HØJESTERET: KRAV PÅ ERSTATNING FORÆLDET UNDER ADVOKATREPRÆSENTATION

Skre­vet af Karsten Høj, advo­kat og part­ner 24-09-2020

Advo­kat erstat­nings­ansvar­lig for foræl­delse af  krav om erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste og erhverv­sev­ne­tab.  Det har Højeste­ret afgjort i dom af 21. septem­ber 2020, hvor skade­lidte var repræ­sen­te­ret af advo­kat Karsten Høj.

 

Om sagen og dens forløb

Vores klient kom til skade ved et færds­elsuheld den 5. februar 2009, da han på motor­cy­kel blev ramt af en bil, der var ansvars­for­sik­ret hos Alm. Brand. Sagen angik, om der i den peri­ode, hvor vores klient var repræ­sen­te­ret i sagen over for Alm. Brand af advo­kat B, indt­rå­dte foræl­delse af krav om erstat­ning for tab af erhverv­sevne og tabt arbejds­fortje­ne­ste. I bekræf­tende fald var der enig­hed om, at den tidli­gere advo­kat skulle betale den erstat­ning, som vores klient ville have været beret­ti­get til.

Efter at have udbe­talt godt­gø­relse for svie og smerte og varigt mén med 8 % afvi­ste Alm. Brand i januar 2011, at der var årsags­sam­men­hæng til yder­li­gere gener og dermed til et højere mén end alle­rede betalt, og at skaden kunne begrunde et erhverv­sev­ne­tab. På det tids­punkt var skade­lidte under arbejde i septem­ber 2010 udsat for et over­fald, der havde forvær­ret hans i forvejen bestå­ende gener. Han var syge­meldt, men modtog fort­sat fuld løn.

Da skade­lidte mente, at det varige mén burde fast­sæt­tes højere, og at færds­elsuhel­det var årsag til nedsat erhverv­sevne, bad hans advo­kat om, at sagen blev fore­lagt Arbejds­ska­desty­rel­sen til vurde­ring.  Sagen var såle­des på det tids­punkt fort­sat under behand­ling.

I maj 2011 blev skade­lidte afske­di­get til fratræ­den med udgan­gen af august måned og dermed lønop­hør pr. 1. septem­ber 2011. Efter arbejds­prøv­ning blev han i forå­ret 2012 visi­te­ret til fleksjob. Inden Arbejds­ska­desty­rel­sen i septem­ber 2013 afgav deres udta­lelse, havde Erstat­ningsnæv­net tilkendt skade­lidte ret til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste fra 1. septem­ber 2011 og frem, da de fandt, at årsa­gen til indtægtsta­bet var over­fal­det (arbejds­ska­den). I udta­lel­sen fra Arbejds­ska­desty­re­len blev det varige mén som følge af færds­elsuhel­det vurde­ret til 5 % og erhverv­sev­ne­ta­bet til < 15 %.

Uden aftale med Alm. Brand bad advo­kat B Arbejds­ska­desty­rel­sen om at fore­tage en revur­de­ring og vedlagde bl.a. skade­lid­tes egen rede­gø­relse for, at færds­elsuhel­dets følger havde bety­det, at han ikke siden det havde kunne arbejde i fuldt omfang, og at begge skader havde medvir­ket til, at han var endt i et fleksjob. Alm. Brand meddelte i novem­ber 2013 Arbejds­ska­desty­rel­sen og advo­kat B, at de var enige i vurde­rin­gen, der jo var helt på linje med deres egen tidli­gere vurde­ring af følgerne efter færds­elsuhel­det.

Advo­kat B rettede reelt først på ny henven­delse om sagen til Alm. Brand i efter­å­ret 2015 (efter ca. 2½ år), da Anke­sty­rel­sen havde afgjort, at skade­lidte som følge af arbejds­ska­den (over­fal­det) ikke var påført et erhverv­sev­ne­tab på mini­mum 15 %. Dog havde Alm. Brand en enkelt gang spurgt Arbejds­ska­desty­rel­sen til status, hvil­ket kunne tolkes såle­des, at de ikke havde afslut­tet sagens behand­ling hos dem.

Afgø­rel­sen i arbejds­ska­desa­gen tydede på, at årsa­gen til den nedsatte erhverv­sevne var færds­elsuhel­det, men Alm. Brand afvi­ste yder­li­gere krav over­for advo­kat B med henvis­ning til, at disse var foræl­dede. Heref­ter udtrå­dte advo­kat B af sagen i februar 2016, hvor­ef­ter Elmer Advo­ka­ter over­tog repræ­sen­ta­tio­nen af skade­lidte.

Gene­relt om foræl­del­ses­reg­lerne

Når ansvars­for­sik­rings­sel­ska­bet, som her, hæfter direkte over­for skade­lidte, finder forsik­rings­af­ta­le­loven (FAL) § 29, stk. 5 anven­delse. Efter den regel afbry­des foræl­del­ses­fri­sten (3 år) fore­lø­bigt på det tids­punkt, skaden (færds­elsuhel­det) anmel­des til forsik­rings­sel­ska­bet. Denne fore­lø­bige afbry­delse ophø­rer, når selska­bet helt eller delvist afvi­ser de krav, som skaden giver anled­ning til. Heref­ter løber der en 1‑årig tillægs­frist inden, der indtræ­der foræl­delse. Så længe skaden er under behand­ling kan der såle­des ikke indtræde foræl­delse.

Endvi­dere gælder, at hvis der inden foræl­del­ses­fri­stens udløb er indledt forhand­lin­ger om fordrin­gen mellem skyld­ne­ren og fordrings­have­ren, følger det af foræl­del­ses­lo­vens § 21, stk. 5, at foræl­delse tidligst indtræ­der 1 år efter det tids­punkt, hvor forhand­lin­gerne må anses for afslut­tet. Det er her skade­lidte, der skal bevise, at der er indledt forhand­ling, mens det er forsik­rings­sel­ska­bet, der skal bevise, at de er afslut­tede.

