FORVENTES DET, AT SYGDOMSRAMTE LÆGER SELV OPDAGER FEJL?

I en sag om forsin­ket diag­no­sti­ce­ring er en nu afdød læge blevet mødt med syns­punk­tet om, at han selv burde have været bevidst om de fejl, der var rela­te­ret til hans behand­lings­for­løb. Manden fik afslag på erstat­ning i Patien­ter­stat­nin­gen, men Anke­næv­net ændrede i sin afgø­relse sagens resul­tat, såle­des at boet efter den nu afdøde læge har ret til erstat­ning for forsin­ket diag­no­sti­ce­ring og deraf følgende død. Den efter­le­vende ægte­fælle har nu fået udbe­talt en samlet erstat­ning på over 2 mio. kr.

 

SAGENS FORLØB

Tilbage i 2011 ønskede den tidli­gere læge en urolo­gisk vurde­ring af den ærte­store knude, som han havde konsta­te­ret 7–8cm oppe på penis­skaf­tet. Han ønskede en under­sø­gelse, der kunne forklare hvad årsa­gen kunne være — herun­der om der var behov for udred­ning ved biopsi.

Ved en under­sø­gelse i juli 2011 blev det af den under­sø­gende urolog vurde­ret, at der kunne være tale om arvævs­dan­nelse efter tidli­gere kirur­gisk indgreb. Den behand­lende læge undlod at henvise til yder­li­gere udred­ning, og det blev aftalt, at manden selv skulle henvende sig efter sin plan­lagte ferie.

 

EN SENERE KONSTATERET TUMOR

Han henvendte sig imid­ler­tid først i januar 2012, da han havde fået tilta­gende gener. På det tids­punkt var knuden vokset til dobbelt stør­relse, og efter hurtig udred­ning blev det konsta­te­ret, at der var tale om en kræft­tu­mor med metast­a­ser til lymfeknu­der i lyske og områ­det bag bughinden.

Diag­no­se­for­sin­kel­sen blev anmeldt til Patien­ter­stat­nin­gen, som under sagens behand­ling indhen­tede udta­lelse fra lægekonsulent.

Læge­kon­su­len­ten udtalte, at der alle­rede i juli 2011 kunne konsta­te­res en tumor, og at manden burde være henvist til yder­li­gere udred­ning. Samti­dig konklu­de­rede læge­kon­su­len­ten, at forsin­kel­sen over­ve­jende måtte tilskri­ves lægens egen mang­lende genhen­ven­delse efter sin ferie.

 

PATIENTERSTATNINGEN: IKKE EN ERSTATNINGSBERETTIGENDE PATIENTSKADE

Under Patien­ter­stat­nin­gens behand­ling af sagen afgik lægen ved døden som følge af sin kræft­syg­dom i novem­ber 2013.

Patien­ter­stat­nin­gen traf efter­føl­gende afgø­relse og afvi­ste, at manden var påført en erstat­nings­be­ret­ti­gende patientskade. Patien­ter­stat­nin­gen begrun­dede blandt andet resul­ta­tet med, at manden selv burde have genhen­vendt sig efter sin ferie, da han var læge og derfor burde være bekendt med risi­koen ved mang­lende genhenvendelse.

I septem­ber 2015 påkla­gede vi på vegne boet for manden Patien­ter­stat­nin­gens afgørelse.

Diag­no­se­for­sin­kel­sen skyld­tes efter vores opfat­telse ikke mandens mang­lende genhen­ven­delse eller at han selv var læge, men deri­mod at behand­lings­for­lø­bet ikke levede op til den erfarne speci­a­lists stan­dard, jf. klage- og erstat­nings­lo­vens §  20, stk. 1, nr. 1, fordi han ikke var henvist til yder­li­gere udred­ning i juli 2011.

Anke­næv­net for Patien­ter­stat­nin­gen traf afgø­relse i sagen den 13. novem­ber 2015 og ændrede Patien­ter­stat­nin­gens afgø­relse såle­des at det blev aner­kendt, at lægen var påført en erstat­nings­be­ret­ti­gende skade i form af væsent­lig forrin­get over­le­vel­ses­prog­nose og deraf følgende død.

 

IKKE GRUNDLAG FOR FRADRAG FOR EGEN SKYLD

Udover at vurdere at manden ”med over­ve­jende sand­syn­lig­hed ville have haft en væsent­lig bedre 5‑årig over­le­vel­ses­prog­nose, såfremt kræft­di­ag­no­sen var stil­let i august 2011”, anførte Anke­næv­net i sin begrun­delse, at der ikke var grund­lag for at fore­tage fradrag i erstat­nin­gen for egen skyld. Anke­næv­net fandt, at manden ikke ved under­sø­gel­sen i juli 2011 var blevet infor­me­ret om, at der kunne være tale om kræft, og at der var behov for hurtig udredning.

Det kunne derfor ikke lægges ham til last, at han ikke henvendte sig hurtigt efter sin hjem­kost fra ferie med henblik på videre udred­ning af tumoren.

 

VORES KOMMENTAR TIL SAGEN

Patien­ter­stat­nin­gen lagde i deres afgø­relse bety­de­lig vægt på, hvad manden gjorde – eller rettere undlod at gøre – ved bedøm­mel­sen af, om han var påført en erstat­nings­be­ret­ti­gende skade.

Mandens adfærd i forbin­delse med udred­nin­gen er imid­ler­tid ikke rele­vant ved bedøm­mel­sen af, hvor­vidt behand­lings­for­lø­bet har levet op til den erfarne speci­a­lists standard.

Det forhold at manden selv var læge – dog med et andet speci­ale — medfø­rer ikke, at et behand­lings­for­løb, der ikke har været i over­ens­stem­melse med bedste speci­a­list­stan­dard, plud­se­lig bliver det.

Bestem­mel­sen i klage- og erstat­nings­lo­vens § 20, stk. 1, nr. 1 medfø­rer, at patien­ten har ret til erstat­ning, hvis der ikke er udført den bedst mulige under­sø­gelse eller behand­ling ud fra den medicinsk-videnskabelige indsigt og erfa­ring på undersøgelses- eller behandlingstidspunktet.

 

KONTAKT

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Mie Ander­sen eller advo­kat Karsten Høj, der førte sagen for patien­ten. Læs i øvrigt nærmere om erstat­ning for patientskade, samt om det arbejde vi gør inden for netop dette område.

Læs også om