PATIENTSKADE VAR IKKE FORÆLDET

Hos Elmer Advo­ka­ter fik vi tidli­gere på året medhold i en sag mod Anke­næv­net for Patien­ter­stat­nin­gen, om hvor­vidt en patients erstat­nings­krav efter en fedme­o­pe­ra­tion var forældet.

 

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER

Patien­ten fik i decem­ber 2009 opere­ret sin mave­sæk mindre ved en såkaldt gastric bypass opera­tion. På det tids­punkt blev der ikke ført stati­stik over bivirk­nin­gerne ved opera­tio­nen, og lægerne var derfor i stort omfang fort­sat uvidende om de følger, som opera­tio­nen kunne forårsage.

Efter opera­tio­nen tabte patien­ten sig hurtigt 57 kilo, men ople­vede side­lø­bende en del bivirk­nin­ger. Efter et halvt år ople­vede patien­ten, at hun var tæt på at besvime. Hvis hun rejste sig for hurtigt op, besvi­mede hun helt. Hospi­ta­let afvi­ste, at det havde sammen­hæng med opera­tio­nen. I stedet kunne det rela­te­res til hendes hurtige vægt­tab, og hun blev derfor anbe­fa­let at give krop­pen tid til at finde sig selv.

 

FLERE INDIKATION PÅ SYMPTOMERNES SAMMENHÆNG MED OPERATIONEN

Flere læge­lige under­sø­gel­ser over en lang peri­ode viste senere, at patien­tens symp­to­mer kunne tyde på at være en reak­tion fra opera­tio­nen, men der var tvivl herom. Patien­ten fik til sidst i somme­ren 2011 fore­ta­get en vippe­test, hvis formål var at frem­pro­vo­kere besvi­melse og dermed vurdere, hvor­vidt krop­pen ville tilvende sig de ting, den blev udsat for.

Resul­ta­tet af testen viste, at hendes krop ikke kunne tilvende sig vippe­te­sten og bekræf­tede diag­no­sen POTS (Postu­ral takykar­de­syn­drom), som er en sygdom i det auto­nome nerve­sy­stem. Hendes symp­to­mer blev derfor henført til opera­tio­nen i decem­ber 2009.

 

FRA HVILKET TIDSPUNKT SKULLE FORÆLDELSESFRISTEN REGNES FRA?

Patien­ten anmeldte skaden til patien­ter­stat­nin­gen i marts 2014 – altså mindre end 3 år efter diag­no­sti­ce­rin­gen af POTS, men mere end 3 år efter opera­tio­nen i decem­ber 2009.

Spørgs­må­let var derfor fra hvil­ket tids­punkt patien­ten kendte eller burde kende til, at skaden var en følge af opera­tio­nen, og dermed fra hvil­ket tids­punkt foræl­del­ses­fri­sten skulle regnes.

Det var vores syns­punkt, at foræl­del­ses­fri­sten først regnes fra det tids­punkt, hvor den erstat­nings­be­ret­ti­gede har fået eller burde have fået kend­skab til ikke kun selve skaden, men også til at skaden kunne være forår­sa­get af behand­lin­gen eller mulig­vis undgået ved anden behand­ling og dermed til, at der kan være grund­lag for et krav om erstatning.

Det afgø­rende for vurde­rin­gen af, om en patient har fået eller burde have kend­skab til en indt­rådt skade, er derfor ikke blot symp­to­merne, men også det forhold at patien­ten ved tolk­nin­gen af symp­to­mer er afhæn­gig af de infor­ma­tio­ner, som patien­ten får fra læger og andre behand­lere – som i det konkrete tilfælde først infor­me­rede hende om en sammen­hæng i forbin­delse med diag­no­sti­ce­rin­gen af POTS i somme­ren 2011.

 

RETTENS AFGØRELSE

Retten udtalte i sine præmis­ser, at såfremt sagen alene skulle afgø­res på baggrund af tids­punk­tet for opera­tio­nen og anmel­del­sen af skaden, ville den klart være foræl­det. I så fald skulle patien­ten have en indsigt i sine symp­to­mer, som mange af de speci­a­li­ster, der senere under­søgte hende, ikke havde.

Retten lagde derfor til grund, at det først gik op for speci­a­li­sterne, at de bivirk­nin­ger, som patien­ten havde, skyld­tes opera­tio­nen efter 2010, og at der ikke var grund­lag for at statu­ere at vores klient havde vidst noget eller anset det for muligt før efter under­sø­gel­sen i 2011, der ledte til diag­no­sti­ce­rin­gen af POTS.

Vores klient fik dermed medhold i, at hendes erstat­nings­krav ikke var foræl­det på tids­punk­tet for skadesan­mel­del­sen i marts 2014.

 

OFTE SAMME TYPE AFSLAG

Hos Elmer Advo­ka­ter ople­ver vi ofte, at sager afvi­ses af Patien­ter­stat­nin­gen og Anke­næv­net som foræl­dede med den begrun­delse, at patien­ten vidste eller burde have vidst, at vedkom­mende mulig­vis kunne være påført en patientskade. Det til trods at ingen læger eller andre behand­lere har indi­ke­ret dette til patien­ten, hvor­for patien­ten er uvidende om en sammen­hæng mellem behand­ling og skade.

Det er et problem, idet patien­ten ikke får prøvet, hvor­vidt skaden opfyl­der betin­gel­serne for aner­ken­delse og derved afskæ­res mulig­he­den for erstatning.

Derfor glæder det os at se, at retten har tilsi­de­sat Anke­næv­net for Patien­ter­stat­nin­gen og Patien­ter­stat­nin­gens vurde­ring i sagen og i stedet har fundet, at patien­ten rette­lig var afhæn­gig af den infor­ma­tion hun fik fra læger og behand­lere om en even­tuel sammen­hæng mellem behand­ling og skade. Infor­ma­tion som hun først fik i somme­ren 2011 – mere end 1½ år efter opera­tio­nen — hvor­for foræl­del­ses­fri­sten tidligst kunne regnes herfra.

Dommen er accep­te­ret af Anke­næv­net, og sagen er nu tilbage i Patien­ter­stat­nin­gen til stil­ling­ta­gen til, om hun opfyl­der betin­gel­serne for at få tilkendt erstat­ning. Gør hun det, kan erstat­nin­gen blive ret høj, da hun i dag alene arbej­der få timer i et fleksjob.

 

KONTAKT

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Mie Ander­sen eller advo­kat Karsten Høj, der førte sagen for patien­ten. Læs deru­d­over nærmere om vores øvrige arbejde med sager om personskade, hvor vi som et særligt speci­ale behand­ler sager om patientska­de­er­stat­ning.

Læs også om