Befriende højesteretsdom om årsagssammenhæng (kausalitet)

Højesteret har den 19. august 2020 afsagt en dom i en sag om erhvervsevnetabserstatning til et trafikoffer og afgjort, at den skadelidte har ret til erhvervsevnetabserstatning på mindst 75% og ikke ”kun” de 50%, som forsikringsselskabet efter en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) havde vurderet.

Sagen er ikke ført af os, men af advokat Lars Sandager på vegne den skadelidte og advokat Christina Neugebauer for forsikringsselskabet.

Det særligt interessante er, at Højesteret ligesom byretten men modsat Østre Landsret foretager en klassisk juridisk vurdering af, om der er årsagssammenhæng mellem skaden og skadelidtes samlede erhvervsevnenedsættelse, herunder om skadevolder har bevist, at nogen del af skadelidtes erhvervsevnetab ville være opstået, hvis ikke skaden var indtruffet.

Det er også væsentligt, at Højesteret ikke blot lader dette spørgsmål (om årsagssammenhæng) være et anliggende, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle være bedre i stand til at vurdere end domstolene.

Det fremgår af dommen, at skadelidte gjorde gældende, at der ”ikke skal udvises tilbageholdenhed i prøvelsen af den vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, idet problemet i sagen er den juridiske vurdering af årsagssammenhæng. Forsikringsselskabet anførte derimod, at ”der som anført af landsretten skal være det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering, også for så vidt angår de spørgsmål, som denne sag rejser.”.

Om de faktiske forhold

Skadelidte var i 2007 på knallert på vej til arbejde, da han blev påkørt og pådrog sig umiddelbart hovedpine, smerter i nakken og svimmelhed. Han havde tidligere haft lænderyggener, som ikke havde hindret ham i at arbejde og nogle psykiske gener, som senere blev diagnosticeret som ADHD. I forløbet efter skaden udviklede han tiltagende psykiske gener og blev efter arbejdsprøvninger, der viste en nedadgående arbejdsevne, senere tilkendt førtidspension.

AES’ udtalelse

AES vurderede i foråret 2014 erhvervsevnetabet til 50%, da ulykken var ”den væsentligste årsag til, at (han) ikke har kunnet vende tilbage til sit tidligere arbejde.” men vurderede samtidig, at ”konkurrerende gener, psykiske gener og lænderyggener i væsentligt omfang påvirker hans erhvervsevne… gener som ikke vurderes at kunne tilskrives den aktuelle ulykke”. AES konkluderede, at ”den aktuelle ulykke isoleret set har nedsat Es funktionsniveau med cirka ½”.

Det skal fremhæves, at AES meget ofte i sine vejledende udtalelser vurderer, hvad skaden ”isoleret set” udgør, hvilket efter vores opfattelse er et generelt problem i forhold til at foretage juridisk korrekte vurderinger af årsagssammenhæng.

AES havde således ikke oplyst, hvor stort dette fradrag grundet konkurrerende forhold (ryggener og psykiske gener) så var. De havde dermed heller ikke vurderet, hvad det samlede tab udgjorde, endsige vurderet eller begrundet, hvilket erhvervsevnetab, der ville være opstået uafhængigt af skaden.

Retslægerådet

Under retssagens forberedelse udtalte Retslægerådet bl.a., at man ikke kunne ”… fastslå, at sagsøger efter ulykken 30.07.07 har fået varigt forværrede lænderyggener”. Om årsagen til de ind imellem forværrede psykiske gener udtalte Rådet, at ”en række faktorer har bidraget til denne vekslende tilstand, heriblandt de kroniske smerter. Der kan også være andre faktorer”. Disse svar blev forelagt for AES, der fastholdt sin oprindelige vurdering og bl.a. skrev, at det er ”fortsat vores vurdering, at de konkurrerende helbredsmæssige gener påvirker erhvervsevnen i et betydeligt omfang,” og at ”der ikke er vurderet et samlet erhvervsevnetab, men alene en vurdering af følgerne efter skaden opstået ved ulykken den 30. august 2007…”.

