Ankenævnet for Patienterstatningen igen dømt i sag om forældelse

Anke­næv­net for Patien­ter­stat­nin­gen er igen dømt til at aner­kende, at en patients mulige erstat­nings­krav ikke var foræl­det — denne gang af Østre Lands­ret.

 

DIAGNOSTICERET MED LIVMODERHALSKRÆFT

Patien­ten blev i marts 2006 diag­no­sti­ce­ret med livmo­der­halskræft. Fra somme­ren 2004 og frem til diag­no­sen blev stil­let var hun løbende blevet behand­let for det, som egen læge og gynæko­log havde tolket, som under­livs­be­tæn­delse, men som viste sig at være kræft. Efter diag­no­sti­ce­rin­gen modtog patien­ten kemo­be­hand­ling og strå­ling, som medførte omfat­tende strå­lings­ska­der på hendes urin­le­der og tarm­sy­stem.

I 2013 så patien­ten en udsen­delse i TV om indkal­delse til scre­e­ning for livmo­der­halskræft. Da hun ikke mente, at hun var blevet indkaldt til scre­e­ning, indgav hun en anmel­delse herom til Patien­ter­stat­nin­gen.

 

INDKALDT PÅ KORREKT VIS, MEN…

Patien­ter­stat­nin­gen nåede frem til, at patien­ten havde været indkaldt på korrekt vis og afslog derfor erstat­ning for mang­lende scre­e­ning. I samme afgø­relse oply­ste Patien­ter­stat­nin­gen, at de i forbin­delse med behand­ling af sagen og fore­læg­gelse for læge­kon­su­len­ten var blevet opmærk­somme på, at der sand­syn­lig­vis var sket en forsin­kelse af diag­no­sti­ce­rin­gen af livmo­ders­halskræf­ten tilbage i 2006.

Patien­ter­stat­nin­gens læge­kon­su­lent udtalte, at der alle­rede i 2004 burde være fore­ta­get under­sø­gelse, som kunne have påvist kræft­syg­dom­men. Var dette sket, kunne patien­ten ”have nøjes med” at få fjer­net sin livmo­der og dermed have undgået de omfat­tende strå­lings­ska­der i sit under­liv, som hun i dag lever med — hvil­ket er skyld i at hun bl.a. ikke kan arbejde. Samti­dig med afsla­get på erstat­ning for mang­lende scre­e­ning opret­tede Patien­ter­stat­nin­gen to nye sager på henholds­vis patien­tens egen læge og gynæko­log.

Efter­føl­gende traf Patien­ter­stat­nin­gen ny afgø­relse i sagen og meddelte patien­ten, at kravet var foræl­det.  Efter klage til Anke­næv­net for Patien­ter­stat­nin­gen, traf de samme afgø­relse, som vi på vegne af patien­ten indbragte for domsto­lene.

 

HVORNÅR SKULLE FRISTEN REGNES FRA?

Patien­ter­stat­nin­gen vurde­rede, at patien­ten i 2006, da hun blev diag­no­sti­ce­ret med livmo­der­halskræft, burde have fået kend­skab til, at der i forbin­delse med behand­lin­gen og under­sø­gelse hos henholds­vis egen læge og gynæko­log i peri­o­den 2004–2006 kunne være sket en fejl i forbin­delse med diag­no­sti­ce­rin­gen af hendes kræft­syg­dom. Dette på trods af at ingen læger havde indi­ke­ret, at kræft­syg­dom­men kunne være diag­no­sti­ce­ret tidli­gere over­for patien­ten. Patien­ter­stat­nin­gen vurde­rede derfor, at kravet var foræl­det, da foræl­del­ses­fri­sten på 5 år (i dag 3 år) ifølge dem begyndte at løbe fra diag­no­se­tids­punk­tet i 2006, hvor­for der var indt­rådt foræl­delse på tids­punk­tet for skadens anmel­delse i efter­å­ret 2013.

Det var vores syns­punkt, at foræl­del­ses­fri­sten først skal regnes fra det tids­punkt, hvor patien­ten har fået eller burde have fået kend­skab til ikke kun selve skaden, men også kend­skab til, at skaden kunne være forår­sa­get af behand­lin­gen, eller mulig­vis undgået ved anden behand­ling. I denne sag var det ikke muligt for patien­ten at vide, før Patien­ter­stat­nin­gen i 2014, , gjorde patien­ten bekendt med, at der mulig­vis var sket en diag­no­se­for­sin­kelse, og at hun uden denne forsin­kelse forment­lig kunne have undgået de omfat­tende strå­leska­der.

 

LANDSRETTENS RESULTAT

Østre Lands­ret gav patien­ten medhold i, at kravet ikke var foræl­det. Lands­ret­ten anførte – lige­som byret­ten — i præmis­serne, at patien­ten i 2006 burde have vidst, at der kunne være tale om for sen diag­no­sti­ce­ring af kræft­syg­dom­men. I modsæt­ning til byret­ten fandt lands­ret­ten til gengæld ikke, at der var ført bevis for, at patien­ten før kend­ska­bet til den læge­lige vurde­ring fra februar 2014 (i forbin­delse med Patien­ter­stat­nin­gens behand­ling af sagen) vidste eller burde have vidst, at tidli­gere diag­no­sti­ce­ring kunne have ført til et andet behand­lings­for­løb, og at hun dermed kunne have undgået de omfat­tende skader, som behand­lin­gen havde medført.

Lands­ret­ten fandt det dermed ikke bevist, at patien­ten havde viden om, at der kunne være grund­lag for et erstat­nings­krav efter den dagæl­dende patient­for­sik­rings­lov, hvor­for kravet ikke var foræl­det.

Hos Elmer Advo­ka­ter er det glæde­ligt, at lands­ret­ten aner­ken­der, at patien­ten rette­lig var afhæn­gig af den infor­ma­tion hun fik fra læger og behand­lere, før patien­ten kan forven­tes at vide eller burde vide noget om en even­tuel sammen­hæng mellem behand­ling og skade.

 

KONTAKT

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­ka­terne Karsten Høj og Mie Ander­sen, der førte sagen for patien­ten. Læs deru­d­over nærmere om vores øvrige arbejde på personska­de­om­rå­det, hvor vi som et særligt speci­ale behand­ler patientska­desa­ger.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

Advokat Mie Ramsay Teit

Mie Ramsay Teit

Advokat

Direkte: +45 3367 6782