Der skal ikke ske fradrag i tabt arbejdsfortjeneste for forsikringsydelser, der dækker tab af erhvervsevne.

Sagen, der tidli­gere er omtalt i vores nyhed af 14. maj 2012, angik et for mange skade­lidte væsent­ligt spørgs­mål; nemlig om de forsik­ring­sy­del­ser, som skade­lidte modta­ger fra en firma‑, arbejdsmarkeds- eller privat­teg­net pensions­ord­ning, der dækker, når erhverv­sev­nen som følge af sygdom eller ulykke er nedsat med 2/3 (eller på visse ordnin­ger ½), skal fradra­ges i krav på tabt arbejds­fortje­ne­ste (efter erstat­nings­ansvars­lo­ven § 2, stk. 2). Havde forsik­rings­sel­ska­bet fået medhold, ville det efter bedst mulige skøn have sparet forsik­rings­sel­ska­berne og andre ansvar­lige skade­vol­dere for et trecif­ret million beløb hvert år. De skade­lid­tes erstat­ning ville være blevet tilsva­rende mindre.

Den juri­di­ske uenig­hed angik ren lovfor­tolk­ning. I erstat­nings­ansvars­lo­ven (§ 2, stk. 2) er det bestemt, at løn under sygdom, syge­dag­penge og ”forsik­ring­sy­del­ser, der har karak­ter af virke­lig skade­ser­stat­ning og lignede ydel­ser” skal fradra­ges i den indtægt, som skade­lidte ville have haft, hvis skaden ikke var sket. Højeste­ret skulle såle­des tage stil­ling til, hvad Folke­tin­get mente med forsik­ring­sy­del­ser, der udgør ”virke­lig skade­ser­stat­ning”. Codans syns­punkt var, at da forsik­ring­sy­del­sen var fast­sat som 60 % af skade­lid­tes sene­ste lønind­tægt, og da hans erhverv­sevne skulle være nedsat med 2/3, udgjorde forsik­ring­sy­del­sen en (delvis) erstat­ning for hans fakti­ske indtægtstab; derfor skulle den træk­kes fra. Skade­lidte gjorde primært gældende, at lovgi­ver meget klart havde fravalgt fradrag for netop denne type forsik­ring­sy­del­ser, da man i 1984 vedtog loven, selvom et fler­tal i et lovfor­be­re­dende udvalg havde fore­slået det modsatte. Det gjorde man, fordi man ønskede forenk­lede udmå­lings­reg­ler. Den type forsik­ring­sy­del­ser, der skal træk­kes fra, er (alene) de, hvor ydel­sen er afhæn­gig af og bereg­nes ud fra skade­lid­tes konkrete indtægtstab; det gælder f.eks. syge­drift­stabs­for­sik­rin­ger, som mange tand­læ­ger, arki­tek­ter, advo­ka­ter m.fl. har.

Højeste­rets 7 dommere nåede, som lands­ret­tens 3 dommere, frem til, at denne type forsik­ring­sy­del­ser ikke skal træk­kes fra. Du kan her læse Højeste­rets dom og begrun­del­sen.

Elmer Advo­ka­ters kommen­ta­rer:
Det er meget glæde­ligt, at Højeste­ret har sat en effek­tiv stop­per på forsik­rings­sel­ska­ber­nes forsøg på at finde steder i erstat­nings­ansvars­lo­ven, hvor de kan begrænse de skade­lid­tes ret til erstat­ning. Erstat­nings­ansvars­lo­ven er et kompro­mis mellem forskel­lige hensyn, og loven giver meget sjæl­dent fuld erstat­ning. Tvær­ti­mod fører loven til, at særligt unge skade­lidte får alt for lidt i erstat­ning. At man har ønsket, at de skade­lidte i vidt omfang kan beholde soci­ale ydel­ser og forsik­ring­sy­del­ser hjæl­per ikke de mange unge skade­lidte, der ikke har forsik­rin­ger ”ved siden af”. Når loven nu en gang er vedta­get på denne måde, skal det selvsagt ikke være muligt at begrænse/nedsætte erstat­nin­gen, blot fordi visse skade­lidte sammen med forsik­ring­sy­del­ser i en kort peri­ode har en højere samlet indtægt end, hvis skaden ikke var sket. Skal disse helt grund­læg­gende præmis­ser for erstat­nings­ansvars­lo­ven ændres, må det ske gennem ny lovgiv­ning.

Læs nærmere om vores sager om forsik­ring og send spørgs­mål og kommen­ta­rer til advo­kat Karsten Høj, der førte sagen for skade­lidte.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785