Byrettens dom

Byretten foretog herefter en klassisk vurdering efter kausalitetsreglerne, herunder i forhold til ”sårbarhedsprincippet.”og skrev blandt andet: ”Det følger af Højesterets faste praksis, at det forhold, at E (skadelidte) på grund af sin ADHD var særligt sårbar, og at erhvervsevnetabets omfang må antages påvirket heraf, er uden betydning for den erstatningsretlige årsags- og adækvansbedømmelse.” Skadelidte fik derfor medhold i, at erhvervsevnetabet som følge af skaden udgjorde mindst 75 %.

Landsrettens dom

Dommen blev imidlertid anket, og landsretten gav skadevolder medhold. Det særligt interessante ved landsrettens dom er, at Landsretten ikke selv foretog nogen vurdering af årsagssammenhæng mellem skade og erhvervsevnetab men i stedet alene forholdt sig til AES’ vurdering og skrev:

”Landsretten finder, at sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forelå veloplyst, og at udtalelsen er tilstrækkeligt begrundet. På denne baggrund og henset til sagens oplysninger i øvrigt finder landsretten, at E ikke har godtgjort, at der foreligger fornødent sikkert grundlag for at tilsidesætte”

Højesteretsdom

Indledningsvis anfører Højesteret, at det anses for godtgjort, at skadelidtes erhvervsevnetab er mindst 75 %. Dernæst at det ikke lægges til grund, at skadelidte før ulykken havde nedsat erhvervsevne, ”idet han varetog fuldtidsarbejde trods lænderyggeber og endnu udiagnosticeret ADHD”.

Med baggrund i Retslægerådets erklæring var det ikke bevist, at lænderyggenerne er blevet forværret efter ulykken, og da de som anført ikke havde nedsat erhvervsevnen inden ulykken, kunne de ikke begrunde et fradrag. Det samme gjaldt ADHD lidelsen.

Om de øvrige psykiske gener (opstået efter ulykken) fandt Højeste, at de ”må antages at være opstået i et symptomforløb, der er igangsat af ulykken i 2007, og de kan efter bevisførelsen ikke tilskrives nogen anden hændelse end dette forløb”.

På den baggrund fandt Højesteret, at ”det er tilstrækkeligt godtgjort, at Es varige erhvervsevnetab som følge af knallertulykken i 2007 er mindst 75 %”.

Elmer Advokaters kommentarer

Principperne og reglerne for vurdering af årsagssammenhæng mellem en skade og et tab er skabt og udviklet af domstolene gennem generationer. Det er derfor ganske forunderligt, at dommere i et vist omfang undlader at foretage sådanne vurderinger, men – som Landsretten i denne sag – mener, at det skulle være et område, hvor f.eks. AES skulle besidde en særlig sagkundskab, som skal indebære en tilbageholdenhed fra domstolenes side.

Det er klart, at AES har en særlig sagkundskab i forhold til vurderingen af et varigt mén, og også i et vist omfang et (varigt) erhvervsevnetab, men AES har ingen særlig sagkundskab i forhold til spørgsmål om årsagssammenhæng (kausalitet).

Det er derfor befriende, at Højesteret har formuleret dommen som sket. AES’ udtalelser er vejledende for sagens parter, mens det er domstolenes opgave at foretage den juridiske kausalitetsbedømmelse. Landsrettens begrundelse for at frifinde forsikringsselskabet er klart underkendt af Højesteret, og dermed må det høre fortiden til, at domme om kausalitet vedrørende personskader begrundes med, at der ikke er et sikkert grundlag for at tilsidesætte i dette tilfælde AES’ vejledende udtalelse.

Forhåbentlig smitter denne dom også af på AES’ måde at afgive vejledende udtalelser på. Dommen tilsidesætter i den grad AES’ helt grundlæggende tilgang til kausalitet mellem skade og erhvervsevnetab. Det må forhåbentlig være slut med, at AES vurderer, hvad en skade ”isoleret set” kan begrunde af erhvervsevnetab. AES må følge den bredt anerkendte og med denne dom cementerede metode, hvor man i første omgang bedømmer størrelsen af det erhvervsevnetab, som skadelidte har, derefter vurderer, om skadelidtes erhvervsevne allerede inden skaden var nedsat, og som det tredje, om der efter skaden er tilstødt/opstået konkurrerende årsager, der påvirker erhvervsevnen negativt, og som kan begrunde et fradrag i det samlede tab.

Henvendelse om dommen eller denne problemstilling kan ske til Karsten Høj eller Søren Kjær Jensen.

Dommene i sagen kan hentes via dette link.