Højesteret har den 19. marts 2024 afgjort, at der er ret til forskudserstatning for det sikre endelig erhvervsevnetab, selvom man på afgørelsestidspunktet modtager ledighedsydelse.
Politibetjent får dermed medhold i alle 3 instanser med dommerstemmerne 11-0 overfor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis faste praksis siden 2006 er tilsidesat med dommen.
Det er en principiel dom, der har betydning for mange allerede afgjorte sager, der skal genoptages og for den fremtidige praksis.
Om sagen
Et medlem af Politiforbundet anmeldte i november 2019 en psykisk erhvervssygdomssag.
I 2011 blev skaden anerkendt og efter klage til Ankestyrelsen blev det varige mén fastsat til 15 %.
Der blev siden truffet 9 afgørelser om betjentens erhvervsevnetab. De var alle midlertidige afgørelser med tilkendelse af en løbende, skattepligtig ydelse, som blev udbetalt én gang om måneden.
Betjenten blev visiteret til fleksjob i 2012 og har haft få fleksjobansættelser, men ellers har han ledt efter et fleksjob, som passede til ham med de gener, som arbejdsskaden har medført. Han har siden marts 2012 modtaget erhvervsevnetabserstatning i form af løbende ydelser af varierende størrelse, men aldrig under, hvad der svarer til et erhvervsevnetab på 35 %.
Vi anmodede to gange – først i 2018 og dernæst i 2019 – AES om at fastsætte hans sikre erhvervsevnetab og udbetale erstatning med mindst 15 % som kapitalerstatning. AES afviste begge gange anmodninger med den begrundelse, at betjenten på tidspunkterne for afgørelserne modtog ledighedsydelse.
Efter byrettens dom (hvor han fik medhold) blev betjenten ansat i et permanent fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 15 timer.
Efter afsigelse af dom i Østre Landsret den 24. juni 2022 (hvor betjenten også fik medhold i ret til forskud) traf AES den 31. august 2022 endelig afgørelse om 50 %.
Den principielle problemstilling
Sagen angik det spørgsmål, om indførelsen af § 17a, stk. 3 (nu stk. 4) pr. 1. januar 2006 betød, at adgangen til forskud på det sikre endelig tab efter dagældende § 16, stk. 3 (nu stk. 6) ikke finder anvendelse.
AES synspunkt har under sagen været, at vedtagelsen af de særlige regler i § 17a bestemte, at der alene kan træffes midlertidige afgørelser, når skadelidte modtager ledighedsydelse, er det samtidig ensbetydende med, at der ikke kan træffes afgørelse om forskud på det sikre varige tab (som kapitalerstatning).
Vores synspunkt har været, at forskudsreglen uanfægtet har været gældende, og at afgørelse herom ikke forudsætter, at der træffes en endelig afgørelse. Der kan træffes afgørelse om forskud ifm. en midlertidig afgørelse, hvilket også sker, når der modtages erstatning efter den almindelige regel i § 17, stk. 3, eller når der træffes afgørelse, når den skadelidte arbejder i et midlertidigt fleksjob. § 17a, stk. 3 (nu stk. 4) bestemmer alene, at der ikke kan træffes en endelig afgørelse, der afslutter sagen. Det udelukker ikke, at der kan ydes forskud på det sikre varige tab.
Højesteretsdom
Om forskudsreglen, der blev indsat i loven i 1987 anføres Højesteret:
”Højesteret finder, at arbejdsskadesikringslovens § 16, stk. 3, om forskudsudbetaling efter sin ordlyd og forarbejder også omfatter en situation som den foreliggende, hvor den tilskadekomne aktuelt modtager ledighedsydelse”.
Om betydningen af fleksjobreglen i § 17a, stk. 3 indsat i 2006 med ændring i 2013 skriver Højesteret:
”Der er hverken i disse bestemmelsers ordlyd eller forarbejder holdepunkter for, at arbejdsskadesikringslovens § 16, stk. 3, ikke kan anvendes i en situation, hvor den tilskadekomne modtager ledighedsydelse. Højesteret bemærker, at det i forarbejderne til lov nr. 492 af 12. juni 1996, hvor der blev indført hjemmel til at træffe midlertidige afgørelser, er anført, at praksis med midlertidige erstatninger ikke har sammenhæng med forskud på erstatning, der kan ydes inden for det beløb, som Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) skønner, der under alle omstændigheder vil blive tilkendt”.
Højesteret har fundet, at spørgsmålet, om der burde have været ydet forskud, skal hjemvises til AES, da der ikke er foretaget nogen realitetsbedømmelse heraf.
Elmers Advokaters kommentarer
Det, Højesteret ikke nævner, men reelt afviser er, at der i ASL er noget, der hedder ”delvis endelige afgørelser”. Det var under sagen AES’ hovedargument, at tilkendelse af forskud forudsætter en sådan delvis endelig afgørelse, hvilket er udelukket pga. bestemmelsen i dagældende § 17a, stk. 3 (nu stk. 4), om der alene kan træffes midlertidige afgørelser, når man på afgørelsestidspunktet modtager ledighedsydelse. Afgørelse om forskud er en selvstændig afgørelse, der kan træffes, indtil sagen afsluttes med en endelig afgørelse.
I forbindelse med ansøgning om anketilladelse til Højesteret oplyste AES, at de skønner, at der skal genoptages ca. 500 sager for perioden 2006 – 2022. Det er samtidig angivet, at merudgiften (et forhøjet kapitalerstatningsbeløb) udgør ca. 100.000 kr. pr. sag, hvorved de samlede merudgifter kan løbe op i ca. 50 mio. kr.
Forskud på det sikre endelige tab vil i sager, der også er omfattet af EAL, betyde, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophører. Forskud ydes kun på anmodning fra den tilskadekomne.
Sagen blev i by- og landsret ført af advokat Laura Tholstrup og i Højesteret af advokat Karsten Høj.
Læs vores seneste indlæg her, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor.