Juridisk screeningsundersøgelse af 345 hjemvendte soldaters arbejdsskadesager.

Under­sø­gel­sen er lavet for Solda­ter­le­ga­tet – en selv­stæn­dig, privat fond, der er uafhæn­gig af forsva­ret, af forsva­rets faglige orga­ni­sa­tio­ner og af poli­ti­ske interesser.

Formå­let med under­sø­gel­sen har været at afdække;
— hvor­når der vil indtræde foræl­delse i sagerne
— med hvilke begrun­del­ser sagerne er henholds­vis aner­kendt og afvist
— og om det ud fra en umid­del­bar vurde­ring vil være sand­syn­ligt, at der ved en domstolsprø­velse vil kunne opnås et andet resultat.

Under­sø­gel­sen har omfat­tet både ulyk­ker og erhvervs­syg­domme, herun­der både fysi­ske og psyki­ske skader og sygdomme, og både aner­kendte og afvi­ste sager, og dermed også afgø­rel­ser om mén og erhvervsevnetab.

På baggrund af under­sø­gel­sen er der udar­bej­det en omfat­tende rapport, som kan ses her. Bilag findes her.

Rappor­tens hoved­kon­klu­sio­ner medfø­rer en kritik af Arbejds­ska­desty­rel­sen og Anke­sty­rel­sen i sagerne om afvist psykisk sygdom. Rappor­ten inde­hol­der samti­dig en lang række konstruk­tive anbefalinger for det videre arbejde med de psyki­ske sygdomssager.

Rappor­tens hoved­kon­klu­sio­ner er:

1. Arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne har fortol­ket WHO’s diag­no­se­kri­te­rium om laten­s­tid for PTSD forkert.

Den danske over­sæt­telse stri­der mod WHO’s origi­nale tekst, der åbner op for, at der kan ske aner­ken­delse af PTSD, selvom laten­s­ti­den for sygdom­men er mere end 6 måne­der, hvis der fore­lig­ger klar doku­men­ta­tion for, at øvrige krav er opfyldt, og hvis der ikke er andre mere sand­syn­lige årsa­ger. I den danske tekst, som er indfø­jet i erhvervssygdomsfortegnelsen/vejledningen, er 6 måne­ders græn­sen gjort abso­lut. Retslæ­ge­rå­det støt­ter, at diag­no­sen undta­gel­ses­vis kan stil­les, selvom der er forlø­bet mere end 6 måneder.

2. Arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne fore­ta­ger en forkert bevis­vur­de­ring i sygdoms­sa­ger om PTSD, når det skal afgø­res, om der har været sygdom­s­tegn inden for 6 måne­der efter hjem­kom­sten fra et krigsområde.

Scre­e­nings­un­der­sø­gel­sen af 177 afgø­rel­ser om psykisk sygdom — heraf langt de fleste om sygdom­men PTSD — efter­la­der et klart billede af, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne ved vurde­rin­gen af, hvor­når solda­ten må anta­ges at være blevet syg, alene tager hensyn til, hvor­når solda­ten har henvendt sig til en læge med psyki­ske symp­to­mer. Det lægges til grund, at dette tids­punkt er ensbe­ty­dende med tids­punk­tet for sygdom­mens opståen, og er der gået mere end 6 måne­der fra hjem­kom­sten, fører det til afvisning.

Mange afgø­rel­ser giver klart indtryk af, at myndig­he­derne kun i meget begræn­set omfang har under­søgt og lagt vægt på andre oplys­nin­ger end, hvor­når solda­ten har været til læge.

Det er en forkert bevis­vur­de­ring, og et krav om læge­hen­ven­delse vil næppe holde ved en domstolsprøvelse.

Samti­dig viser under­sø­gel­sen, at Arbejds­ska­desty­rel­sen frem til omkring 2010 — i hvert fald i nogle sager — har forholdt sig mindre rigo­ri­stisk til kravet om doku­men­ta­tion for sygdoms­de­but. Meget tyder derfor på, at myndig­he­der­nes prak­sis er blevet skær­pet i de senere år.

3. Arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne har i mange sager om psykisk sygdom nok formelt, men ikke reelt fore­ta­get en konkret vurde­ring af, om sygdom­men i det enkelte tilfælde kan aner­ken­des uden for erhvervssygdomsfortegnelsen.

I under­sø­gel­sen indgår 92 afgø­rel­ser, hvor der er afvist aner­ken­delse af psykisk sygdom. Gennem­gan­gen af afgø­rel­serne efter­la­der det indtryk, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne i mange sager formelt, men ikke reelt har fore­ta­get en konkret vurde­ring af, om sygdom­men i det enkelte tilfælde kan aner­ken­des uden for erhvervssygdomsfortegnelsen.

Deru­d­over er det rime­ligt at konklu­dere, at der i mange afgø­rel­ser ikke er fore­ta­get en korrekt bevis­vur­de­ring af, om der i det enkelte tilfælde kan anta­ges at være årsags­sam­men­hæng mellem belast­nin­ger under udsen­del­sen som soldat og udvik­lin­gen af psykisk sygdom. Myndig­he­der­nes krav til bevi­set er for strengt sammen­holdt med domsto­le­nes beviskrav.

