Genoptagelse vedrørende renter i voldSoffersager? 

Skre­vet af advo­kat­fuld­mæg­tig Julie Harder Ander­sen og advo­kat Karsten Høj.

Højesterets ”rentedom” af 4. december 2020 har også betydning for voldsoffersager. Vi afventer fortsat svar på, om Erstatningsnævnet er enigt i det. Mange sager skal formentlig genoptages.

Højeste­ret afsagde den 4. decem­ber 2020 dom om forrent­ning af erstat­ning for lægemiddel- og patientska­der. Elmer Advo­ka­ters kommen­ta­rer til dommen kan læses her.

Dommen har indebå­ret, at Patien­ter­stat­nin­gen skal genop­tage over 8.000 sager for at tage stil­ling, om der skal tilken­des renter fra et tidli­gere tids­punkt. Det gælder særligt tabt arbejds­fortje­ne­ste, men kan også gælde andre erstatningsposter.

 

Har Erstatningsnævnet også truffet forkerte afgørelser?

Spørgs­må­let er imid­ler­tid, om dommens betyd­ning begræn­ser sig til patientska­der, eller om dommens afkla­ring af retstil­stan­den ikke også inde­bæ­rer, at Erstat­ningsnæv­net lige­le­des fore­ta­ger forkert rente­til­ken­delse i voldsof­fer­sa­ger og dermed også er forplig­tede til forvalt­nings­ret­ligt at genop­tage forkert afgjorte sager. Der er nemlig en række afgø­rende ligheds­punk­ter mellem Patien­ter­stat­nin­gen og Erstat­ningsnæv­net samt de to myndig­he­ders praksis.

 

Reglerne er de samme!

For det første fast­sæt­tes erstat­nin­gen i voldsof­fer­sa­ger efter de almin­de­lige udmå­lings­reg­ler i erstat­nings­ansvars­lo­ven, lige­som det er tilfæl­det i lægemiddel- og patientska­desa­ger. Det er af afgø­rende betyd­ning, fordi det inde­bæ­rer, at erstat­nings­ansvars­lo­vens § 16 (om renter), finder anven­delse, hvil­ket bety­der, at erstat­ning i voldsof­fer­sa­ger kan kræves betalt 1 måned efter det tids­punkt, hvor skade­vol­de­ren kunne og burde have indhen­tet de oplys­nin­ger, der var nødven­dige for at kunne vurdere erstat­nings­kra­vet og dets størrelse.

For det andet er Erstat­ningsnæv­net en forvalt­ningsmyn­dig­hed under­lagt offi­ci­al­mak­si­men, hvil­ket inde­bæ­rer, at Erstat­ningsnæv­net er forplig­tede til selv at oplyse sagen og såle­des indhente de oplys­nin­ger, der er nødven­dige for sagens afgø­relse. Denne forplig­telse accen­tu­e­res af, at det ved lovens indfø­relse var forud­sat, at sags­be­hand­lin­gen i Erstat­ningsnæv­net skulle være så enkelt, at skade­lidte ikke behø­vede advo­kat­bi­stand. Alt dette bety­der, at forplig­tel­sen til at tilve­je­bringe de nødven­dige oplys­nin­ger for at kunne bedømme erstat­nin­gens stør­relse, som påhvi­ler skade­vol­der efter erstat­nings­ansvars­lo­vens § 16, dermed påhvi­ler Erstatningsnævnet.

For det tredje er der ikke i offe­rer­stat­nings­lo­ven et krav om, at Erstat­ningsnæv­net skal tage stil­ling til, om en skade kan anses for omfat­tet af loven, før Nævnet indhen­ter oplys­nin­ger til brug for bedøm­mel­sen af stør­rel­sen af den mulige erstat­ning. Det står derfor Erstat­ningsnæv­net frit for at indhente oplys­nin­ger til brug for vurde­ring af erstat­nings­krav, lige så snart de modta­ger ansøg­ning herom. I mange sager, hvor der er afsagt dom i straf­fesa­gen, er det i øvrigt simpelt at afgøre, at voldsof­ret har ret til erstatning.

