nyheder

HØJESTERET TAGER IKKE FEJL…

Højesteret afsagde i går den 15. november 2016 den tredje dom i år om ret til erstatning for erhvervsevnetab som følge af en patientskade.

De tre sager har handlet om forskellige situationer, hvor patientens indtægtstab har været ophørt inden, der af patientskademyndighederne er truffet afgørelse om, der er opstået ret til erstatning for erhvervsevnetab.

 

SAG 1

I den første sag, der ikke blev ført af Elmer Advokater, blev krav om erstatning for forsinket behandling for kræft (først) anmeldt til Patienterstatningen efter, at patienten var død af kræftlidelsen. Det blev anerkendt, at den alt for sene opdagelse af hans kræft var en fejl, der berettigede til erstatning.

Patientskademyndighederne tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til patienten døde og afviste, at boet efter patienten havde ret til erstatning for erhvervsevnetab med den begrundelse, at patienten var død, og at der derfor ikke (længere) var noget fremtidigt indtægtstab, der kunne erstattes som erhvervsevnetabserstatning.

Det tiltrådte Højesteret bl.a. med den begrundelse, at patientskademyndighederne ikke inden patienten døde havde haft mulighed for at træffe afgørelse om erhvervsevnetab af den simple grund, at skaden først blev anmeldt, efter han var død.

 

SAG 2

I den anden sag, som advokat Karsten Høj førte, fandt Højesteret, at en patient havde ret til erstatning for 75 % erhvervsevnetab selvom han formodentlig kun to måneder efter første afgørelse om afslag på erstatning ville være overgået til folkepension og dermed ikke længere ville have haft erhvervsmæssige indtægter.

Da Ankenævnet et halvt år senere traf afgørelse i klagesagen, ville patienten have været holdt med at arbejde. Men Højesteret fandt, at det var forholdene på tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse, der var afgørende.

Patienten fik dermed tilkendt en erstatning på ca. 1,5 mio. kr. reelt for to måneders indtægtstab. Læs mere om den sag her

 

SAG 3

I Højesteretsdom fra i går, hvor dødsboet efter en ung kvinde igen var repræsenteret af advokat Karsten Høj, skulle der tages stilling til en situation, der mindede om to andre sager.

En ung kvinde på under 30 år fik med for sent diagnosticeret brystkræft og behandlingen heraf blev derfor forsinket. Det anmeldte hun til Patienterstatningen, der den 13. februar 2012 traf afgørelse om, at det var en fejl. Men forsinkelsen havde ikke betydet nogen væsentlig forringelse af hendes tilstand eller en anden behandling end ved rettidig behandling. Det klagede hun over.

Ankenævnet var enigt i klagen og fandt, at forsinkelsen var årsag til, at hun var blevet uhelbredeligt syg af kræftlidelsen. Sagen blev sendt retur til udmåling af erstatning for det. Men på det tidspunkt var hun død af kræftlidelsen 31 år gammel. Patientskademyndigheder tilkendte godtgørelse for varigt mén til boet, men gav afslag på erstatning for erhvervsevnetab. De afgørelser har Højesteret nu erklæret sig enige i.

Under retssagen blev det sandsynliggjort, at der havde været grundlag for at fastsætte hendes erhvervsevnetab til 100 %, da den første (hvad der viste sig at være forkerte) afgørelse blev truffet den 13. februar 2012. Altså inden hun døde. Men pga. den forkerte bedømmelse af forsinkelsens betydning for hendes tilstand, blev afgørelsen om afslag på erstatning for erhvervsevnetab først truffet efter hun var død. Det mindede om sag 1. Mens det på det tidligere tidspunkt den 13. februar 2012 mindede om sag 2.

Højesteret stod dermed overfor et valg. Skulle sag 1 eller 2 være afgørende?

Det blev sag nr. 1 således, at det var det faktiske (forsinkede) afgørelsestidspunkt og ikke det mulige tidspunkt, der blev afgørende. Højesteret fandt derfor, at der ikke inden hun døde var opstået ret til erstatning for erhvervsevnetab og dermed kunne det krav ikke falde i arv til boet efter kvinden (mand og to børn). De har fået tilkendt erstatning for tab af forsørger.

Karsten Højs synspunkt var i kort form, at boet skulle stilles efter forholdene på tidspunktet for den første afgørelse, hvor kvinden stadig var i live. Var der da truffet den rigtige afgørelse, havde det også da været muligt at træffe afgørelse om både varigt mén og 100 % erhvervsevnetab. Dermed var kravet på erstatning for erhvervsevnetab opstået inden kvinden døde.

 

KOMMENTAR

Det er ikke helt klart, hvorfor sag 3 fik dette udfald. Højesteret kunne have valgt at følge deres dom i sag 2 og lade forholdene på tidspunktet for Patienterstatningens første afgørelse være afgørende. Ved at lade det senere faktiske afgørelsestidspunkt, hvor kvinden var død, være afgørende, bliver kvinden og hendes bo ikke stillet som om den rigtige afgørelse var truffet første gang.

Dommen betyder, at det i den enkelte sag kan blive tilfældigt, om erstatning for erhvervsevnetab tilkendes. Hvis der klages over den første afgørelse, kan også det få betydning for erstatningens størrelse, da det så bliver forholdene på et senere tidspunkt, der bliver afgørende. Det vil særligt have betydning for de patienter, der skal igennem et langt forløb for først at få anerkendt deres skade og efter måske flere/mange år skal have udmålt deres erstatning. Er de på det tidspunkt overgået til folkepension eller døde bliver erstatningen for patientskaden langt mindre end, hvis de rigtige afgørelser var truffet tidligere.

Det forekommer ikke at være en hensigtsmæssig eller rimelig retstilstand, men som anført i overskriften til denne nyhed, så tager Højesteret ikke fejl. Men måske har Højesteret fortrudt deres dom i sag 2, for ellers er det svært at forstå resultatet i sag 3 fra i går.

Kontakt om dommen til partner og advokat Karsten Høj.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev