Sagen vedrører en kvinde, som i januar 2005 var involveret i en trafikulykke. Kvinden pådrog sig mange alvorlige skader, og har efterfølgende fået konstateret et erhvervsevnetab samt en mengrad på 100 %.
Som følge af de betydelige handicaps, kvinden blev påført ved ulykken, afholdt hun en række udgiftsposter. Herunder betydelige udgifter til kørsel i taxa, da hun på grund af sine særlige handicaps ikke kunne gøre brug af det offentlige tilbud om handicapbefordring. Al transport til behandlere, til indkøb og til familiebesøg måtte derfor foregå i taxa.
Ved dom af 13. juni 2016 tildelte byretten en erstatning på 1,1 million kroner for midlertidige og varige helbredelsesudgifter og andet tab. Læs nærmere i tidligere nyhed.
Dommen blev dog anket, og ved dom af 8. marts 2018 har landsretten imidlertid reduceret erstatningsbeløbet til 200.000 kroner. På baggrund af sagens usædvanlige karakter blev sagen i første omgang behandlet af tre dommere i byretten. Og under hensyn til sagens principielle karakter ophævede landsretten samtidig sagens omkostninger for begge instanser.
Kvinden vil nu søge 3. instansbevilling til at indbringe sagen for Højesteret.
Sagen har principiel karakter, da den rejser nogle væsentlige spørgsmål i forhold til fortolkningen og rækkevidden for erstatning efter Erstatningsansvarslovens § 1 og § 1a. Kvindens udgiftsposter har dels været mange, de har forløbet over en lang periode, og så har dele af posterne ikke alene været begrundet i hendes handicap eller haft til formål at sikre eller forbedre hendes funktionsevne, men tilmed hendes residuale livsudfoldelsesmuligheder, og dermed hendes muligheder for at opretholde et socialt liv.
Sammenfattende anfører landsretten i præmisserne, at alle de erstatningsposter, der som udgangspunkt kan kræves erstattet som ”andet tab” efter Erstatningsansvarslovens § 1 og § 1a, er behæftet med usikkerhed; men henset til, at usikkerheden til dels skyldes omfanget og karakteren af de skader, som kvinden pådrog sig ved ulykken, tilkender landsretten kvinden en skønsmæssigt fastsat erstatning på 200.000 kroner.
Dommens nærmere præmisser kan læses her.
Det var forventet, men også glædeligt, at landsretten slår fast, at det er afgørende for at opnå erstatning for andet tab efter Erstatningsansvarslovens § 1 og § 1a, om de afholdte og fremtidige udgifter er med til at sikre skadelidtes funktionsevne.
Præmissen er i overensstemmelse med Højesterets dom af 11. august 2011 trykt i UfR 2011.3098H, hvor Højesteret anførte, at begrebet ”andet tab” i Erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, omfatter udgifter ”som har til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne”.
Under sagen blev Retslægerådet præsenteret for alle sagens lægelige akter og for samtlige udgiftsbilag. På den baggrund udtalte Rådet, at de iværksatte understøttende tiltag var relevante i forhold til kvindens funktionstab, og at en reduktion eller ophør med foranstaltningerne ville medføre en reduktion i hendes funktionsevne. Endvidere forklarede kvinden i retten detaljeret om de enkelte udgiftsposter og om deres betydning for hendes funktionsevne. Det er derfor overraskende, når landsretten vurderer, at der for en del af erstatningsposterne mangler dokumentation for udgifternes sammenhæng med skaden, og at erstatningsposterne er behæftet med usikkerhed.
Med henvisning til forarbejderne gjorde selskabet gældende under sagen, at det er en betingelse for at få erstatning for ”andet tab” efter erstatningsansvarslovens § 1, at udgifterne skal være ”i nær tidsmæssig tilknytning til uheldet”. Dette synspunkt afviser Landsretten imidlertid i dommen med bemærkning om, at der i en sag som den foreliggende ikke kan stilles strenge krav til den tidsmæssige sammenhæng mellem skaden og de udgifter, der kan erstattes som ”andet tab” efter erstatningsansvarslovens § 1. Men jo længere tid, der går, desto større krav må dog stilles til ”sandsynliggørelse” af sammenhængen med skaden.
Det kan undre, at landsretten ikke finder tilstrækkelig dokumentation for opgørelsen af de fremtidige udgifters tidsmæssige udstrækning, der var begrænset til 10 år regnet fra opgørelsestidspunktet i 2012. Kvindens skader er nemlig særdeles alvorlige, og Retslægerådet har udtalt, at det ikke er muligt at vurdere, hvor længe der er indikation for, at kvinden modtager de anførte behandlinger. Desuden forklarede kvinden i landsretten, at hendes behandlingsbehov havde været uændret siden hendes forklaring i byretten knap to år tidligere.
Hvad angår transportudgifterne, anførte byretten i præmisserne til byretsdommen, at taxakørsel var nødvendig ”med henblik på at kunne komme til behandlinger og varetage indkøb mv., samt i forhold til at kunne have et socialt liv.” På grund af sine omfattende handicaps kunne kvinden ikke benytte sig af offentlig handicapbefordring, men var nødsaget til at køre i taxa, når hun skulle købe ind. Endvidere forklarede hun, at hun kunne vælge at få dagligvareindkøbene bragt ud, men at det ville fratage hende den eneste kontakt til det omkringliggende samfund, og at hun var isoleret nok i forvejen.
Det synes derfor at være en meget restriktiv fortolkning af Erstatningsansvarslovens § 1, når landsretten anfører, at transportudgifter, der ikke vedrører transport til de behandlinger, der er omfattet af Erstatningsansvarslovens § 1, men relaterer sig til skadelidtes ”residuale livsudfoldelsesmuligheder efter skaden”, ikke kan kræves erstattet efter Erstatningsansvarslovens § 1.
Som også landsretten anfører, er sagen af principiel karakter, og kvinden vil nu søge 3. instansbevilling til at indbringe sagen for Højesteret.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Gert Willerslev.