Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
07.01.2013

Patientskadeankenævnet dømt til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne

Elmer & Partnere


Ved dom af 15. november 2012 gav Retten i Svendborg en yngre kvinde medhold i, at hun som følge af en patientskade var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne.


Sagen:

Den 27. august 2004 pådrog kvinden sig en såkaldt sphincterruptur i forbindelse med fødslen af sit første barn, idet mellemkødet bristede.


På tidspunktet for fødselsskaden var kvinden i arbejde som laborant, og i en længere årrække inden skaden havde hun lidt af migræne, der imidlertid ikke havde givet anledning til sygefravær af betydning. Efter fødslen fik hun endvidere problemer med begge skuldre, som måtte opereres.


Efter udløbet af barselsorloven genoptog kvinden den 1. juni 2005 sit arbejde som laborant, men den 24. november 2005 blev hun sygemeldt. I marts 2006 blev hun opsagt til fratrædelse den 1. august 2006 på grund af omstruktureringer, og efter fratrædelsen overgik hun til sygedagpenge.


Ved afgørelse af 3. juni 2008 anerkendte Patientforsikringen, at behandlingen af kvinden ikke havde levet op til bedste specialiststandard, jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 2, nr. 1, og i en efterfølgende afgørelse af 13. november 2009 afviste Patientforsikringen kvindens krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne.


Den 13. juli 2010 stadfæstede Patientskadeankenævnet Patientforsikringens afgørelse af 3. juni 2008. Som begrundelse herfor henviste nævnet til, at kvinden – uanset patientskadens indtræden – ikke kunne have oppebåret sin sædvanlige indtægt, men måtte være overgået til et job indenfor et mindre fysisk krævende arbejdsområde på nedsat tid, alene på grund af sine konkurrerende lidelser i form af migræne og skuldersmerter. Endvidere henviste nævnet til, at patientskaden nok havde været en medvirkende årsag til, at kvinden havde en vis erhvervsevnenedsættelse, men at den overvejende del af kvindens nedsatte erhvervsevne måtte tilskrives hendes øvrige lidelser, og at den del af erhvervsevnetabet, der kunne tilskrives patientskaden, ikke udgjorde 15 %.


I en vejledende udtalelse af 30. november 2011 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen imidlertid kvindens samlede erhvervsevnetab til 50 % og erhvervsevnetabet efter patientskaden alene til 25 %. Patientskadeankenævnet afviste efterfølgende at genoptage sagen på grundlag af Arbejdsskadestyrelsen vejledende udtalelse, idet der efter nævnets opfattelse ikke var fremkommet sådanne nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, der kunne dokumentere, at kvindens erhvervsevne var nedsat med 15 % eller derover som følge af patientskaden.


Dommen:

Under retssagen nedlagde kvinden påstand om, at hun var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra sygemeldingen den 1. august 2006 til den 30. november 2011, hvor den vejledende udtalelse fremkom, og at hun var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne med 25 %. Ved Retten i Svendborgs dom af 15. november 2012 fik hun fuldt ud medhold i disse krav.


I præmisserne til dommen er det bl.a. anført, at det på grundlag af kvindens forklaring, sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse og sagens øvrige oplysninger om kvindens gener fra underlivet, migræne og skuldre må lægges til grund, at underlivsgenerne efter patientskaden udgør en væsentlig årsag til, at hun efter den 1. august 2006 ikke har været i stand til at påtage sig et arbejde med ganske få gående og stående funktioner, men at hun også i forhold til siddende arbejde vil have begrænsninger i form af smerter i underlivet.


Der var ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at kvinden på grund af sin migræne og/eller skulderproblemer op til patientskaden den 27. august 2004 ikke havde været i stand til at bestride sit arbejde som laborant, og der forelå derfor ”det fornødne sikre grundlag” for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse om, at hendes erhvervsevnetab ikke var nedsat med 15 % eller derover. I overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse fastsatte retten kvindens erhvervsevnetab til 25 %, og i tilslutning hertil anførte retten, at det forhold, at der muligvis ikke havde medvirket lægekonsulent i forbindelse med Arbejdsskadestyrelsens vurdering af kvindens erhvervsevnetab, under de foreliggende omstændigheder ikke kunne føre til andet resultat.


Om kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste anførte retten, at sygeforløbet fra den 1. august 2006 var ”udløst” af patientskaden, og at denne var en ”medvirkende og væsentlig årsag til hele sygdomsforløbet frem til Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse”.


Sagens værdi var opgjort til ca. 1 mio. kr., og Patientskadeankenævnet blev samtidig pålagt at betale 78.500 kr. i sagsomkostninger til kvinden, som førte retssagen via sin retshjælpsforsikring, der havde et dækningsmaksimum på 125.000 kr.


Kommentar:

Dommen fra Retten i Svendborg viser – ligesom Højesterets nylige dom af 20. november 2012 – at en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, sammenholdt med skadelidtes forklaring og sagens øvrige omstændigheder, kan udgøre et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte en afgørelse fra Patientskadeankenævnet.


Hvad særligt angår kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste viser dommen, at det i tilfælde af konkurrerende lidelser er afgørende, om sygeforløbet er udløst af den pågældende skade, og om denne har været medvirkende årsag til hele sygeforløbet. Dette er ligeledes fastslået i Højesterets dom af 20. november 2012 og i Højesterets dom af 24. februar 2012, trykt i UfR 2012 side 1838.


Sagen er anket til Østre Landsret, og under byretssagen er der udbetalt 102.250 kr. under retshjælpsforsikringen, der som nævnt har et dækningsmaksimum på 125.000 kr. Dommen illustrerer derfor samtidig, at retshjælpsforsikringens dækningsmaksimum i sager som denne er helt utilstrækkeligt. Taber kvinden sagen i Østre Landsret, risikerer hun at ende ud med et meget stort udækket omkostningsbeløb. Det forekommer aldeles urimeligt og retssikkerhedsmæssigt dybt betænkeligt.


Man kan også spørge, om det virkelig er nødvendigt for Patientskadeankenævnet at anke en så konkret dom, der ikke indeholder noget principielt, særligt når Arbejdsskadestyrelsen og nu også byretten har vurderet, at hun er berettiget til erstatning.


Henvendelser om sagen kan rettes til advokat Gert Willerslev, gw@elmer-adv.dk, der førte sagen for skadelidte.


Flere nyheder
Om os