Smerter i ryggen, opstået under håndtering af en hospitalsseng, anerkendt som ulykke

Anke­sty­rel­sen har ved afgø­relse af 8. septem­ber 2009 omgjort sin tidli­gere afgø­relse af 17. decem­ber 2007 og nu aner­kendt, at en hændelse, hvor skade­lidte fik smer­ter i lænde­ryg­gen i forbin­delse med, at hun trak en seng med en tung patient ud af en eleva­tor, er en arbejds­u­lykke.

Afgø­rel­sen blev ændret, efter at vi på vegne FOA — Fag og Arbejde for pågæl­dende frem­sendte udkast til stæv­ning.

Afgø­rel­sen er én blandt mange afgø­rel­ser, hvor Anke­sty­rel­sen har omgjort tidli­gere afvis­nin­ger efter at have været fore­lagt et udkast til stæv­ning, men denne afgø­relse fore­kom­mer at være særlig rele­vant, fordi det i begrun­del­sen for afgø­rel­sen blandt andet frem­går, at nye læge­lige oplys­nin­ger, i form af blandt andet MR-scanning, viste, at skade­lidte var forud­dis­po­ne­ret i form af slid­gigt i lænde­ryg­gen, og at dette “godt kan forklare en svæk­kelse af ryggen og dermed en større sårbar­hed over­for belast­nin­ger”. Det frem­går endvi­dere af afgø­rel­sen, at Anke­sty­rel­sen “finder på den baggrund, at det er tilstræk­ke­ligt sand­syn­ligt, at hændel­sen den 10. januar 2007 var egnet til at medføre lændes­mer­ter”.

Kommen­tar:
Ulyk­kes­be­gre­bet i Arbejds­ska­desik­rings­lo­ven blev ændret med virk­ning fra 1. januar 2004, og vi har som et væsent­ligt foku­s­om­råde særlig opmærk­som­hed rettet mod afgø­rel­ser, der aner­ken­der eller afvi­ser skader. Elmer & Part­nere har i den forbin­delse blandt andet afholdt gå-hjem-møde 24. marts 2009 og orien­te­ret om væsent­lige rets­af­gø­rel­ser vedrø­rende dette område, herun­der Vestre Lands­rets dom af 23. april 2009 (se nyhed af 29. april 2009, hvil­ken dom endvi­dere er offent­lig­gjort i UfR 2009, side 2022 V).

Et væsent­ligt moment i forbin­delse med aner­ken­delse af arbejds­u­lyk­ker er forar­bej­der­nes bemærk­ning om, at hændelsen/påvirkningen skal være egnet til at forår­sage en (den anmeldte) skade. Dette egnet­heds­be­greb tolkes efter vores opfat­telse af og til urig­tigt derved, at der indfor­tol­kes et krav om, at hændelsen/påvirkningen skal være egnet til at forår­sage skade på en rask person.

Nærvæ­rende afgø­relse er såle­des udtryk for det for os at se rigtige i, at perso­ner med særlige dispo­si­tio­ner eller svæk­kel­ser natur­lig­vis også kan komme til skade, og at sårbar­he­den kan indgå som en selv­stæn­dig forkla­ring på, at hændel­sen har været egnet til at forår­sage skade.

Sagen er ført for ”FOA — fag og arbejde” af advo­kat Søren Kjær Jensen.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760