 

Højesterets begrundelser gælder også for Erstatningsnævnet

Det var opfyl­del­sen af disse tre krite­rier, der var afgø­rende for, at Højeste­ret fandt, at forrent­nin­gen af erstat­nings­krav i lægemiddel- og patientska­desa­ger ikke suspen­de­res eller sættes på pause, indtil Patien­ter­stat­nin­gen har afgjort, om en skade er omfat­tet af klage- og erstatningsloven.

Da Erstat­ningsnæv­net opfyl­der de samme tre krite­rier, kan der ikke være den store tvivl om, at Nævnets prak­sis – der er iden­tisk med den prak­sis, som Patien­ter­stat­nin­gen havde forud for Højeste­rets dom – ikke er i over­ens­stem­melse med gældende ret. Der er imid­ler­tid nu gået to måne­der, siden Højeste­ret afsagde dommen, og der er fore­lø­bigt ikke noget, der tyder på, at Nævnet har tænkt sig at lade sig påvirke af dommen.

 

Retssag mod Erstatningsnævnet om samme problemstilling

Vi fører på vegne af en skade­lidt netop nu en sag mod Erstat­ningsnæv­net om en lignende problem­stil­ling. I den konkrete sag ansøgte skade­lidte i 2006 Erstat­ningsnæv­net om erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste som følge af et over­fald på hans arbejds­plads, men Erstat­ningsnæv­net afslog ansøg­nin­gen i 2007. Der var efter­føl­gende korre­spon­dance mellem skade­lid­tes advo­kat og Erstat­ningsnæv­net, der dog endte med at fast­holde afgø­rel­sen, og på den baggrund anlagde skade­lidte rets­sag mod Erstat­ningsnæv­net. I 2016 fik han dom for at have ret til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste. Erstat­ningsnæv­net anmo­dede heref­ter om en række oplys­nin­ger udover dem, som de alle­rede havde, og tilkendte i april 2017 skade­lidte et større beløb i erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste. Nævnet tilkendte imid­ler­tid kun renter fra februar 2017 svarende til én måned efter Erstat­ningsnæv­net havde modta­get en række efter­s­purgte oplys­nin­ger fra skade­lid­tes advo­kat. Skade­lid­tes advo­kat gjorde gældende, at der skulle tilken­des renter fra et meget tidli­gere tids­punkt henset til, at kravet blev rejst i 2006, og at Erstat­ningsnæv­net såle­des alle­rede dengang kunne have indhen­tet oplys­nin­ger til brug for vurde­rin­gen af kravet. Dette afvi­ste Erstat­ningsnæv­net, og det er denne tvist, vi nu bistår skade­lidte med ved domstolene.

Omdrej­nings­punk­tet i sagen er såle­des meget lig læge­mid­delska­desa­gen for Højeste­ret. Udsky­des forrent­nings­tids­punk­tet indtil det tids­punkt, hvor myndig­he­derne bliver bekendt med, at der skal udbe­ta­les erstat­ning? Eller skal skade­lidte stil­les, som om Nævnet oprin­de­ligt havde truf­fet den rigtige afgø­relse om ret til erstat­ning for tabt arbejdsfortjeneste?

Når det i læge­mid­delska­desa­gen ikke udskød start­tids­punk­tet for ret til forrent­ning, at myndig­he­den skulle have afkla­ret, om erstat­nings­be­tin­gel­serne var opfyldte, er det svært at finde gode argu­men­ter for, at det er ander­le­des bare fordi, der går mange år med at få retten til erstat­ning afgjort ved en dom.

Det er uvist, hvor­dan Erstat­ningsnæv­net forhol­der sig til sagen, da de indtil videre har anmo­det om samlet 12 ugers udsæt­telse af fristen for indle­ve­ring af svar­skrift. Det bliver spæn­dende at se, om sagen i kombi­na­tion med Højeste­rets dom får Erstat­ningsnæv­net til at ændre prak­sis, så Nævnet genop­ta­ger ikke alene vores klients sag men også samt­lige andre forkert afgjorte sager.

Spørgs­mål om denne problem­stil­ling kan ske til advo­kat­fuld­mæg­tig Julie Harder Ander­sen eller advo­kat Karsten Høj.

 

Julie Harder Andersen

Advokatfuldmægtig

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om