Scre­e­nings­un­der­sø­gel­sen efter­la­der også et indtryk af, at myndig­he­der­nes medi­cin­ske vurde­rin­ger, når det hand­ler om aner­ken­delse uden for forteg­nel­sen, er afgi­vet inden for nogle admi­ni­stra­tivt udstukne rammer. I hvert fald er der i flere afgø­rel­ser ikke fore­ta­get en fri, konkret medi­cinsk vurdering.

Den beskrevne prak­sis har haft den virk­ning, at alt for få solda­ter­sa­ger har været fore­lagt for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get med mulig­hed for anerkendelse.

4. De psyki­ske sygdoms­sa­ger er for dårligt oplyste.

Arbejds­ska­de­myn­dig­he­der­nes sags­be­hand­ling bærer tyde­ligt præg af, at de ikke frem­skaf­fer alle tilgæn­ge­lige og nødven­dige oplys­nin­ger, inden der træf­fes afgørelse.

I en række sager mang­ler der læge­lige jour­na­l­op­lys­nin­ger fra andre end egen læge og oplysninger/udtalelser fra psyko­lo­ger og andre behand­lere. Der er en udtalt mangel på at indhente oplys­nin­ger fra den nærme­ste fami­lie og nære venner, som er dem, der kender solda­ten bedst før og efter udsendelsen.

En korrekt bevis­vur­de­ring både af tids­mæs­sig og årsags­mæs­sig sammen­hæng stil­ler store krav til sags­op­lys­nin­gen og her skal det særligt frem­hæ­ves, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne arbej­der under den såkaldte ”offi­cial maksime”. Det bety­der, at myndig­he­derne har pligt til af egen drift at oplyse og under­søge en sag fuldt tilstræk­ke­ligt og forsvar­ligt. Der må anta­ges at gælde en særlig udstrakt forplig­telse hertil, når det drejer sig om sager, hvor den skade­lidte selv kan have vanske­ligt ved at bidrage til sagens oplys­ning, som tilfæl­det er for de hårdest ramte soldater.

Det er derfor tvin­gende nødven­digt, at Arbejds­ska­desty­rel­sens sags­op­lys­ning i solda­ter­sa­gerne indret­tes på disse sagers særlige karakter.

Heru­d­over anbe­fa­les det, at Arbejds­ska­desty­rel­sen opret­ter et særligt team til behand­lin­gen af solda­ter­sa­gerne. Som mini­mum bør Arbejds­ska­desty­rel­sen samle behand­lin­gen af sagerne fra Balkan, da disse rummer nogle særlige problemstillinger.

5. I de afvi­ste sager om psykisk sygdom er der gode mulig­he­der for at opnå ændrede afgø­rel­ser ved domstolene.

Der er stor sand­syn­lig­hed for, at domsto­lene vil tilsi­de­sætte arbejds­ska­de­myn­dig­he­der­nes fortolk­ning af WHO’s diag­no­se­kri­te­rier for PTSD, og at der derfor i flere sager vil kunne ske aner­ken­delse, selvom tegn på PTSD først er opstået mere end 6 måne­der efter hjemkomsten.

Det er også sand­syn­ligt, at domsto­lene ud fra en konkret og fri bevis­vur­de­ring i mange af sagerne vil finde det bevist, at belast­nin­gerne, som solda­ten har været udsat for, har været tilstræk­ke­ligt trau­ma­ti­ske, og at der har været symp­tom­de­but inden 6 måneder.

Ende­lig må det forven­tes, at domsto­lene i en række af de afvi­ste sager vil nå frem til, at der kan ske aner­ken­delse af solda­tens psyki­ske sygdom efter en konkret sand­syn­lig­heds­vur­de­ring uden for erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sen. En del tyder nemlig på, arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne i denne sammen­hæng anven­der et stren­gere bevis­krav for årsags­sam­men­hæng end domsto­lene, og at Retslæ­ge­rå­dets medi­cin­ske vurde­rin­ger er mere konkrete end myndighedernes.

KOMMENTARER:
Det er meget tanke­væk­kende i hvor mange sager, at nye oplys­nin­ger og juri­di­ske syns­punk­ter må formodes at kunne føre til et posi­tivt resul­tat for den enkelte soldat. Det må få både de poli­tisk ansvar­lige og myndig­he­derne til at gøre det meget bedre frem­over, da det ikke kan være menin­gen, at de i forvejen bela­stede vete­ra­ner også skal igen­nem langstrakte retssager.

Under­sø­gel­sens konklu­sio­ner bør føre til en poli­tisk beslut­ning om genop­ta­gelse af alle afvi­ste sager om psykisk sygdom hos soldater.

Henven­del­ser om under­sø­gel­sen kan ske til advo­kat Karsten Høj, der er ansvar­lig for rappor­ten, og til advo­kat Birgitte Filten­borg, der er medfor­fat­ter på rapporten.

Birgitte Filtenborg

Advokat