Befriende højesteretsdom om årsagssammenhæng (kausalitet)

Skre­vet af Karsten Høj og Søren Kjær Jensen 25-08-2020

Højeste­ret har den 19. august 2020 afsagt en dom i en sag om erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning til et trafi­kof­fer og afgjort, at den skade­lidte har ret til erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning på mindst 75% og ikke ”kun” de 50%, som forsik­rings­sel­ska­bet efter en vejle­dende udta­lelse fra Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring (AES) havde vurde­ret.

 

Sagen er ikke ført af os, men af advo­kat Lars Sanda­ger på vegne den skade­lidte og advo­kat Chri­stina Neuge­bauer for forsik­rings­sel­ska­bet.

Det særligt inter­es­sante er, at Højeste­ret lige­som byret­ten men modsat Østre Lands­ret fore­ta­ger en klas­sisk juri­disk vurde­ring af, om der er årsags­sam­men­hæng mellem skaden og skade­lid­tes samlede erhverv­sev­ne­ned­sæt­telse, herun­der om skade­vol­der har bevist, at nogen del af skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab ville være opstået, hvis ikke skaden var indtruf­fet.

Det er også væsent­ligt, at Højeste­ret ikke blot lader dette spørgs­mål (om årsags­sam­men­hæng) være et anlig­gende, som Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring skulle være bedre i stand til at vurdere end domsto­lene.

Det frem­går af dommen, at skade­lidte gjorde gældende, at der ”ikke skal udvi­ses tilba­ge­hol­den­hed i prøvel­sen af den vejle­dende udta­lelse fra Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring, idet proble­met i sagen er den juri­di­ske vurde­ring af årsags­sam­men­hæng. Forsik­rings­sel­ska­bet anførte deri­mod, at ”der som anført af lands­ret­ten skal være det fornødne sikre grund­lag for at tilsi­de­sætte Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­rings vurde­ring, også for så vidt angår de spørgs­mål, som denne sag rejser.”.

 

Om de faktiske forhold

Skade­lidte var i 2007 på knal­lert på vej til arbejde, da han blev påkørt og pådrog sig umid­del­bart hoved­pine, smer­ter i nakken og svim­mel­hed. Han havde tidli­gere haft lænde­ryg­ge­ner, som ikke havde hindret ham i at arbejde og nogle psyki­ske gener, som senere blev diag­no­sti­ce­ret som ADHD. I forlø­bet efter skaden udvik­lede han tilta­gende psyki­ske gener og blev efter arbejds­prøv­nin­ger, der viste en nedad­gå­ende arbejd­s­evne, senere tilkendt førtids­pen­sion.

 

AES’ udtalelse

AES vurde­rede i forå­ret 2014 erhverv­sev­ne­ta­bet til 50%, da ulyk­ken var ”den væsent­lig­ste årsag til, at (han) ikke har kunnet vende tilbage til sit tidli­gere arbejde.” men vurde­rede samti­dig, at ”konkur­re­rende gener, psyki­ske gener og lænde­ryg­ge­ner i væsent­ligt omfang påvir­ker hans erhverv­sevne… gener som ikke vurde­res at kunne tilskri­ves den aktu­elle ulykke”. AES konklu­de­rede, at ”den aktu­elle ulykke isole­ret set har nedsat Es funk­tions­ni­veau med cirka ½”.

Det skal frem­hæ­ves, at AES meget ofte i sine vejle­dende udta­lel­ser vurde­rer, hvad skaden ”isole­ret set” udgør, hvil­ket efter vores opfat­telse er et gene­relt problem i forhold til at fore­tage juri­disk korrekte vurde­rin­ger af årsags­sam­men­hæng.

AES havde såle­des ikke oplyst, hvor stort dette fradrag grun­det konkur­re­rende forhold (rygge­ner og psyki­ske gener) så var. De havde dermed heller ikke vurde­ret, hvad det samlede tab udgjorde, endsige vurde­ret eller begrun­det, hvil­ket erhverv­sev­ne­tab, der ville være opstået uafhæn­gigt af skaden.

 

Retslægerådet

Under rets­sa­gens forbe­re­delse udtalte Retslæ­ge­rå­det bl.a., at man ikke kunne ”… fast­slå, at sagsø­ger efter ulyk­ken 30.07.07 har fået varigt forvær­rede lænde­ryg­ge­ner”. Om årsa­gen til de ind imel­lem forvær­rede psyki­ske gener udtalte Rådet, at ”en række fakto­rer har bidra­get til denne veks­lende tilstand, heri­blandt de kroni­ske smer­ter. Der kan også være andre fakto­rer”. Disse svar blev fore­lagt for AES, der fast­holdt sin oprin­de­lige vurde­ring og bl.a. skrev, at det er fort­sat vores vurde­ring, at de konkur­re­rende helbreds­mæs­sige gener påvir­ker erhverv­sev­nen i et bety­de­ligt omfang,” og at ”der ikke er vurde­ret et samlet erhverv­sev­ne­tab, men alene en vurde­ring af følgerne efter skaden opstået ved ulyk­ken den 30. august 2007…”.

