Principiel sag om rækkevidden af erstatning for “andet tab”

Sagen vedrø­rer en kvinde, som i januar 2005 var invol­ve­ret i en trafi­ku­lykke. Kvin­den pådrog sig mange alvor­lige skader, og har efter­føl­gende fået konsta­te­ret et erhverv­sev­ne­tab samt en mengrad på 100 %.

Som følge af de bety­de­lige handi­caps, kvin­den blev påført ved ulyk­ken, afholdt hun en række udgiftspo­ster. Herun­der bety­de­lige udgif­ter til kørsel i taxa, da hun på grund af sine særlige handi­caps ikke kunne gøre brug af det offent­lige tilbud om handi­cap­be­for­dring. Al trans­port til behand­lere, til indkøb og til fami­lie­be­søg måtte derfor foregå i taxa.

Ved dom af 13. juni 2016 tildelte byret­ten en erstat­ning på 1,1 million kroner for midler­ti­dige og varige helbre­del­ses­ud­gif­ter og andet tab. Læs nærmere i tidli­gere nyhed.

 

Østre Landsrets afgørelse

Dommen blev dog anket, og ved dom af 8. marts 2018 har lands­ret­ten imid­ler­tid redu­ce­ret erstat­nings­be­lø­bet til 200.000 kroner. På baggrund af sagens usæd­van­lige karak­ter blev sagen i første omgang behand­let af tre dommere i byret­ten. Og under hensyn til sagens prin­ci­pi­elle karak­ter ophæ­vede lands­ret­ten samti­dig sagens omkost­nin­ger for begge instanser.

Kvin­den vil nu søge 3. instans­be­vil­ling til at indbringe sagen for Højesteret.

 

Hvorfor er sagen interessant?

Sagen har prin­ci­piel karak­ter, da den rejser nogle væsent­lige spørgs­mål i forhold til fortolk­nin­gen og række­vid­den for erstat­ning efter Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1 og § 1a. Kvin­dens udgiftspo­ster har dels været mange, de har forlø­bet over en lang peri­ode, og så har dele af posterne ikke alene været begrun­det i hendes handi­cap eller haft til formål at sikre eller forbedre hendes funk­tions­evne, men tilmed hendes resi­du­ale livs­ud­fol­del­ses­mu­lig­he­der, og dermed hendes mulig­he­der for at opret­holde et soci­alt liv.

 

Landsrettens skønsmæssige udmåling

Sammen­fat­tende anfø­rer lands­ret­ten i præmis­serne, at alle de erstat­nings­po­ster, der som udgangs­punkt kan kræves erstat­tet som ”andet tab” efter Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1 og § 1a, er behæf­tet med usik­ker­hed; men henset til, at usik­ker­he­den til dels skyl­des omfan­get og karak­te­ren af de skader, som kvin­den pådrog sig ved ulyk­ken, tilken­der lands­ret­ten kvin­den en skøns­mæs­sigt fast­sat erstat­ning på 200.000 kroner.

Dommens nærmere præmis­ser kan læses her.

 

Kommentarer til afgørelsen

Det var forven­tet, men også glæde­ligt, at lands­ret­ten slår fast, at det er afgø­rende for at opnå erstat­ning for andet tab efter Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1 og § 1a, om de afholdte og frem­ti­dige udgif­ter er med til at sikre skade­lid­tes funktionsevne.

Præmis­sen er i over­ens­stem­melse med Højeste­rets dom af 11. august 2011 trykt i UfR 2011.3098H, hvor Højeste­ret anførte, at begre­bet ”andet tab” i Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1, stk. 1, omfat­ter udgif­ter ”som har til formål at sikre eller forbedre skade­lid­tes funk­tions­evne”.

Under sagen blev Retslæ­ge­rå­det præsen­te­ret for alle sagens læge­lige akter og for samt­lige udgifts­bi­lag. På den baggrund udtalte Rådet, at de iværk­satte under­støt­tende tiltag var rele­vante i forhold til kvin­dens funk­tions­tab, og at en reduk­tion eller ophør med foran­stalt­nin­gerne ville medføre en reduk­tion i hendes funk­tions­evne. Endvi­dere forkla­rede kvin­den i retten detal­je­ret om de enkelte udgiftspo­ster og om deres betyd­ning for hendes funk­tions­evne. Det er derfor over­ra­skende, når lands­ret­ten vurde­rer, at der for en del af erstat­nings­posterne mang­ler doku­men­ta­tion for udgif­ter­nes sammen­hæng med skaden, og at erstat­nings­posterne er behæf­tet med usikkerhed.

Med henvis­ning til forar­bej­derne gjorde selska­bet gældende under sagen, at det er en betin­gelse for at få erstat­ning for ”andet tab” efter erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1, at udgif­terne skal være ”i nær tids­mæs­sig tilknyt­ning til uhel­det”. Dette syns­punkt afvi­ser Lands­ret­ten imid­ler­tid i dommen med bemærk­ning om, at der i en sag som den fore­lig­gende ikke kan stil­les strenge krav til den tids­mæs­sige sammen­hæng mellem skaden og de udgif­ter, der kan erstat­tes som ”andet tab” efter erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1. Men jo længere tid, der går, desto større krav må dog stil­les til ”sand­syn­lig­gø­relse” af sammen­hæn­gen med skaden.

Det kan undre, at lands­ret­ten ikke finder tilstræk­ke­lig doku­men­ta­tion for opgø­rel­sen af de frem­ti­dige udgif­ters tids­mæs­sige udstræk­ning, der var begræn­set til 10 år regnet fra opgø­rel­ses­tids­punk­tet i 2012. Kvin­dens skader er nemlig særde­les alvor­lige, og Retslæ­ge­rå­det har udtalt, at det ikke er muligt at vurdere, hvor længe der er indi­ka­tion for, at kvin­den modta­ger de anførte behand­lin­ger. Desu­den forkla­rede kvin­den i lands­ret­ten, at hendes behand­lings­be­hov havde været uændret siden hendes forkla­ring i byret­ten knap to år tidligere.

Hvad angår trans­portud­gif­terne, anførte byret­ten i præmis­serne til byrets­dom­men, at taxa­kør­sel var nødven­dig ”med henblik på at kunne komme til behand­lin­ger og vare­tage indkøb mv., samt i forhold til at kunne have et soci­alt liv.” På grund af sine omfat­tende handi­caps kunne kvin­den ikke benytte sig af offent­lig handi­cap­be­for­dring, men var nødsa­get til at køre i taxa, når hun skulle købe ind. Endvi­dere forkla­rede hun, at hun kunne vælge at få daglig­va­re­ind­kø­bene bragt ud, men at det ville fratage hende den eneste kontakt til det omkring­lig­gende samfund, og at hun var isole­ret nok i forvejen.

Det synes derfor at være en meget restrik­tiv fortolk­ning af Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1, når lands­ret­ten anfø­rer, at trans­portud­gif­ter, der ikke vedrø­rer trans­port til de behand­lin­ger, der er omfat­tet af Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1, men rela­te­rer sig til skade­lid­tes ”resi­du­ale livs­ud­fol­del­ses­mu­lig­he­der efter skaden”, ikke kan kræves erstat­tet efter Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 1.

Som også lands­ret­ten anfø­rer, er sagen af prin­ci­piel karak­ter, og kvin­den vil nu søge 3. instans­be­vil­ling til at indbringe sagen for Højesteret.

 

Kontakt

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Gert Willerslev.