Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
19.09.2018

Kommentar til Højesterets dom om arbejdsgiveransvar for autists vold mod ansat

Kathrine Frøkjær


Højesteret har ved dom af 14. september pålagt et autismecenter at betale 2/3 af den samlede erstatning, som en autist var blevet dømt til at betale, da hun udøvede vold mod en ansat.


Autisten blev tidligere i byretten kendt ansvarlig for et erstatningskrav på ca. 500.000 kr.


Sagen i Højesteret handlede alene om, hvorvidt og i hvilket omfang autismecenteret (også) var ansvarlig for erstatningskravet.


Sagen og dommen er imidlertid illustrativ og i vidt omfang relevant for retsstillingen for de mange arbejdsskaderamte voldsofre, hvor volden har tilknytning til de ansattes pleje- omsorgs- og pædagogiske arbejde med udsatte børn, unge og udviklingshæmmede borgere.


Sagen blev ført af advokat Michael S. Wiisbye for autisten og af Gjensidige Forsikring for autismecenteret af advokat Mette Echwald Sevel.


Advokat Søren Kjær Jensen førte sagen for den ansatte i byretten.


 


Sagens forløb


I december 2009 blev en pædagogmedhjælper (B) ”angrebet” af en beboer (A) på et autismecenter – 6 uger forinden var B blevet ansat som tilkaldevikar.


A var en 34 årig voksenautist uden sprog, diagnosticeret som infantil voksenautist og med et udviklingstrin svarende til et 1 ½ årigt barn. A var blevet aggressiv, hvilket var sket før, og B havde fået besked om, at hun i sådanne situationer skulle bede beboeren om at lægge sig ned på gulvet, hvilket hun også gjorde. Men fra gulvet fik A fat i benene om hende, rejste sig op og fik fat i Bs venstre hånd og trak i hånd og arm, hvorved armen og skulderen blev vredet rundt.


Hændelsen blev anmeldt som en arbejdsskade af arbejdsgiveren, men alene med en kort beskrivelse, hvori der stod ”(…)Beboeren blev vred og gik til angreb med forsøg på at bide/kradse. Fik et tryk/vrid på skulder og underarm, håndled og tommelfinger”. Med bistand fra HK fremsendte B senere en mere udførlig beskrivelse af hændelsesforløbet til AES.


A fortsatte med at arbejde på stedet, men havde i de efterfølgende uger forsat mange problemer og blev udsat for flere ”angreb” fra A. Det fik den konsekvens, at hun blev sygemeldt og egen læge anmeldte psykiske gener som en erhvervssygdom.


Senere blev hun tilkendt førtidspension, og erhvervsevnetabet på i alt 75 % blev fordelt på skulderskaden med 25 % og 50 % på den anerkendte erhvervssygdomssag.


 


Skaden anmeldt til Erstatningsnævnet


Skaden blev også anmeldt til Erstatningsnævnet, som imidlertid afviste dækning.


Erstatningsnævnet henviste til, at arbejdsgiver havde oplyst, at B var blevet ”udsat for et bid og krads, hvilket ikke anses som et ualmindeligt hændelsesforløb (på et autismecenter)”,og begrundede dernæst afslaget med, at:


”Skade opstået inden for pleje- og pædagogsektoren og lignende områder, hvor der ikke foreligger rettidig politianmeldelse og -undersøgelse, og hvor der alene er tale om småtjatteri eller almindelig modstand i forbindelse med fastholdelse, vil normalt ikke udgøre en strafbar handling,…”


Arbejdsgiver afviste også at være ansvarlig, og der blev herefter udtaget stævning mod A, der havde en ansvarsforsikring. Efter sagsanlægget valgte A at medsagsøge arbejdsgiveren.


 


By- og landsretssagen


A blev i februar 2016 dømt ansvarlig overfor B. Byretten henviste til, at A var omfattet af den i erstatningsansvarslovens § 24 b omhandlende personkreds – hvorefter bl.a. personer som på grund af hæmmet psykisk udvikling har manglet evnen til at handle fornuftsmæssig, er erstatningspligtige efter samme regler som sjælssunde personer.


Samtidig blev arbejdsgiver frifundet for at skulle friholde A for erstatningskravet, da retten på det foreliggende grundlag ikke fandt, at arbejdsgiver havde handlet uforsvarligt.


