ANKESTYRELSENS PRAKSIS UNDERKENDT I HØJESTERET 

– et stort antal afviste sager forventes genoptaget.

 

Højeste­ret har i dom af 9. novem­ber 2016 tilsi­de­sat Anke­sty­rel­sens prak­sis for, hvor­når en hændelse er egnet til at medføre skade.  Anke­sty­rel­sen og Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring (AES — tidli­gere Arbejds­ska­desty­rel­sen) har igen­nem lang tid haft en prak­sis, hvor­ef­ter en skade, der også kan opstå af sig selv, kun aner­ken­des, hvis den arbejds­mæs­sige belast­ning er egnet til at skade en rask krop.

Denne prak­sis er blandt andet beskre­vet i AES’ gene­relle vejled­ning om aner­ken­delse af ulyk­ker med ordene: ”Medi­cinsk årsags­sam­men­hæng er den læge­fag­lige vurde­ring af, om en given hændelse/ påvirk­ning kan medføre de gener, som tilska­de­komne har. Vi skal vurdere, om en hændelse eller påvirk­ning er gene­relt egnet til at medføre en skade i en rask krop.”

Problem­stil­lin­gen har især betyd­ning i de mange sager, hvor skaden er af en art, der også ville kunne opstå uden en særlig vold­som belast­ning — f.eks. muskel– sene- og ledska­der samt en række psyki­ske gener. Sådanne skader kan opstå af sig selv, uden en særlig belast­ning, og skal jo ikke aner­ken­des som en arbejds­skade blot fordi, de opstår på arbej­det. Det er klart, at det har betyd­ning, om symp­to­merne kommer i forbin­delse med belast­nin­gen, men at dette ikke kan være eneaf­gø­rende.

Det er vores opfat­telse, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­der­nes syns­punkt om, at en skade alene kan aner­ken­des, hvis den arbejds­re­la­te­rede belast­ning er egnet til at skade en sund og rask krop, ikke har støtte i loven, men tvær­ti­mod er i strid med normale prin­cip­per om årsags­sam­men­hæng, som domsto­lene har udvik­let gennem mere end hund­rede år. I øvrigt mener vi, at den pågæl­dende prak­sis også er i strid med myndig­he­der­nes tidli­gere prak­sis.

Det er endvi­dere vores opfat­telse, at antal­let af sager, der afvi­ses med denne begrun­delse, er steget væsent­ligt i de sene­ste år. Navn­lig efter Højeste­rets dom fra novem­ber 2013 om ulyk­kes­be­gre­bets nedre afgræns­ning (at en skade for at kunne aner­ken­des skal beret­tige til ydel­ser efter loven). Vi mener såle­des, at afvis­ning af aner­ken­delse med henvis­ning til, at en rask person ikke ville være kommet til skade, er en medvir­kende årsag til, at aner­ken­del­ses­pro­cen­ten er faldet fra ca. 80 % i årene op til og med 2013 – til i dag ca. 50 %. Nomi­nelt blev der i 2013 aner­kendt ca. 15.000 ulyk­ker – i 2015 ca. 10.000.

Da vi ser ganske mange afvis­nin­ger med den begrun­delse, at hændel­sen ikke ville kunne have skadet en rask krop, og da en del sager af denne art er anlagt ved domsto­lene – med forskel­lige resul­ta­ter til følge – samt at Højeste­ret for få uger siden skulle behandle en sag med dette problem, skrev vi (Kira Kolby Chri­sten­sen, Laura Thol­strup og Søren Kjær Jensen) en arti­kel med titlen ”Særlig sårbar­hed og aner­ken­delse af arbejds­u­lyk­ker”. Artik­len kan ses i Juri­sten nr. 5 s. 187–196.

Nu har Højeste­ret så afsagt dom.

 

DEN KONKRETE SAG

Den 30. marts 2010 sad A i hugs­id­dende stil­ling og var ved at hånd­tere et affalds­net, der lå på et græs­a­real. Mens han var ved at rette nettet til, rakte han lidt forover. A’s fod gled bagud i det fugtige græs, og han fik over­ba­lance og faldt forover. Han mærkede et hug eller stød i ryggen og fik smer­ter med det samme. Han havde ikke tidli­gere haft ondt i ryggen, og da generne var vold­somme og ikke forsvandt efter kort tid, gik han til læge. Via en scan­ning konsta­te­rede man en discuspro­laps, som førte til opera­tion alle­rede i maj 2010.

