Har du som højtuddannet tabt din erhvervsevne, hvis du kan arbejde som ufaglært?

Skre­vet af Gert Willer­s­lev og Chri­stian Skov­gaard 18-08-2020

Erhvervsforsikringer

Anke­næv­net for Forsik­ring har den 30. juni 2020 afsagt fire prin­ci­pi­elle kendel­ser om, hvilke typer af jobs et pensions­for­sik­rings­sel­skab kan lade indgå i vurde­rin­gen, når selska­bet skal afgøre, om kunden ikke længere er i stand til at arbejde mere end halv­de­len af normal tid.

Problem­stil­lin­gen udsprin­ger af, at et større selskab stil­ler det som betin­gelse for dækning, at forsik­rings­ta­ge­ren ikke længere er i stand til at arbejde mere end 50 procent af, hvad der er sædvan­ligt for fuldt erhvervs­dyg­tige perso­ner.

Det grund­læg­gende spørgs­mål er, hvil­ken type arbejde man som forsik­rings­ta­ger med nedsat erhverv­sevne skal kunne arbejde med for at være beret­ti­get til dækning. Sat på spid­sen, kan bestem­mel­sen så føre til, at en læge eller pilot, der ikke kan vare­tage sit tidli­gere arbejde, men godt kan feje blade eller gøre rent i mere end halv tid, ikke har krav på dækning?

Kendel­serne viser, at en højtud­dan­net som udgangs­punkt ikke skal sammen­lig­nes med en person, som udfø­rer arbejde uden brug af nævne­vær­dige uddan­nel­ses­mæs­sige kompe­ten­cer og uden nævne­vær­digt ansvar for egen arbejds­plan­læg­ning, når den gene­relle erhverv­sevne skal vurde­res.

 

Kendelserne

Anke­næv­net udtalte fælles for de fire sager, at der ved begre­bet “erhverv­sev­ne­tab” i erstat­nings­ansvars­lo­vens § 5 og arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 17 forstås nedsæt­telse af pågæl­den­des evne til “at skaffe sig indtægt ved arbejde”.

Nævnet udtalte desu­den, at der i selska­bets betin­gel­ser ikke var tilstræk­ke­lige holde­punk­ter for at antage, at begre­bet “erhverv­sev­ne­tab” skulle forstås som andet end en nedsæt­telse af sikre­des evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, som er den sædvan­lige forstå­else heraf.

Nævnet bemær­kede, at hvis selska­bet måtte ønske at gennem­føre en ændring af forsik­rings­pro­duk­tets grund­læg­gende karak­ter, måtte selska­bet sikre sig, at det nye vurde­rings­kri­te­rium frem­går klart og tyde­ligt af afta­le­grund­la­get.

 

  • Kendelse 94.278

Anke­næv­net udtalte, at klage­ren med uddan­nel­ser som dæksof­fi­cer og kaptajn og tidli­gere beskæf­ti­gelse i en leder­stil­ling som kaptajn ikke med rime­lig­hed kan sammen­lig­nes med perso­ner, som udfø­rer arbejde uden brug af nævne­vær­dige, uddan­nel­ses­mæs­sige kompe­ten­cer og uden nævne­vær­digt ansvar for egen arbejds­plan­læg­ning.

 

  • Kendelse 93.914

Anke­næv­net udtalte, at klage­ren med en længe­re­va­rende boglig uddan­nelse som jour­na­list og tidli­gere beskæf­ti­gelse inden for samme fag – hvor det normalt forud­sæt­tes, at man i bety­de­ligt omfang læser og benyt­ter pc som led i sit arbejde – ikke med rime­lig­hed kan sammen­lig­nes med perso­ner, som eksem­pel­vis primært udfø­rer manu­elt fysisk eller hånd­værks­mæs­sigt arbejde eller perso­ner, som udfø­rer ufag­lærte jobs.

 

  • Kendelse 93.795

Anke­næv­net udtalte, at klage­ren med en vide­re­gå­ende uddan­nelse som inge­niør og en diplom­ud­dan­nelse i ledelse og tidli­gere beskæf­ti­gelse i en leder­stil­ling ikke med rime­lig­hed kan sammen­lig­nes med perso­ner, som udfø­rer arbejde uden brug af nævne­vær­dige uddan­nel­ses­mæs­sige kompe­ten­cer og uden nævne­vær­digt ansvar for egen arbejds­plan­læg­ning.

 

  • Kendelse 94.715

Anke­næv­net udtalte, at klage­ren med en samfunds­fag­lig univer­si­tets­ud­dan­nelse som cand.scient.pol. og tidli­gere beskæf­ti­gelse i en krævende HR-lederstilling i en stor virk­som­hed ikke med rime­lig­hed kan sammen­lig­nes med perso­ner, der udfø­rer arbejde uden brug af nævne­vær­dige uddan­nel­ses­mæs­sige kompe­ten­cer og uden nævne­vær­digt ansvar for egen arbejds­plan­læg­ning.

 

Det betyder…

Efter vores opfat­telse bety­der kendel­serne, at pensions­sel­ska­bet ikke i samme omfang som tidli­gere kan lade antal­let af mulige arbejds­ti­mer være udslags­gi­vende for retten til dækning. Selska­bet må forholde sig mere aktivt til, hvad det er for en beskæf­ti­gelse, kunden kan vare­tage.

Anke­næv­net itale­sæt­ter herved det rime­lige i, at en forsik­ring mod tab af erhverv­sevne i høj grad beror på økono­mi­ske betragt­nin­ger, og at der i tilfælde af, at en kunde kan arbejde mere end halv tid, skal tages højde for, om kunden også kan tjene mere end halv­de­len af, hvad man almin­de­lig­vis ville tjene under hensyn til uddan­nelse alder osv.

Kendel­serne viser dog også, at vurde­rin­gen af erhverv­sev­ne­ta­bet stadig er konkret og under hensyn til flere momen­ter – herun­der hvad forsik­rings­ta­ge­ren må anta­ges at kunne oppe­bære i anden beskæf­ti­gelse.

Dette er ganske natur­ligt og udtryk for en almin­de­lig tabs­be­græns­nings­pligt, når betin­gel­serne og selska­berne stil­ler krav herom. Omvendt kan de konkrete betin­gel­sers formu­le­ring efter­lade rum for fortolk­ning, der kan føre til urime­lige resul­ta­ter og give kunden indtryk af, at de har haft en falsk tryg­hed i forsik­rin­gen, der ikke dækker, når de har brug for den.

Det er derfor både fornuf­tigt og rigtigt, når Anke­næv­net for Forsik­ring kommer anven­del­sen af betin­gel­serne nærmere.

 

Kontakt

Spørgs­mål til sagerne eller til forsik­rings­dæk­ning ved tab af erhverv­sevne gene­relt kan rettes til advo­kat Gert Willer­s­lev, der førte sagen i kendelse nr. 94.715.

 

Advokat Gert Willerslev

Gert Willerslev

Partner

Direkte: +45 3367 6770

Advokat Christian Skovgaard

Christian Skovgaard

Advokat

Direkte: +45 3367 6781