 

Byrettens dom

Byret­ten fore­tog heref­ter en klas­sisk vurde­ring efter kaus­a­li­tets­reg­lerne, herun­der i forhold til ”sårbarhedsprincippet.”og skrev blandt andet: ”Det følger af Højeste­rets faste prak­sis, at det forhold, at E (skade­lidte) på grund af sin ADHD var særligt sårbar, og at erhverv­sev­ne­ta­bets omfang må anta­ges påvir­ket heraf, er uden betyd­ning for den erstat­nings­ret­lige årsags- og adækvans­be­døm­melse.” Skade­lidte fik derfor medhold i, at erhverv­sev­ne­ta­bet som følge af skaden udgjorde mindst 75 %.

 

Landsrettens dom

Dommen blev imid­ler­tid anket, og lands­ret­ten gav skade­vol­der medhold. Det særligt inter­es­sante ved lands­ret­tens dom er, at Lands­ret­ten ikke selv fore­tog nogen vurde­ring af årsags­sam­men­hæng mellem skade og erhverv­sev­ne­tab men i stedet alene forholdt sig til AES’ vurde­ring og skrev:

”Lands­ret­ten finder, at sagen for Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring forelå velop­lyst, og at udta­lel­sen er tilstræk­ke­ligt begrun­det. På denne baggrund og henset til sagens oplys­nin­ger i øvrigt finder lands­ret­ten, at E ikke har godt­gjort, at der fore­lig­ger fornø­dent sikkert grund­lag for at tilsi­de­sætte”

 

Højesteretsdom

Indled­nings­vis anfø­rer Højeste­ret, at det anses for godt­gjort, at skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab er mindst 75 %. Dernæst at det ikke lægges til grund, at skade­lidte før ulyk­ken havde nedsat erhverv­sevne, ”idet han vare­tog fuld­tids­ar­bejde trods lænde­ryg­ge­ber og endnu udiag­nosti­ce­ret ADHD”.

Med baggrund i Retslæ­ge­rå­dets erklæ­ring var det ikke bevist, at lænde­ryg­ge­nerne er blevet forvær­ret efter ulyk­ken, og da de som anført ikke havde nedsat erhverv­sev­nen inden ulyk­ken, kunne de ikke begrunde et fradrag. Det samme gjaldt ADHD lidel­sen.

Om de øvrige psyki­ske gener (opstået efter ulyk­ken) fandt Høje­ste, at de ”må anta­ges at være opstået i et symp­tom­for­løb, der er igang­sat af ulyk­ken i 2007, og de kan efter bevis­fø­rel­sen ikke tilskri­ves nogen anden hændelse end dette forløb”.

På den baggrund fandt Højeste­ret, at ”det er tilstræk­ke­ligt godt­gjort, at Es varige erhverv­sev­ne­tab som følge af knal­lertu­lyk­ken i 2007 er mindst 75 %”.

 

Elmer Advokaters kommentarer

Prin­cip­perne og reglerne for vurde­ring af årsags­sam­men­hæng mellem en skade og et tab er skabt og udvik­let af domsto­lene gennem gene­ra­tio­ner. Det er derfor ganske forun­der­ligt, at dommere i et vist omfang undla­der at fore­tage sådanne vurde­rin­ger, men – som Lands­ret­ten i denne sag – mener, at det skulle være et område, hvor f.eks. AES skulle besidde en særlig sagkund­skab, som skal inde­bære en tilba­ge­hol­den­hed fra domsto­le­nes side.

Det er klart, at AES har en særlig sagkund­skab i forhold til vurde­rin­gen af et varigt mén, og også i et vist omfang et (varigt) erhverv­sev­ne­tab, men AES har ingen særlig sagkund­skab i forhold til spørgs­mål om årsags­sam­men­hæng (kaus­a­li­tet).

Det er derfor befri­ende, at Højeste­ret har formu­le­ret dommen som sket. AES’ udta­lel­ser er vejle­dende for sagens parter, mens det er domsto­le­nes opgave at fore­tage den juri­di­ske kaus­a­li­tets­be­døm­melse. Lands­ret­tens begrun­delse for at frifinde forsik­rings­sel­ska­bet er klart under­kendt af Højeste­ret, og dermed må det høre forti­den til, at domme om kaus­a­li­tet vedrø­rende personska­der begrun­des med, at der ikke er et sikkert grund­lag for at tilsi­de­sætte i dette tilfælde AES’ vejle­dende udta­lelse.

Forhå­bent­lig smit­ter denne dom også af på AES’ måde at afgive vejle­dende udta­lel­ser på. Dommen tilsi­de­sæt­ter i den grad AES’ helt grund­læg­gende tilgang til kaus­a­li­tet mellem skade og erhverv­sev­ne­tab. Det må forhå­bent­lig være slut med, at AES vurde­rer, hvad en skade ”isole­ret set” kan begrunde af erhverv­sev­ne­tab. AES må følge den bredt aner­kendte og med denne dom cemen­te­rede metode, hvor man i første omgang bedøm­mer stør­rel­sen af det erhverv­sev­ne­tab, som skade­lidte har, deref­ter vurde­rer, om skade­lid­tes erhverv­sevne alle­rede inden skaden var nedsat, og som det tredje, om der efter skaden er tilstødt/opstået konkur­re­rende årsa­ger, der påvir­ker erhverv­sev­nen nega­tivt, og som kan begrunde et fradrag i det samlede tab.

Henven­delse om dommen eller denne problem­stil­ling kan ske til Karsten Høj eller Søren Kjær Jensen.

Dommene i sagen kan hentes via dette link.

 

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760