Kommentar til Højesterets dom om arbejdsgiveransvar for autists vold mod ansat

Højeste­ret har ved dom af 14. septem­ber pålagt et autis­me­cen­ter at betale 2/3 af den samlede erstat­ning, som en autist var blevet dømt til at betale, da hun udøvede vold mod en ansat.

Auti­sten blev tidli­gere i byret­ten kendt ansvar­lig for et erstat­nings­krav på ca. 500.000 kr.

Sagen i Højeste­ret hand­lede alene om, hvor­vidt og i hvil­ket omfang autis­me­cen­te­ret (også) var ansvar­lig for erstat­nings­kra­vet.

Sagen og dommen er imid­ler­tid illu­stra­tiv og i vidt omfang rele­vant for rets­stil­lin­gen for de mange arbejds­ska­de­ramte voldsofre, hvor volden har tilknyt­ning til de ansat­tes pleje- omsorgs- og pæda­go­gi­ske arbejde med udsatte børn, unge og udvik­lings­hæm­mede borgere.

Sagen blev ført af advo­kat Michael S. Wiis­bye for auti­sten og af Gjen­si­dige Forsik­ring for autis­me­cen­te­ret af advo­kat Mette Echwald Sevel.

Advo­kat Søren Kjær Jensen førte sagen for den ansatte i byret­ten.

 

Sagens forløb

I decem­ber 2009 blev en pæda­gog­med­hjæl­per (B) ”angre­bet” af en beboer (A) på et autis­me­cen­ter – 6 uger forin­den var B blevet ansat som tilkal­de­vi­kar.

A var en 34 årig vokse­nau­tist uden sprog, diag­no­sti­ce­ret som infan­til vokse­nau­tist og med et udvik­lings­trin svarende til et 1 ½ årigt barn. A var blevet aggres­siv, hvil­ket var sket før, og B havde fået besked om, at hun i sådanne situ­a­tio­ner skulle bede bebo­e­ren om at lægge sig ned på gulvet, hvil­ket hun også gjorde. Men fra gulvet fik A fat i benene om hende, rejste sig op og fik fat i Bs venstre hånd og trak i hånd og arm, hvor­ved armen og skul­de­ren blev vredet rundt.

Hændel­sen blev anmeldt som en arbejds­skade af arbejds­gi­ve­ren, men alene med en kort beskri­velse, hvori der stod ”(…)Bebo­e­ren blev vred og gik til angreb med forsøg på at bide/kradse. Fik et tryk/vrid på skul­der og unde­rarm, hånd­led og tommel­finger”. Med bistand fra HK frem­sendte B senere en mere udfør­lig beskri­velse af hændel­ses­for­lø­bet til AES.

A fort­satte med at arbejde på stedet, men havde i de efter­føl­gende uger forsat mange proble­mer og blev udsat for flere ”angreb” fra A. Det fik den konse­kvens, at hun blev syge­meldt og egen læge anmeldte psyki­ske gener som en erhvervs­syg­dom.

Senere blev hun tilkendt førtids­pen­sion, og erhverv­sev­ne­ta­bet på i alt 75 % blev fordelt på skul­der­ska­den med 25 % og 50 % på den aner­kendte erhvervs­syg­doms­sag.

 

Skaden anmeldt til Erstatningsnævnet

Skaden blev også anmeldt til Erstat­ningsnæv­net, som imid­ler­tid afvi­ste dækning.

Erstat­ningsnæv­net henvi­ste til, at arbejds­gi­ver havde oplyst, at B var blevet ”udsat for et bid og krads, hvil­ket ikke anses som et ualmin­de­ligt hændel­ses­for­løb (på et autis­me­cen­ter)”,og begrun­dede dernæst afsla­get med, at:

”Skade opstået inden for pleje- og pæda­gogsek­to­ren og lignende områ­der, hvor der ikke fore­lig­ger retti­dig poli­ti­an­mel­delse og ‑under­sø­gelse, og hvor der alene er tale om småtjat­teri eller almin­de­lig modstand i forbin­delse med fast­hol­delse, vil normalt ikke udgøre en straf­bar hand­ling,…”

Arbejds­gi­ver afvi­ste også at være ansvar­lig, og der blev heref­ter udta­get stæv­ning mod A, der havde en ansvars­for­sik­ring. Efter sags­an­læg­get valgte A at medsagsøge arbejds­gi­ve­ren.

 

By- og landsretssagen

A blev i februar 2016 dømt ansvar­lig over­for B. Byret­ten henvi­ste til, at A var omfat­tet af den i erstat­nings­ansvars­lo­vens § 24 b omhand­lende person­kreds – hvor­ef­ter bl.a. perso­ner som på grund af hæmmet psykisk udvik­ling har mang­let evnen til at handle fornufts­mæs­sig, er erstat­nings­plig­tige efter samme regler som sjæls­sunde perso­ner.

Samti­dig blev arbejds­gi­ver frifun­det for at skulle friholde A for erstat­nings­kra­vet, da retten på det fore­lig­gende grund­lag ikke fandt, at arbejds­gi­ver havde hand­let ufor­svar­ligt.

