Sagen, der tidligere er omtalt i vores nyhed af 14. maj 2012, angik et for mange skadelidte væsentligt spørgsmål; nemlig om de forsikringsydelser, som skadelidte modtager fra en firma-, arbejdsmarkeds- eller privattegnet pensionsordning, der dækker, når erhvervsevnen som følge af sygdom eller ulykke er nedsat med 2/3 (eller på visse ordninger ½), skal fradrages i krav på tabt arbejdsfortjeneste (efter erstatningsansvarsloven § 2, stk. 2). Havde forsikringsselskabet fået medhold, ville det efter bedst mulige skøn have sparet forsikringsselskaberne og andre ansvarlige skadevoldere for et trecifret million beløb hvert år. De skadelidtes erstatning ville være blevet tilsvarende mindre.
Den juridiske uenighed angik ren lovfortolkning. I erstatningsansvarsloven (§ 2, stk. 2) er det bestemt, at løn under sygdom, sygedagpenge og ”forsikringsydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning og lignede ydelser” skal fradrages i den indtægt, som skadelidte ville have haft, hvis skaden ikke var sket. Højesteret skulle således tage stilling til, hvad Folketinget mente med forsikringsydelser, der udgør ”virkelig skadeserstatning”. Codans synspunkt var, at da forsikringsydelsen var fastsat som 60 % af skadelidtes seneste lønindtægt, og da hans erhvervsevne skulle være nedsat med 2/3, udgjorde forsikringsydelsen en (delvis) erstatning for hans faktiske indtægtstab; derfor skulle den trækkes fra. Skadelidte gjorde primært gældende, at lovgiver meget klart havde fravalgt fradrag for netop denne type forsikringsydelser, da man i 1984 vedtog loven, selvom et flertal i et lovforberedende udvalg havde foreslået det modsatte. Det gjorde man, fordi man ønskede forenklede udmålingsregler. Den type forsikringsydelser, der skal trækkes fra, er (alene) de, hvor ydelsen er afhængig af og beregnes ud fra skadelidtes konkrete indtægtstab; det gælder f.eks. sygedriftstabsforsikringer, som mange tandlæger, arkitekter, advokater m.fl. har.
Højesterets 7 dommere nåede, som landsrettens 3 dommere, frem til, at denne type forsikringsydelser ikke skal trækkes fra.
Elmer Advokaters kommentarer:
Det er meget glædeligt, at Højesteret har sat en effektiv stopper på forsikringsselskabernes forsøg på at finde steder i erstatningsansvarsloven, hvor de kan begrænse de skadelidtes ret til erstatning. Erstatningsansvarsloven er et kompromis mellem forskellige hensyn, og loven giver meget sjældent fuld erstatning. Tværtimod fører loven til, at særligt unge skadelidte får alt for lidt i erstatning. At man har ønsket, at de skadelidte i vidt omfang kan beholde sociale ydelser og forsikringsydelser hjælper ikke de mange unge skadelidte, der ikke har forsikringer ”ved siden af”. Når loven nu en gang er vedtaget på denne måde, skal det selvsagt ikke være muligt at begrænse/nedsætte erstatningen, blot fordi visse skadelidte sammen med forsikringsydelser i en kort periode har en højere samlet indtægt end, hvis skaden ikke var sket. Skal disse helt grundlæggende præmisser for erstatningsansvarsloven ændres, må det ske gennem ny lovgivning.
Læs nærmere om vores sager om forsikring og send spørgsmål og kommentarer til advokat Karsten Høj, der førte sagen for skadelidte.