LANDSRETSDOM OM ULYKKESBEGREBET

Vestre Lands­ret har ved dom af 31. januar 2017 dømt Anke­sty­rel­sen til at aner­kende, at en pæda­gog­med­hjæl­pers ryg, nakke og hoved­ge­ner var en arbejds­u­lykke. Dommen har været ventet med spæn­ding, da det er den første lands­rets­dom om ulyk­kes­be­gre­bet efter Højeste­ret ved domme af 9. novem­ber 2016 præci­se­rede ulyk­kes­be­gre­bet – læs nærmere her.

Anke­sty­rel­sen har efter­føl­gende også kommen­te­ret højeste­rets­dom­mene på baggrund af et notat fra advo­kat Henrik Neder­gård Thom­sen.

Et væsent­ligt problem var – og er – at arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne igen­nem lang tid har haft en prak­sis, hvor­ef­ter en skade, der også kan opstå af sig selv, kun aner­ken­des, hvis den arbejds­mæs­sige belast­ning er egnet til at skade en rask krop. Denne prak­sis er blandt andet beskre­vet i AES’ gene­relle vejled­ning om aner­ken­delse af ulyk­ker med ordene: ”Medi­cinsk årsags­sam­men­hæng er den læge­fag­lige vurde­ring af, om en given hændelse/ påvirk­ning kan medføre de gener, som tilska­de­komne har. Vi skal vurdere, om en hændelse eller påvirk­ning er gene­relt egnet til at medføre en skade i en rask krop

 

EN RÆKKE AFGJORTE SAGER MÅ GENVURDERES

Vi vurde­rede, at Højeste­ret ( i den ene af dommene fra 9. novem­ber 2016)  afvi­ste Anke­sty­rel­sens syns­punkt om, at egnet­heds­vur­de­rin­gen skal ses i forhold til en sund/rask ryg, og Højeste­ret pålagde Anke­sty­rel­sen bevis­byr­den for, at forværringen/skaden ville være opstået  uafhæn­gigt af hændel­sen.

Det var altså ikke skade­lidte, der skulle bære risi­koen for, at man ofte ikke kan vide om en skade (her en prolaps) alli­ge­vel ville have givet symp­to­mer inden­for kort tid.

Vi mener derfor, at en række afgjorte sager må genvur­de­res og afgø­res på ny i lyset af højeste­rets dom.

Det centrale er efter vores opfat­telse, at det i over­ens­stem­melse med lovfor­ar­bej­derne klart har rele­vans at vurdere, om en belastning/påvirkning er egnet til at medføre skade, men at denne vurde­ring (om egnet­hed) skal ske i forhold til den konkrete person, det hand­ler om og ikke i forhold til en fiktiv ”sund og rask” person.

 

DEN KONKRETE SAG

Sagen har tidli­gere været omtalt efter byret­tens dom.

Der var tale om en pæda­gog­med­hjæl­per, der den 30. decem­ber 2010 fik smer­ter i blandt andet ryg og nakke, da hun med et barn i hver hånd trådte ud på en sneg­lat skole­gård, som viste sig også at være isglat. Det lykke­des hende at undgå at falde, men i forsø­get på at genop­rette balan­cen fik hun umid­del­bart gener i nakke og ryg.

Arbejds­ska­desty­rel­sen og senere Anke­sty­rel­sen afvi­ste at aner­kende tilfæl­det efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven med den begrun­delse, at hændel­sen ikke var egnet til at medføre nakke­ge­ner, herun­der den efter­føl­gende konsta­te­rede diskuspro­laps i nakken. Der blev heref­ter anlagt rets­sag mod Anke­sty­rel­sen og i den forbin­delse indhen­tet vurde­rin­ger fra Retslæ­ge­rå­det.

Pæda­gog­med­hjæl­pe­ren havde ikke tidli­gere haft bety­de­lige ryg- eller nakke­ge­ner. På spørgs­mål fra Kamme­rad­vo­ka­ten om hvor­vidt generne måtte anta­ges at være forbi­gå­ende og såle­des gå i sig selv igen uanset behand­ling eller ej, svarede Retslæ­ge­rå­det, at generne ”kan være forbi­gå­ende, men der findes ikke mulig­hed for at vurdere, om dette bliver tilfæl­det, eller om der vil være varige gener”.

Retslæ­ge­rå­det udtalte endvi­dere, at den ved en senere MR scan­ning påvi­ste diskuspro­laps var ”forud­be­stå­ende i forbin­delse med dege­ne­ra­tive foran­drin­ger i hals­hvir­vel­søj­len og som sådan kan være medvir­kende årsag”.

Retslæ­ge­rå­det udtalte desu­den på spørgs­må­let, om hvor­vidt de forud­be­stå­ende forhold var at betragte som værende enten en forud­be­stå­ende ”lidelse®”; eller en ”dispo­si­tion for udvik­ling af lidelse®” eller even­tu­elt andet, at den forud­be­stå­ende diskuspro­laps må beteg­nes som en ”dispo­si­tion for udvik­ling af lidelse”.

Retslæ­ge­rå­det begrun­dede dette med, at ordet ”lidelse” må forstås som en ”tilstand, der oftest er asso­ci­e­ret med en form for smerte og under samti­dig hensyn­ta­gen til, at diskuspro­lap­ser (i hals­hvir­vel­søj­len) ikke nødven­dig­vis giver anled­ning til smer­ter, og at (skade­lidte) i aktu­elle sag ikke har haft tilbø­je­lig­hed til nakkes­mer­ter forud for hændel­sen”.

Lands­ret­ten stad­fæ­stede byret­tens dom og skrev efter at have refe­re­ret væsent­lige dele af Retslæ­ge­rå­dets udta­lel­ser, følgende:

… at (pæda­gog­med­hjæl­pe­ren) efter hændel­sen har haft vedva­rende smer­ter i ryg, nakke og hoved. På baggrund af retslæ­ge­rå­dets erklæ­rin­ger kan det ikke lægges til grund, at diskuspro­p­lap­sen i sig selv ville have medført tilsva­rende smer­ter omkring det pågæl­dende tids­punkt, også selv om hun ikke havde været udsat for den pågæl­dende hændelse. Lands­ret­ten finder det heref­ter bevist, at hændel­sen har medført en personskade..

 

KOMMENTAR

Det er vores opfat­telse, at dommen under­støt­ter vores syns­punkt om, at ”egnet­heds­vur­de­rin­gen” skal ske i forhold til pågæl­dende person såle­des, at selvom belastningen/påvirkningen er af beske­den art og ikke ville have ført til skade på de fleste, så skal skaden alli­ge­vel aner­ken­des, hvis der er en biologisk/naturlig/logisk forkla­ring på, at den pågæl­dende person fik en skade, medmin­dre myndig­he­derne bevi­ser, at skaden ville være opstået alli­ge­vel uanset belastningen/påvirkningen.

Sagen er ført af Søren Kjær Jensen på vegne FOA for pæda­gog­med­hjæl­pe­ren.

Down­load nyhed som printvenlig-PDF

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760