Denne del af sagen blev anket til landsretten. Således angik anken ikke, at A var blevet dømt som ansvarlig overfor B, men hvorvidt og i hvilket omfang arbejdsgiver (også) var ansvarlig for erstatningskravet.


I april 2017 blev arbejdsgiver dømt i landsretten til fuldt ud at friholde A for det idømte erstatningsbeløb. Landsretten fandt, at arbejdsgiver var nærmest til at bære risikoen, idet arbejdsgiver var ansvarlig for tilrettelæggelsen og havde ressourcerne til at beskytte de ansatte og andre brugere. Derimod var A ikke i stand til at reflektere over sine handlinger, hvorfor hun ikke havde mulighed for at undgå eller forebygge sådanne skadegørende handlinger.


 


Sagen for Højesteret


Under højesteretssagen gjorde arbejdsgiver særligt gældende, at der ikke var begået fejl af arbejdsgiver i forhold til planlægning, tilrettelæggelse, instruktion eller tilsyn. Derimod måtte uheldet ”i forhold til autismecenteret karakteriseres som hændeligt. A’s adfærd lå ikke ud over, hvad B måtte forvente som led i sin ansættelse”.


Dertil gjorde arbejdsgiver gældende:



  • at den ansattes arbejde ikke krævede pædagogisk uddannelse,

  • at hun havde modtaget den fornødne instruktion,

  • at man ikke fuldstændigt kan undgå udadreagerende adfærd, og,

  • at den kendte adfærd ikke tilsagde, at arbejdsgiver skulle have iværksat yderligere tiltag.


En tilsynsrapport havde påpeget uhensigtsmæssige pladsforhold på bostedet (små og smalle gangarealer), men det mente man var uden sammenhæng med skaden.


 


Højesterets dom


Højesteret fandt, at arbejdsgiver (også) var ansvarlig for Bs tilskadekomst.


Højesteret henviste dels til de uhensigtsmæssige pladsforhold, som man mente var forhold, der kunne øge risikoen for konflikter. Derudover henviste Højesteret til, at A omkring skadestidspunktet havde været meget udadreagerende, samt at to mindre erfarne medarbejdere var alene på arbejde på skadestidspunktet.


I den indbyrdes fordeling mellem de to skadevoldere nåede Højesteret frem til, at arbejdsgiver skulle bære 2/3 dele af erstatningskravet, mens A skulle bære 1/3.


Højesteret fandt, at det forhold, at A ikke er i stand til at forstå og reflektere over sine handlinger ikke kan føre til, at hun – når hun var ansvarsforsikret – helt skulle fritages for ansvar. Netop i en situation, hvor hendes skadevoldende adfærd (”den objektive gerning”) er af den slags som, hos en normal skadevolder ville blive vurderet som forsætlig eller uagtsom, og ikke utilsigtet eller hændelig.


På den anden side fandt Højesteret, at det også burde indgå i fordelingen af ansvaret – som landsretten havde lagt vægt på – i hvilket omfang de to skadevoldere havde mulighed for at undgå eller forebygge de skadegørende handlinger.


 


Kommentar til Højesterets dom


Dommen og forløbet i sagen viser, at det tilskadekomne voldsoffer – i tilfælde hvor volden overgår en omsorgsmedarbejder i forbindelse med dennes arbejde – i visse tilfælde kan opnå sin ret til erstatning overfor den umiddelbare skadevolder, hvis denne er ansvarsforsikret, uden at skulle anlægge sag mod arbejdsgiveren.


I disse tilfælde skal medarbejderen således ikke bære risikoen for – og besværet med – at kortlægge om arbejdsgiveren (også) er ansvarlig. I stedet vil det være en farbar vej i visse tilfælde, at det er skadevolders forsikringsselskab, der skal stå for nærmere at afklare om arbejdsgiver skal bære (en del af) risikoen.


Fremover kan man endvidere håbe på, at Erstatningsnævnet i fremtidige lignende tilfælde vil være mere omhyggelig med at kortlægge omstændighederne ved en ulykke. Dette fremfor blot at lægge arbejdsgiverens opfattelse til grund og i stedet lægge vægt på det objektive gerningsindhold fremfor, at betegne dette som ”småtjatteri eller almindelig modstand i forbindelse med fastholdelse”, og derfor stå for besværet og arbejdet med at holde skadevolder ansvarlig, så offeret hurtigere kan få sin erstatning.


 


Kontakt


Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Søren Kjær Jensen.


 


Flere nyheder
Om os