Denne del af sagen blev anket til lands­ret­ten. Såle­des angik anken ikke, at A var blevet dømt som ansvar­lig over­for B, men hvor­vidt og i hvil­ket omfang arbejds­gi­ver (også) var ansvar­lig for erstat­nings­kra­vet.

I april 2017 blev arbejds­gi­ver dømt i lands­ret­ten til fuldt ud at friholde A for det idømte erstat­nings­be­løb. Lands­ret­ten fandt, at arbejds­gi­ver var nærmest til at bære risi­koen, idet arbejds­gi­ver var ansvar­lig for tilret­te­læg­gel­sen og havde ressour­cerne til at beskytte de ansatte og andre brugere. Deri­mod var A ikke i stand til at reflek­tere over sine hand­lin­ger, hvor­for hun ikke havde mulig­hed for at undgå eller fore­bygge sådanne skade­gø­rende hand­lin­ger.

 

Sagen for Højesteret

Under højeste­rets­sa­gen gjorde arbejds­gi­ver særligt gældende, at der ikke var begået fejl af arbejds­gi­ver i forhold til plan­læg­ning, tilret­te­læg­gelse, instruk­tion eller tilsyn. Deri­mod måtte uhel­det ”i forhold til autis­me­cen­te­ret karak­te­ri­se­res som hænde­ligt. A’s adfærd lå ikke ud over, hvad B måtte forvente som led i sin ansæt­telse”.

Dertil gjorde arbejds­gi­ver gældende:

  • at den ansat­tes arbejde ikke krævede pæda­go­gisk uddan­nelse,
  • at hun havde modta­get den fornødne instruk­tion,
  • at man ikke fuld­stæn­digt kan undgå udadre­a­ge­rende adfærd, og,
  • at den kendte adfærd ikke tilsagde, at arbejds­gi­ver skulle have iværk­sat yder­li­gere tiltag.

En tilsyns­rap­port havde påpe­get uhen­sigts­mæs­sige plads­for­hold på boste­det (små og smalle ganga­re­a­ler), men det mente man var uden sammen­hæng med skaden.

 

Højesterets dom

Højeste­ret fandt, at arbejds­gi­ver (også) var ansvar­lig for Bs tilska­de­komst.

Højeste­ret henvi­ste dels til de uhen­sigts­mæs­sige plads­for­hold, som man mente var forhold, der kunne øge risi­koen for konflik­ter. Deru­d­over henvi­ste Højeste­ret til, at A omkring skades­tids­punk­tet havde været meget udadre­a­ge­rende, samt at to mindre erfarne medar­bej­dere var alene på arbejde på skades­tids­punk­tet.

I den indbyr­des forde­ling mellem de to skade­vol­dere nåede Højeste­ret frem til, at arbejds­gi­ver skulle bære 2/3 dele af erstat­nings­kra­vet, mens A skulle bære 1/3.

Højeste­ret fandt, at det forhold, at A ikke er i stand til at forstå og reflek­tere over sine hand­lin­ger ikke kan føre til, at hun – når hun var ansvars­for­sik­ret – helt skulle frita­ges for ansvar. Netop i en situ­a­tion, hvor hendes skade­vol­dende adfærd (”den objek­tive gerning”) er af den slags som, hos en normal skade­vol­der ville blive vurde­ret som forsæt­lig eller uagt­som, og ikke util­sig­tet eller hænde­lig.

På den anden side fandt Højeste­ret, at det også burde indgå i forde­lin­gen af ansva­ret – som lands­ret­ten havde lagt vægt på – i hvil­ket omfang de to skade­vol­dere havde mulig­hed for at undgå eller fore­bygge de skade­gø­rende hand­lin­ger.

Læs dommen her.

 

Kommentar til Højesterets dom

Dommen og forlø­bet i sagen viser, at det tilska­de­komne voldsof­fer – i tilfælde hvor volden over­går en omsorgs­me­d­ar­bej­der i forbin­delse med dennes arbejde – i visse tilfælde kan opnå sin ret til erstat­ning over­for den umid­del­bare skade­vol­der, hvis denne er ansvars­for­sik­ret, uden at skulle anlægge sag mod arbejds­gi­ve­ren.

I disse tilfælde skal medar­bej­de­ren såle­des ikke bære risi­koen for – og besvæ­ret med – at kort­lægge om arbejds­gi­ve­ren (også) er ansvar­lig. I stedet vil det være en farbar vej i visse tilfælde, at det er skade­vol­ders forsik­rings­sel­skab, der skal stå for nærmere at afklare om arbejds­gi­ver skal bære (en del af) risi­koen.

Frem­over kan man endvi­dere håbe på, at Erstat­ningsnæv­net i frem­ti­dige lignende tilfælde vil være mere omhyg­ge­lig med at kort­lægge omstæn­dig­he­derne ved en ulykke. Dette frem­for blot at lægge arbejds­gi­ve­rens opfat­telse til grund og i stedet lægge vægt på det objek­tive gernings­ind­hold frem­for, at betegne dette som ”småtjat­teri eller almin­de­lig modstand i forbin­delse med fast­hol­delse”, og derfor stå for besvæ­ret og arbej­det med at holde skade­vol­der ansvar­lig, så offe­ret hurti­gere kan få sin erstat­ning.

 

Kontakt

Spørgs­mål til dommen kan rettes til advo­kat Søren Kjær Jensen.

 

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760