En klar lægelig fejl, at tilbagefald af kræftsygdom ikke blev opdaget ved kontrolscanning.

For patien­ten betød det amputa­tion af det ene ben, hoften og en del af bække­net og fjer­nelse af blære. Han har nu ret til erstatning.

Histo­rien:
En mand blev i 2007 opere­ret for tyktarm­skræft. På grund af indvækst i blære og bugvæg blev bl.a. noget af blæren fjer­net ved opera­tio­nen. Blære­funk­tio­nen forblev dog efter­føl­gende normal. Opera­tio­nen var ikke 100 procent radi­kal, og derfor var der øget risiko for senere tilbage­fald (reci­div). Manden gennem­gik heref­ter halvår­lige ruti­ne­mæs­sige scan­nin­ger. Den sidste ruti­ne­mæs­sige scan­ning fandt sted i juli 2009.

I decem­ber 2009 henvendte manden sig til syge­hu­set med ubehag. I den forbin­delse konsta­te­rede man ved scan­ning og andre under­sø­gel­ser en stor tumor i samme område som tidli­gere. Den var vokset ind i blæren og sad fast på bækken­væg­gen. Den kunne ikke umid­del­bart opere­res. Man forsøgte, om kemo­te­rapi kunne mind­ske svul­sten så meget, at den kunne opere­res. Det var ikke muligt. I somme­ren 2010 stil­lede et større og højt speci­a­li­se­ret syge­hus, hvor­til han var blevet henvist, ham over­for det umid­del­bare valg, enten at lade sig operere med fjer­nelse af blæren og amputa­tion af hele højre ben (stor sand­syn­lig­hed for fjer­nelse af kræf­ten) eller at overgå til lindrende kemo­te­rapi (kræf­ten forsø­ges holdt nede).

I forbin­delse med, at han skulle tage stil­ling til det, bad han om aktind­sigt i jour­nal­ma­te­ri­a­let fra det syge­hus, der indtil da havde behand­let ham. I det kunne han se, at man i forå­ret 2010 havde revur­de­ret de sene­ste ruti­ne­mæs­sige scan­nings­bil­le­der fra juli 2009 (altså 5 måne­der tidli­gere end kræfts­vul­sten blev konsta­te­ret), og at man havde beskre­vet, at der alle­rede i juli 2009 var klare tegn på en ny svulst. Det havde ingen fortalt ham, og han valgte både at klage rent disci­pli­nært og for at få bedømt, om han havde ret til erstat­ning. Inden der blev taget stil­ling til det, blev opera­tio­nen gennem­ført, og han endte med fjer­nelse af hele højre ben inkl. hofte og noget af bække­net og blæren samt anlæg­gelse af en kunstig blære. Han måtte igen­nem et langt og krævende forløb, der dog fore­lø­bigt er endt med, at han med en række skåne­hen­syn og stor velvil­lig­hed fra hans arbejds­gi­ver og fra alle kolle­ger medar­bej­dere, er tilbage og arbej­der på fuldtid.

Det særlige ved patien­tens kontrol­for­løb er, at tolk­nin­gen og beskri­vel­sen af scan­nings­bil­le­det fra juli 2009 ikke blev fore­ta­get på det danske hospi­tal, hvor scan­nin­gen blev fore­ta­get, men deri­mod af et privat firma i Barce­lona. Denne såkaldte tele­me­di­cin­ske opgave blev fore­ta­get i udlan­det, fordi hospi­ta­let ikke havde kapa­ci­tet til selv at fore­tage den. Den blev skæb­nesvan­gert for manden. Sand­syn­lig­vis havde firmaet i Barce­lona ikke de tidli­gere scan­nings­bil­le­der at sammen­ligne med, og Retslæ­ge­rå­det kaldte det under den efter­føl­gende rets­sag for en ”klar læge­fag­lig fejl”, at svul­sten ikke blev opda­get, da man ”let” kunne se den i juli 2009.

Side­lø­bende med hospi­tals­be­hand­lin­gen skulle han igen­nem, hvad der viste sig at være, et 5‑årigt forløb for at opnå ret til erstat­ning. I første omgang afvi­ste Patien­ter­stat­nin­gen (første instans), at der var gået noget galt. Det klagede manden over til Anke­næv­net, der ændrede på afgø­rel­sen, så det nu hed sig, at kræfts­vul­sten burde have været beskrevet/opdaget. Men selvom behand­lin­gen så kunne have været igang­sat 5 måne­der tidli­gere, mente Anke­næv­net ikke, at det havde gjort nogen forskel. Ben og blære ville også med retti­dig diag­no­sti­ce­ring og behand­ling være blevet fjer­net. Ingen erstat­ning udover en symbolsk godt­gø­relse for, at hans lang­sig­tede prog­nose var blevet dårligere.

Efter anbe­fa­ling fra Kræf­tens Bekæm­pelse kontak­tede manden advo­kat Karsten Høj hos Elmer & Part­nere, der heref­ter anlagde rets­sag mod Ankenævnet.