Skaden blev anmeldt, men afvist af først Arbejds­ska­desty­rel­sen og senere Anke­sty­rel­sen med den begrun­delse, at hændel­sen ikke var egnet til at give diskuspro­laps og lænde­rygs­mer­ter.  Af Anke­sty­rel­sens begrun­delse frem­gik endvi­dere, at A havde fået påvist en discuspro­laps og let discus­de­ge­ne­ra­tion, og at han dermed havde en forud­be­stå­ende svæk­ket discus.

Af Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent­vur­de­ring og senere også af Retslæ­ge­rå­dets udta­lel­ser frem­gik det, at den beskedne belast­ning ikke ville kunne forår­sage en discuspro­laps i en i øvrigt rask ryg. Den ville alene kunne give forbi­gå­ende rygge­ner, som ville gå over uden behand­ling samt forår­sage, at en ellers ikke symp­tom­gi­vende discuspro­laps blev symp­tom­gi­vende. Lige­le­des frem­gik det, at ganske mange menne­sker har discuspro­lap­ser uden at have symp­to­mer, samt at den beskrevne hændelse ikke adskil­ler sig fra normale daglig­dags bevæ­gel­ser. Retslæ­ge­rå­det kunne ikke afgøre, om prolap­sen var frem­kom­met ved belast­nin­gen eller blot var blevet symp­tom­gi­vende.

Byret­ten frifandt Anke­sty­rel­sen, men dommen blev ændret af Vestre Lands­ret. Lands­ret­ten lagde vægt på, at hændel­sen ikke kan frem­kalde en discuspro­laps i en rask ryg, men at ”A ikke havde en rask ryg.” og at ”hændel­sen […] medførte en forvær­ring af A´s forud­be­stå­ende rygli­delse, idet hændel­sen forår­sa­gede en diskuspro­laps og vedva­rende rygs­mer­ter.” Dommen blev indbragt for Højeste­ret, der stad­fæ­stede Lands­ret­tens dom og bl.a. anførte.:

”Efter Retslæ­ge­rå­dets udta­lelse må det […] lægges til grund, at hændel­sen har haft helbreds­mæs­sige følger for A. Retslæ­ge­rå­dets udta­lelse må såle­des forstås på den måde, at prolap­sen er blevet symp­tom­gi­vende, hvis den ikke er forår­sa­get heraf. Det forhold, at prolap­sen blev symp­tom­gi­vende, inde­bar en forvær­ring af hans forud­be­stå­ende rygli­delse, idet han fik vedva­rende rygs­mer­ter […]. Det er efter de fore­lig­gende oplys­nin­ger ikke godt­gjort, at den forud­be­stå­ende rygli­delse var af en sådan karak­ter, at forvær­rin­gen ville være indt­rådt omkring det pågæl­dende tids­punkt, også selvom han ikke havde været udsat for den pågæl­dende hændelse.”

 

KOMMENTAR

Højeste­ret afvi­ste dermed Anke­sty­rel­sens syns­punkt om, at egnet­heds­vur­de­rin­gen skal ses i forhold til en sund og rask ryg. Højeste­ret pålagde endvi­dere Anke­sty­rel­sen bevis­byr­den for, at forværringen/skaden ville være opstået uafhæn­gigt af den arbejds­re­la­te­rede hændelse. Det var altså ikke skade­lidte, der skulle bære risi­koen for, at man ofte ikke kan vide om en skade (her vedva­rende rygge­ner) ville være opstået uafhæn­gigt af arbejds­si­tu­a­tio­nen.

Vi mener derfor, at en række afgjorte sager må genvur­de­res og afgø­res på ny i lyset af Højeste­rets dom.

Sagen er ført af advo­kat Sophie Becker og ikke af vores kontor.

Henven­del­ser om proble­ma­tik­ken kan ske til Søren Kjær Jensen eller Laura Thol­strup.

Down­load nyhed som printvenlig-PDF.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760

Laura Tholstrup

Advokat

Direkte: +45 3367 6757