Erhvervsevnetab efter rygskade kunne ikke nedsættes grundet psykiske gener

Anke­sty­rel­sen har efter en dom fra Retten i Lyngby fra 2016 forhø­jet erhverv­sev­ne­ta­bet fra oprin­de­ligt 25% til 60%, hvor­for en kvinde ramt af psyki­ske gener og fysisk skade har fået forhø­jet sin erstat­ning svarende til ca. 800.000 kr.

 

Ramt af rygskade

Sagen drejede sig om en sygeple­jer­ske, der i 1999 pådrog sig en rygskade med efter­føl­gende lang­va­rigt smer­te­for­løb — også selvom hun blev opere­ret. Hun blev afske­di­get og havde depres­sive tenden­ser uden der dog blev stil­let nogen egent­lig psyki­a­trisk diag­nose.

Hun fik bevil­get reva­li­de­ring og fik i den peri­ode 25% midler­ti­dig erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning, og dernæst ansæt­telse på 20–25 timer i to private læge­prak­sis nogle år.

I 2009 blev hun syge­meldt med henvis­ning til stress og depres­sion, og fik efter­føl­gende tilkendt et fleksjob.

 

Afviste tilknytning til arbejdsskaden

Anke­sty­rel­sen vurde­rede i sin afgø­relse fra 2013, at årsa­gen til syge­mel­din­gen var andre grunde – stress og depres­sion og at disse ”[…] er uden tilknyt­ning til arbejds­ska­den.” og fast­satte det ende­lige erhverv­sev­ne­tab til 25%.

 

Retssag og svar fra Retslægerådet

Heref­ter blev der anlagt rets­sag og stil­let spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det, som udtalte, at de psyki­ske gener ikke var særligt godt belyst, hver­ken i forbin­delse med forlø­bet i peri­o­den efter rygska­den (1999–2000) eller i forlø­bet omkring syge­mel­din­gen og over­gan­gen til fleksjob 10 år senere (2009–2011).

Retslæ­ge­rå­det udtalte dog også, at ” psyki­ske belast­nings­re­ak­tio­ner er almin­de­lige i efter­for­lø­bet af bety­dende livs­be­gi­ven­he­der, som for eksem­pel den rygskade /hun) pådrog sig i marts 1999.

På den baggrund fandt Byret­ten, at ”[…] det må anses for uafkla­ret, hvor­vidt (hendes) depres­sion er forår­sa­get af arbejds­ska­den” og at Anke­sty­rel­sens bemærk­ning om, at hendes ”depres­sion er uden tilknyt­ning til arbejds­ska­den, kan derfor ikke anses for en korrekt anven­delse af formod­nings­reg­len i § 12, stk. 2

Deri­mod fandt Retten, at der even­tu­elt kunne ske fradrag for andre forhold (diffuse muskel/ledsmerter og slid­gigt), men Retten fandt ikke selv at kunne fast­sætte stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­ta­bet og hjem­vi­ste sagen.

 

Ny afgørelse fra Ankestyrelsen

Efter dommen har Anke­sty­rel­sen nu truf­fet afgø­relse om, at hun som følge af hendes ”samlede helbreds­mæs­sige gener ikke vil blive i stand til at opnå tilknyt­ning til arbejds­mar­ke­det på ordi­nære vilkår.” og at hendes samlede erhverv­sev­ne­tab – som skøn­nes at udgøre 60% — må henfø­res til skaden.

Dette er begrun­det såle­des ”Vi finder, at det forhold, at dine konkur­re­rende lidel­ser har været medvir­kende årsag til det samlede erhverv­sev­ne­tab, ikke kan begrunde en nedsæt­telse […] idet vi vurde­rer, at dine konkur­re­rende lidel­ser ikke med over­ve­jende sand­syn­lig­hed ville have påvir­ket din erhverv­sevne, såfremt skaden ikke var sket.

 

Kommentar

Først og frem­mest er det væsent­ligt at frem­hæve, at psyki­ske gener ofte ledsa­ger væsent­lige fysi­ske gener og/eller social eller økono­misk usik­ker­hed, og at det er myndig­he­derne, der skal påvise andre grunde hertil, hvis der skal fore­ta­ges fradrag. Det er efter vores opfat­telse endvi­dere væsent­ligt i denne type af sager, hvor der ofte er konkur­re­rende helbreds­mæs­sige forhold, at disse mulig­vis kan bruges til fradrag i et mén, men ikke kan bruges til fradrag i erhverv­sev­ne­tab, medmin­dre det sand­syn­lig­gø­res, at det ville påvirke erhverv­sev­nen uafhæn­gigt af skaden. I denne sag, at slid­gigts­ge­ner og ledkla­ger ikke ville have påvir­ket erhverv­sev­nen af sig selv.

Henven­delse kan rettes til Søren Kjær Jensen

Nyhed som printvenlig-PDF

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760