Under forbe­re­del­sen af rets­sa­gen blev i to omgange stil­let en række spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det (svar er gengi­vet udfør­ligt i dommen). Ud fra Retslæ­ge­rå­dets svar aner­kendte Anke­næv­net, at det var en klar læge­fag­lig fejl, at svul­sten ikke blev opda­get alle­rede i juli 2009.

Det følger af erstat­nings­lo­ven for patientska­de­er­stat­ning, at der skal være mini­mum 51 % sand­syn­lig­hed for, at skaden (her benam­puta­tion og fjer­nelse af blæren) kunne have været undgået. Men af forar­bej­derne til loven og adskil­lige Højeste­rets­domme følger det, at man kan lade tviv­len, om hvad der ville være sket, hvis behand­lin­gen havde været uden klare fejl, komme patien­ten til gode. Ud fra det valgte Anke­næv­net at aner­kende, at man kunne have undgået at ampu­tere benet, hofte og dele af bække­net, men de fast­holdt, at blæren med over­ve­jende sand­syn­lig­hed også ved korrekt og retti­dig behand­ling ville have været fjernet.

Det har Retten i Esbjerg nu (også) fundet, er en forkert bedøm­melse. Den nærmere og meget præcise begrun­delse for det resul­tat, kan læses i dommen. Det centrale er, at Retslæ­ge­rå­det udta­ler, at man ikke kan vide, om der alle­rede i juli 2009 var en sådan indvækst af svul­sten i blæren, at det også da havde været nødven­digt at fjerne blæren for at borto­pe­rere kræfts­vul­sten helt (”radi­kal opera­tion”). Retslæ­ge­rå­det udtalte i den forbin­delse, at den eneste sikre på at konsta­tere det på, ville have været at ”åbne op” og operere. Syns­punk­tet under rets­sa­gen var – ret banalt og lige til – at den mulig­hed jo netop blev umulig­gjort af den klare læge­fag­lige fejl, der blev begået, da svul­sten ikke blev beskre­vet ved gennem­gang af CT-scanningsbillederne i juli 2009. Derfor var det ret oplagt, at bevistviv­len måtte komme patien­ten til gode.

Afslut­tende kommentarer:
Det er meget tanke­væk­kende, at både Patien­ter­stat­nin­gen og særligt Anke­næv­net har taget så meget fejl i en sag som den beskrevne. Ingen havde inden rets­sa­gen med et ord forholdt sig til, om der var begået klare læge­fag­lige fejl. Det var der særde­les god grund til at inter­esse sig for. Når det er vigtigt og her afgø­rende for retten til erstat­ning, så skyl­des det, at klare fejl, der efter den almin­de­lige erstat­nings­ret er erstat­nings­på­dra­gende, giver patien­ten en bevis­let­telse for sammen­hæn­gen mellem fejl og skade. Patien­ten skal med andre ord ikke føre bevis for, at det er mindst 51 % sand­syn­ligt, at skaden kunne være undgået. Det har siden loven trådte i kraft i 1992 og særligt efter den første Højeste­rets­dom i 2002 været meget omdis­ku­te­ret. Profes­sor Bo von Eyben har skre­vet en række artik­ler om lige det emne, og han er gået i rette med et par af de afsagte Højeste­rets­domme. Netop når det har været, og stadig er et juri­disk ”hot” emne, er det ufor­stå­e­ligt, at Anke­næv­net helt sprang den problem­stil­ling over, da de behand­lede og afgjorde sagen. Havde de gjort det, kunne den hård­tramte mand have undgået en opsli­dende rets­sag. Forlø­bet af denne sag må virke­lig mane til eftertanke hos et Anke­nævn, der afgør flere tusinde patien­ter­stat­nings­sa­ger hvert år, herun­der rigtig mange der hand­ler om ikke retti­dig diag­no­sti­ce­ring af alvor­lige sygdomme som bl.a. kræft.

Den kræftramte mand måtte først selv finde ud, at hans scan­nings­bil­le­der var sendt til et privat firma i udlan­det. Dernæst, ved læsning af en dansk radi­o­logs revur­de­ring i maj 2010 af scan­nings­re­sul­ta­tet fra juli 2009, selv opdage, at lægen i firmaet i Spanien havde begået klare læge­fag­lige fejl med enorme helbreds­mæs­sige konse­kven­ser for ham. For efter­føl­gende, af det davæ­rende Patient­kla­ge­nævn, senere Patien­tom­bud­det, og som resul­tat af klagen, at blive oplyst, at Nævnet ikke kunne behandle klage­sa­gen, da billedt­olk­nin­gen var sket i udlan­det, hvor dansk lovgiv­ning ikke gælder. For så til sidst at konsta­tere, at det offent­lige Anke­nævn for Patien­ter­stat­nin­gen også havde begået klare fejl, blot af juri­disk karakter.

Han valgte heldig­vis for ham selv og til gavn for andre at tage kampen. Det skal han have stor respekt for.

Sagen blev ført af part­ner Karsten Høj.

 

Læs også om