Genoptagelse vedrørende renter i voldsoffersager?
Højesterets ”rentedom” af 4. december 2020 har også betydning for voldsoffersager. Vi afventer fortsat svar på, om Erstatningsnævnet er enigt i det. Mange sager skal formentlig genoptages.
Højesteret afsagde den 4. december 2020 dom om forrentning af erstatning for lægemiddel- og patientskader. Elmer Advokaters kommentarer til dommen kan læses her.
Dommen har indebåret, at Patienterstatningen skal genoptage over 8.000 sager for at tage stilling, om der skal tilkendes renter fra et tidligere tidspunkt. Det gælder særligt tabt arbejdsfortjeneste, men kan også gælde andre erstatningsposter.
Har Erstatningsnævnet også truffet forkerte afgørelser?
Spørgsmålet er imidlertid, om dommens betydning begrænser sig til patientskader, eller om dommens afklaring af retstilstanden ikke også indebærer, at Erstatningsnævnet ligeledes foretager forkert rentetilkendelse i voldsoffersager og dermed også er forpligtede til forvaltningsretligt at genoptage forkert afgjorte sager. Der er nemlig en række afgørende lighedspunkter mellem Patienterstatningen og Erstatningsnævnet samt de to myndigheders praksis.
Reglerne er de samme!
For det første fastsættes erstatningen i voldsoffersager efter de almindelige udmålingsregler i erstatningsansvarsloven, ligesom det er tilfældet i lægemiddel- og patientskadesager. Det er af afgørende betydning, fordi det indebærer, at erstatningsansvarslovens § 16 (om renter), finder anvendelse, hvilket betyder, at erstatning i voldsoffersager kan kræves betalt 1 måned efter det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere erstatningskravet og dets størrelse.
For det andet er Erstatningsnævnet en forvaltningsmyndighed underlagt officialmaksimen, hvilket indebærer, at Erstatningsnævnet er forpligtede til selv at oplyse sagen og således indhente de oplysninger, der er nødvendige for sagens afgørelse. Denne forpligtelse accentueres af, at det ved lovens indførelse var forudsat, at sagsbehandlingen i Erstatningsnævnet skulle være så enkelt, at skadelidte ikke behøvede advokatbistand. Alt dette betyder, at forpligtelsen til at tilvejebringe de nødvendige oplysninger for at kunne bedømme erstatningens størrelse, som påhviler skadevolder efter erstatningsansvarslovens § 16, dermed påhviler Erstatningsnævnet.
For det tredje er der ikke i offererstatningsloven et krav om, at Erstatningsnævnet skal tage stilling til, om en skade kan anses for omfattet af loven, før Nævnet indhenter oplysninger til brug for bedømmelsen af størrelsen af den mulige erstatning. Det står derfor Erstatningsnævnet frit for at indhente oplysninger til brug for vurdering af erstatningskrav, lige så snart de modtager ansøgning herom. I mange sager, hvor der er afsagt dom i straffesagen, er det i øvrigt simpelt at afgøre, at voldsofret har ret til erstatning.
Højesterets begrundelser gælder også for Erstatningsnævnet
Det var opfyldelsen af disse tre kriterier, der var afgørende for, at Højesteret fandt, at forrentningen af erstatningskrav i lægemiddel- og patientskadesager ikke suspenderes eller sættes på pause, indtil Patienterstatningen har afgjort, om en skade er omfattet af klage- og erstatningsloven.
Da Erstatningsnævnet opfylder de samme tre kriterier, kan der ikke være den store tvivl om, at Nævnets praksis – der er identisk med den praksis, som Patienterstatningen havde forud for Højesterets dom – ikke er i overensstemmelse med gældende ret. Der er imidlertid nu gået to måneder, siden Højesteret afsagde dommen, og der er foreløbigt ikke noget, der tyder på, at Nævnet har tænkt sig at lade sig påvirke af dommen.
Retssag mod Erstatningsnævnet om samme problemstilling
Vi fører på vegne af en skadelidt netop nu en sag mod Erstatningsnævnet om en lignende problemstilling. I den konkrete sag ansøgte skadelidte i 2006 Erstatningsnævnet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af et overfald på hans arbejdsplads, men Erstatningsnævnet afslog ansøgningen i 2007. Der var efterfølgende korrespondance mellem skadelidtes advokat og Erstatningsnævnet, der dog endte med at fastholde afgørelsen, og på den baggrund anlagde skadelidte retssag mod Erstatningsnævnet. I 2016 fik han dom for at have ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Erstatningsnævnet anmodede herefter om en række oplysninger udover dem, som de allerede havde, og tilkendte i april 2017 skadelidte et større beløb i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet tilkendte imidlertid kun renter fra februar 2017 svarende til én måned efter Erstatningsnævnet havde modtaget en række efterspurgte oplysninger fra skadelidtes advokat. Skadelidtes advokat gjorde gældende, at der skulle tilkendes renter fra et meget tidligere tidspunkt henset til, at kravet blev rejst i 2006, og at Erstatningsnævnet således allerede dengang kunne have indhentet oplysninger til brug for vurderingen af kravet. Dette afviste Erstatningsnævnet, og det er denne tvist, vi nu bistår skadelidte med ved domstolene.
Omdrejningspunktet i sagen er således meget lig lægemiddelskadesagen for Højesteret. Udskydes forrentningstidspunktet indtil det tidspunkt, hvor myndighederne bliver bekendt med, at der skal udbetales erstatning? Eller skal skadelidte stilles, som om Nævnet oprindeligt havde truffet den rigtige afgørelse om ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste?
Når det i lægemiddelskadesagen ikke udskød starttidspunktet for ret til forrentning, at myndigheden skulle have afklaret, om erstatningsbetingelserne var opfyldte, er det svært at finde gode argumenter for, at det er anderledes bare fordi, der går mange år med at få retten til erstatning afgjort ved en dom.
Det er uvist, hvordan Erstatningsnævnet forholder sig til sagen, da de indtil videre har anmodet om samlet 12 ugers udsættelse af fristen for indlevering af svarskrift. Det bliver spændende at se, om sagen i kombination med Højesterets dom får Erstatningsnævnet til at ændre praksis, så Nævnet genoptager ikke alene vores klients sag men også samtlige andre forkert afgjorte sager.
Spørgsmål om denne problemstilling kan ske til advokatfuldmægtig Julie Harder Andersen eller advokat Karsten Høj.