nr. 1, og i en efter­føl­gende afgø­relse af 13. novem­ber 2009 afvi­ste Patient­for­sik­rin­gen kvin­dens krav om erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste og erstat­ning for tab af erhverv­sevne.

Den 13. juli 2010 stad­fæ­stede Patientska­de­an­ke­næv­net Patient­for­sik­rin­gens afgø­relse af 3. juni 2008. Som begrun­delse herfor henvi­ste nævnet til, at kvin­den – uanset patientska­dens indtræ­den – ikke kunne have oppebå­ret sin sædvan­lige indtægt, men måtte være over­gået til et job inden­for et mindre fysisk krævende arbejds­om­råde på nedsat tid, alene på grund af sine konkur­re­rende lidel­ser i form af migræne og skul­der­s­mer­ter. Endvi­dere henvi­ste nævnet til, at patientska­den nok havde været en medvir­kende årsag til, at kvin­den havde en vis erhverv­sev­ne­ned­sæt­telse, men at den over­ve­jende del af kvin­dens nedsatte erhverv­sevne måtte tilskri­ves hendes øvrige lidel­ser, og at den del af erhverv­sev­ne­ta­bet, der kunne tilskri­ves patientska­den, ikke udgjorde 15 %.

I en vejle­dende udta­lelse af 30. novem­ber 2011 fast­satte Arbejds­ska­desty­rel­sen imid­ler­tid kvin­dens samlede erhverv­sev­ne­tab til 50 % og erhverv­sev­ne­ta­bet efter patientska­den alene til 25 %. Patientska­de­an­ke­næv­net afvi­ste efter­føl­gende at genop­tage sagen på grund­lag af Arbejds­ska­desty­rel­sen vejle­dende udta­lelse, idet der efter nævnets opfat­telse ikke var frem­kom­met sådanne nye og for sagens afgø­relse væsent­lige oplys­nin­ger, der kunne doku­men­tere, at kvin­dens erhverv­sevne var nedsat med 15 % eller derover som følge af patientska­den.

Dommen:
Under rets­sa­gen nedlagde kvin­den påstand om, at hun var beret­ti­get til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste fra syge­mel­din­gen den 1. august 2006 til den 30. novem­ber 2011, hvor den vejle­dende udta­lelse frem­kom, og at hun var beret­ti­get til erstat­ning for tab af erhverv­sevne med 25 %. Ved Retten i Svend­borgs dom af 15. novem­ber 2012 fik hun fuldt ud medhold i disse krav.

I præmis­serne til dommen er det bl.a. anført, at det på grund­lag af kvin­dens forkla­ring, sammen­holdt med Arbejds­ska­desty­rel­sens vejle­dende udta­lelse og sagens øvrige oplys­nin­ger om kvin­dens gener fra under­li­vet, migræne og skul­dre må lægges til grund, at under­livs­ge­nerne efter patientska­den udgør en væsent­lig årsag til, at hun efter den 1. august 2006 ikke har været i stand til at påtage sig et arbejde med ganske få gående og stående funk­tio­ner, men at hun også i forhold til siddende arbejde vil have begræns­nin­ger i form af smer­ter i under­li­vet.

Der var ikke under sagen frem­kom­met oplys­nin­ger om, at kvin­den på grund af sin migræne og/eller skul­der­pro­ble­mer op til patientska­den den 27. august 2004 ikke havde været i stand til at bestride sit arbejde som labo­r­ant, og der forelå derfor ”det fornødne sikre grund­lag” for at tilsi­de­sætte Patientska­de­an­ke­næv­nets afgø­relse om, at hendes erhverv­sev­ne­tab ikke var nedsat med 15 % eller derover. I over­ens­stem­melse med Arbejds­ska­desty­rel­sens vejle­dende udta­lelse fast­satte retten kvin­dens erhverv­sev­ne­tab til 25 %, og i tilslut­ning hertil anførte retten, at det forhold, at der mulig­vis ikke havde medvir­ket læge­kon­su­lent i forbin­delse med Arbejds­ska­desty­rel­sens vurde­ring af kvin­dens erhverv­sev­ne­tab, under de fore­lig­gende omstæn­dig­he­der ikke kunne føre til andet resul­tat.

Om kravet på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste anførte retten, at syge­for­lø­bet fra den 1. august 2006 var ”udløst” af patientska­den, og at denne var en ”medvir­kende og væsent­lig årsag til hele sygdoms­for­lø­bet frem til Arbejds­ska­desty­rel­sens vejle­dende udta­lelse”.

Sagens værdi var opgjort til ca. 1 mio. kr., og Patientska­de­an­ke­næv­net blev samti­dig pålagt at betale 78.500 kr. i sagsom­kost­nin­ger til kvin­den, som førte rets­sa­gen via sin rets­hjælps­for­sik­ring, der havde et dæknings­mak­si­mum på 125.000 kr.

Kommen­tar:
Dommen fra Retten i Svend­borg viser – lige­som Højeste­rets nylige dom af 20. novem­ber 2012 – at en vejle­dende udta­lelse fra Arbejds­ska­desty­rel­sen, sammen­holdt med skade­lid­tes forkla­ring og sagens øvrige omstæn­dig­he­der, kan udgøre et tilstræk­ke­ligt sikkert grund­lag for at tilsi­de­sætte en afgø­relse fra Patientska­de­an­ke­næv­net.

Hvad særligt angår kravet på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste viser dommen, at det i tilfælde af konkur­re­rende lidel­ser er afgø­rende, om syge­for­lø­bet er udløst af den pågæl­dende skade, og om denne har været medvir­kende årsag til hele syge­for­lø­bet. Dette er lige­le­des fast­slået i Højeste­rets dom af 20. novem­ber 2012 og i Højeste­rets dom af 24. februar 2012, trykt i UfR 2012 side 1838.

Sagen er anket til Østre Lands­ret, og under byrets­sa­gen er der udbe­talt 102.250 kr. under rets­hjælps­for­sik­rin­gen, der som nævnt har et dæknings­mak­si­mum på 125.000 kr. Dommen illu­stre­rer derfor samti­dig, at rets­hjælps­for­sik­rin­gens dæknings­mak­si­mum i sager som denne er helt util­stræk­ke­ligt. Taber kvin­den sagen i Østre Lands­ret, risi­ke­rer hun at ende ud med et meget stort udæk­ket omkost­nings­be­løb. Det fore­kom­mer alde­les urime­ligt og rets­sik­ker­heds­mæs­sigt dybt betæn­ke­ligt.

Man kan også spørge, om det virke­lig er nødven­digt for Patientska­de­an­ke­næv­net at anke en så konkret dom, der ikke inde­hol­der noget prin­ci­pi­elt, særligt når Arbejds­ska­desty­rel­sen og nu også byret­ten har vurde­ret, at hun er beret­ti­get til erstat­ning.

Henven­del­ser om sagen kan rettes til advo­kat Gert Willer­s­lev, gw@elmer-adv.dk, der førte sagen for skade­lidte.

Advokat Gert Willerslev

Gert Willerslev

Partner

Direkte: +45 3367 6770