AES vurde­rede efter­føl­gende, at det fulde erhverv­sev­ne­tab på 65 % var en følge af færds­elsuhel­det, og derfor blev krav om erstat­ning for det og tabt arbejds­fortje­ne­ste gjort gældende mod advo­kat B. Et samlet krav på ca. 3 mio. kr.

Højeste­rets­dom inde­hol­der en endnu mere udfør­lig sags­frem­stil­ling, der kan læses via link til dommen neden­for.

 

Højeste­rets­dom

“Højeste­ret finder efter det beskrevne forløb og bevis­fø­rel­sen i øvrigt, at Alm. Brands brev af 11. novem­ber 2013 må forstås såle­des, at selska­bet fast­holdt sit tidli­gere afslag af 26. januar 2011 på at betale erstat­ning for tab af erhverv­sevne på grund af mang­lende årsags­sam­men­hæng mellem færds­el­su­lyk­ken og As helbreds­mæs­sige og erhvervs­mæs­sige situ­a­tion, og at forhand­lin­gerne om kravet på erstat­ning for tab af erhverv­sevne var afslut­tet.”

Det samme fandt Højeste­ret gjaldt for kravet om erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste, da afvis­nin­gen af krav om erstat­ning for varigt indtægtstab (erhverv­sev­ne­tab) konkret må anses for også at omfatte krav om erstat­ning for det midler­ti­dige indtægtstab. Det gjaldt også selvom, der ikke på det tids­punkt var rejst et krav om tabt arbejds­fortje­ne­ste. Advo­kat B havde det syns­punkt, at det dermed ikke var afvist.

Dermed begyndte 1‑årsfristen efter både FAL § 29, stk. 5 og FOL § 21, stk. 5 at løbe den 11. novem­ber 2013, og derfor indt­rå­dte der foræl­delse af disse krav, mens advo­kat B repræ­sen­te­rede skade­lidte.

Ende­lig gjorde advo­kat B under sagen gældende, at krav på tabt arbejds­fortje­ne­ste som følge af færds­elsuhel­det først opstod den 30. novem­ber 2013, da skade­lidte frem til den dato af Erstat­ningsnæv­net var tilkendt erstat­ning for det til da fulde indtægtstab som følge af arbejds­ska­den. Skade­lidte blev derfor først bekendt med kravet og hvem det skulle gøres gældende over­for efter det tids­punkt, jf. suspen­sions­reg­len i FOL § 3, stk. 2. Også det afvist Højeste­ret, da:

“skade­lidte og advo­kat B i mere end 3 år før Bs udtræ­den af sagen havde et sådant kend­skab til den mulige sammen­hæng mellem færds­elsuhel­det og skade­lid­tes helbreds­mæs­sige og erhvervs­mæs­sige situ­a­tion, at der var fornø­dent grund­lag for at rejse krav om erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste over for Alm. Brand. Advo­kat B havde da også på vegne af A alle­rede i 2011 rejst krav over for Alm. Brand om erstat­ning for tab af erhverv­sevne.”

 

Elmers kommen­ta­rer

Det fore­kom­mer ikke rime­ligt, at skade­lidte skal træk­kes igen­nem en rets­sag i 3 instan­ser for at få tilkendt den erstat­ning, som han er beret­ti­get til, blot fordi der ikke kan opnås enig­hed, om hans krav over­for den ansvar­lige skade­vol­ders forsik­rings­sel­skab var foræl­dede eller ej, og dermed om det selskab eller den tidli­gere advo­kat skulle betale. Man kan ønske sig, at der i den slags sager sker udbe­ta­ling til skade­lidte, og så må det efter­føl­gende afkla­res, hvem der ende­ligt skal betale.

En anden årsag til, at sagen endte helt i Højeste­ret er, at Alm. Brand ikke klart og utve­ty­digt meddelte skade­lid­tes advo­kat, at de efter frem­kom­sten af Arbejds­ska­desty­rel­sen udta­lelse i septem­ber 2013 afslut­tede behand­lin­gen af sagen og dermed afvi­ste de mulige krav, som skade­lidte måtte mene sig beret­ti­gede til. Havde de formu­le­ret sig på en mere klar måde, havde der ikke været nogen tvivl om, at tillægs­fri­sten på 1 år var begyndt at løbe. Og havde den tidli­gere advo­kat uændret afven­tet revur­de­rin­gen fra Arbejds­ska­desty­rel­sen, havde der heller ikke været tvivl om, at han dermed var erstat­nings­ansvar­lig for den indt­rå­dte foræl­delse af kravene. En ensi­dig fore­læg­gelse (eller genfo­re­læg­gelse) for AES suspen­de­rer ikke foræl­del­ses­fri­sten, da det ikke sker som led i (fort­sat) forhand­ling.

Når det nu blev, som det blev, er Højeste­rets dom et udtryk for, at reali­te­ten kom til at veje tungest. Det måtte med andre ord have stået advo­kat B klart, at Alm. Brand ikke ville betale yder­li­gere erstat­ning, og de gav heller ikke advo­ka­ten anled­ning til at tro, at de ville genbe­handle sagen, når revur­de­rin­gen forelå. I den situ­a­tion burde advo­ka­ten have sikret sig Alm. Brands accept af, at de ville afvente revur­de­rin­gen, inden sagen kunne betrag­tes som afslut­tet; altså indgået en suspen­sions­af­tale.

Højeste­rets udfør­lige dom kan læses her link

Henven­delse om dommen kan ske til advo­kat Karsten Høj.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785