HØJESTERET TAGER IKKE FEJL…

Højeste­ret afsagde i går den 15. novem­ber 2016 den tredje dom i år om ret til erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab som følge af en patientskade.

De tre sager har hand­let om forskel­lige situ­a­tio­ner, hvor patien­tens indtægtstab har været ophørt inden, der af patientska­de­myn­dig­he­derne er truf­fet afgø­relse om, der er opstået ret til erstat­ning for erhvervsevnetab.

 

SAG 1

I den første sag, der ikke blev ført af Elmer Advo­ka­ter, blev krav om erstat­ning for forsin­ket behand­ling for kræft (først) anmeldt til Patien­ter­stat­nin­gen efter, at patien­ten var død af kræft­li­del­sen. Det blev aner­kendt, at den alt for sene opda­gelse af hans kræft var en fejl, der beret­ti­gede til erstatning.

Patientska­de­myn­dig­he­derne tilkendte erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste frem til patien­ten døde og afvi­ste, at boet efter patien­ten havde ret til erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab med den begrun­delse, at patien­ten var død, og at der derfor ikke (længere) var noget frem­ti­digt indtægtstab, der kunne erstat­tes som erhvervsevnetabserstatning.

Det tilt­rå­dte Højeste­ret bl.a. med den begrun­delse, at patientska­de­myn­dig­he­derne ikke inden patien­ten døde havde haft mulig­hed for at træffe afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab af den simple grund, at skaden først blev anmeldt, efter han var død.

 

SAG 2

I den anden sag, som advo­kat Karsten Høj førte, fandt Højeste­ret, at en patient havde ret til erstat­ning for 75 % erhverv­sev­ne­tab selvom han formodent­lig kun to måne­der efter første afgø­relse om afslag på erstat­ning ville være over­gået til folke­pen­sion og dermed ikke længere ville have haft erhvervs­mæs­sige indtægter.

Da Anke­næv­net et halvt år senere traf afgø­relse i klage­sa­gen, ville patien­ten have været holdt med at arbejde. Men Højeste­ret fandt, at det var forhol­dene på tids­punk­tet for Patien­ter­stat­nin­gens afgø­relse, der var afgørende.

Patien­ten fik dermed tilkendt en erstat­ning på ca. 1,5 mio. kr. reelt for to måne­ders indtægtstab. Læs mere om den sag her

 

SAG 3

I Højeste­rets­dom fra i går, hvor døds­boet efter en ung kvinde igen var repræ­sen­te­ret af advo­kat Karsten Høj, skulle der tages stil­ling til en situ­a­tion, der mindede om to andre sager.

En ung kvinde på under 30 år fik med for sent diag­no­sti­ce­ret bryst­kræft og behand­lin­gen heraf blev derfor forsin­ket. Det anmeldte hun til Patien­ter­stat­nin­gen, der den 13. februar 2012 traf afgø­relse om, at det var en fejl. Men forsin­kel­sen havde ikke bety­det nogen væsent­lig forrin­gelse af hendes tilstand eller en anden behand­ling end ved retti­dig behand­ling. Det klagede hun over.

Anke­næv­net var enigt i klagen og fandt, at forsin­kel­sen var årsag til, at hun var blevet uhel­bre­de­ligt syg af kræft­li­del­sen. Sagen blev sendt retur til udmå­ling af erstat­ning for det. Men på det tids­punkt var hun død af kræft­li­del­sen 31 år gammel. Patientska­de­myn­dig­he­der tilkendte godt­gø­relse for varigt mén til boet, men gav afslag på erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab. De afgø­rel­ser har Højeste­ret nu erklæ­ret sig enige i.

Under rets­sa­gen blev det sand­syn­lig­gjort, at der havde været grund­lag for at fast­sætte hendes erhverv­sev­ne­tab til 100 %, da den første (hvad der viste sig at være forkerte) afgø­relse blev truf­fet den 13. februar 2012. Altså inden hun døde. Men pga. den forkerte bedøm­melse af forsin­kel­sens betyd­ning for hendes tilstand, blev afgø­rel­sen om afslag på erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab først truf­fet efter hun var død. Det mindede om sag 1. Mens det på det tidli­gere tids­punkt den 13. februar 2012 mindede om sag 2.

Højeste­ret stod dermed over­for et valg. Skulle sag 1 eller 2 være afgørende?

Det blev sag nr. 1 såle­des, at det var det fakti­ske (forsin­kede) afgø­rel­ses­tids­punkt og ikke det mulige tids­punkt, der blev afgø­rende. Højeste­ret fandt derfor, at der ikke inden hun døde var opstået ret til erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab og dermed kunne det krav ikke falde i arv til boet efter kvin­den (mand og to børn). De har fået tilkendt erstat­ning for tab af forsørger.

Karsten Højs syns­punkt var i kort form, at boet skulle stil­les efter forhol­dene på tids­punk­tet for den første afgø­relse, hvor kvin­den stadig var i live. Var der da truf­fet den rigtige afgø­relse, havde det også da været muligt at træffe afgø­relse om både varigt mén og 100 % erhverv­sev­ne­tab. Dermed var kravet på erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab opstået inden kvin­den døde.

 

KOMMENTAR

Det er ikke helt klart, hvor­for sag 3 fik dette udfald. Højeste­ret kunne have valgt at følge deres dom i sag 2 og lade forhol­dene på tids­punk­tet for Patien­ter­stat­nin­gens første afgø­relse være afgø­rende. Ved at lade det senere fakti­ske afgø­rel­ses­tids­punkt, hvor kvin­den var død, være afgø­rende, bliver kvin­den og hendes bo ikke stil­let som om den rigtige afgø­relse var truf­fet første gang.

Dommen bety­der, at det i den enkelte sag kan blive tilfæl­digt, om erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab tilken­des. Hvis der klages over den første afgø­relse, kan også det få betyd­ning for erstat­nin­gens stør­relse, da det så bliver forhol­dene på et senere tids­punkt, der bliver afgø­rende. Det vil særligt have betyd­ning for de patien­ter, der skal igen­nem et langt forløb for først at få aner­kendt deres skade og efter måske flere/mange år skal have udmålt deres erstat­ning. Er de på det tids­punkt over­gået til folke­pen­sion eller døde bliver erstat­nin­gen for patientska­den langt mindre end, hvis de rigtige afgø­rel­ser var truf­fet tidligere.

Det fore­kom­mer ikke at være en hensigts­mæs­sig eller rime­lig retstil­stand, men som anført i over­skrif­ten til denne nyhed, så tager Højeste­ret ikke fejl. Men måske har Højeste­ret fortr­udt deres dom i sag 2, for ellers er det svært at forstå resul­ta­tet i sag 3 fra i går.

Kontakt om dommen til part­ner og advo­kat Karsten Høj.

Læs også om