Vestre Landsret underkender Ankestyrelsen i sag om varigt mén

Skre­vet af Søren Kjær Jensen, advo­kat og part­ner 07-07-2020

Vestre Lands­ret har i dom af 1. juli 2020 dømt Anke­sty­rel­sen til at aner­kende, at en arbejds­skade beret­ti­gede til godt­gø­relse for varigt mén med 5%; og at Anke­sty­rel­sen dermed ikke havde bevist, at den skade­lid­tes rygge­ner skyld­tes dege­ne­ra­tive forhold.

 

Ankestyrelsens afgørelse

Anke­sty­rel­sen havde i sin afgø­relse lagt vægt på at, ”… langt den over­ve­jende del af dine lænde­ryg­g­ge­ner med over­ve­jende sand­syn­lig­hed er en følge af dine forud­be­stå­ende lænde­ryg­ge­ner …” og i en senere afgø­relse uddy­bende anført, at de samlede rygge­ner, der blev takse­ret til 8% ” med over­ve­jende sand­syn­lig­hed ikke kan tilskri­ves arbejds­ska­den, men deri­mod […] alders­be­tin­gede dege­ne­ra­tive foran­drin­ger, […] der har udvik­let sig uafhæn­gigt af arbejds­ska­den.” og at disse dege­ne­ra­tive foran­drin­ger ”ud fra en læge­lig vurde­ring udgør […] skøns­mæs­sigt ¾ af [de] samlede lænde­ryg­ge­ner.”

Deru­d­over lagde Anke­sty­rel­sen vægt på, at den skade­lidte efter en tidli­gere indt­rådt arbejds­skade nogle år før, havde fået tilkendt 8% varigt mén for dels nakke­ge­ner og dels lænde­ryg­ge­ner, og at dette måtte inde­bære at han alle­rede var blevet kompen­se­ret med 4% for lænde­ryg­ge­ner, uanset at disse tidli­gere konsta­te­rede og kompen­se­rede lænde­ryg­ge­ner ifølge skadel­dite var fors­vun­det, og at han ikke havde haft lænde­ryg­ge­ner i flere år før den aktu­elle tilska­de­komst.

 

Retssagen og spørgsmål til Retslægerådet

Teknisk Lands­for­bund anlagde heref­ter sag an mod Anke­sty­rel­sen, og der blev stil­let spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det, som bla. svarede, at lænde­rygs­mer­teme […] stam­mer fra hændel­sen […] samt sagsø­gers dege­ne­ra­tive foran­drin­ger.”

Det frem­gik endvi­dere af Retslæ­ge­rå­dets svar, at Retslæ­ge­rå­det havde henvist, til at egen læge i jour­nal­no­tat 2 måne­der efter ulyk­ken havde anført, at skade­lidte havde ”været hos kiro­p­rak­tor talrige gange gennem det sidste halve år.”

Denne oplys­ning var imid­ler­tid forkert. Skade­lidte havde ikke været til kiro­p­rak­tor i de sene­ste år før skaden.

 

Afgørelsen

Byret­ten frifandt Anke­sty­rel­sen.

Lands­ret­ten omgjorde byret­tens afgø­relse og vurde­rede, at Anke­sty­rel­sen ikke havde været ”beret­ti­get til som sket at nedsætte méngra­den som følge af forud­be­stå­ende rygge­ner.”, men fandt dog, at méngodt­gø­rel­sen skulle nedsæt­tes med den procent­sats, som skade­lidte efter den tidli­gere arbejds­skade var kompen­se­ret med, uanset om ”generne har været ophørt i en længere peri­ode.”

Stør­rel­sen af disse ved en tidli­gere aner­kendt arbejds­skade opstå­ede lænde­ryg­ge­ner — der indgik i en tidli­gere samlet afgø­relse på 8% for såvel nakke- som lænde­ryg­ge­ner — vurde­rede Lands­ret­ten ”efter begrun­del­sen i afgø­rel­sen” måtte udgøre 3%, og dermed skulle Anke­sty­rel­sen aner­kende at de reste­rende 5% skulle henfø­res til arbejds­ska­den.

På trods af at skade­lidte måtte ophøre med at arbejde en peri­ode efter skaden, har han fået afslag på erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning, lige­le­des med henvis­ning til, at langt den over­ve­jende del af rygge­ner skyl­des dege­ne­ra­tive foran­drin­ger, hvor­for der i mellem­ti­den også er anlagt rets­sag herom.

Denne rets­sag — hvis hoved­for­hand­ling er beram­met til decem­ber 2020 — forven­tes efter den netop afsagte dom at blive ændret

 

Kommentar

Dommen er efter vores opfat­telse af stor betyd­ning i forhold til de ofte fore­kom­mende diskus­sio­ner om årsags­sam­men­hæng og bevis­byrde, når den skade­lidte har en forud­be­stå­ende dispo­si­tion; herun­der udtrykt som ”sårbar­hed­prin­cip­pet” eller at ”tage skade­lidte som denne er.”, hvil­ket ofte viser sig i sager med ”dege­ne­ra­tive foran­drin­ger.”

Det er såle­des vores opfat­telse, at et udsagn fra Retslæ­ge­rå­det som i nærvæ­rende sag: ”lænde­rygs­mer­teme stam­mer fra hændel­sen samt sagsø­gers dege­ne­ra­tive foran­drin­ger.” må forstås som udtryk for en kombi­na­tion af årsa­ger, og ikke kan bruges som bevis for, at generne/ménet skyl­des andet end hændel­sen.

Det er vores opfat­telse, at der i sådanne tilfælde skal ske kompen­sa­tion, medmin­dre det sand­syn­lig­gø­res, at lænde­rygs­mer­terne ville være opstået uafhæn­gigt af skaden.

Du kan læse byrets­dom­men her

Du kan læse lands­rets­dom­men her

Sagen er ført af Søren Kjær Jensen på vegne af Teknisk Lands­for­bund for medlem­met.

 

 

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760