Højesterets dom af 10. februar 2021: Skade på vej til og fra arbejde var ikke en arbejdsskade, selvom skadelidte fik kørselsgodtgørelse og helst skulle have egen bil — hvad med Covid-19?

Skre­vet af Søren Kjær Jensen og Laura Thol­strup 16-02-2021

Højeste­ret har i en dom af 10. februar 2021 tilt­rådt Anke­sty­rel­sens afgø­relse om, at en tilska­de­komst i form af en trafi­ku­lykke opstået på vej til arbej­det ikke var en arbejds­skade. Dommens resul­tat er som sådan ikke over­ra­skende, men problem­stil­lin­gen, hvor­når skader opstået til og fra arbejde skal aner­ken­des som arbejds­ska­der, er ganske inter­es­sant, og har fået tilta­gende opmærk­som­hed i takt med, at meget arbejde i dag udfø­res hjem­me­fra, under trans­port eller under omstæn­dig­he­der, som kan give anled­ning til at kæde trans­por­ten sammen med arbejdet.

 

Den konkrete sag

I sagen afgjort af Højeste­ret, var der tale om en social- og sund­heds­as­si­stent ansat i et vikar­bu­reau, som igen­nem ca. 3 måne­der havde haft vikarjob på et syge­hus. Hun kørte fra sit hjem og til syge­hu­set i egen bil, og en dag på vej derhen kørte hun galt på grund af glat føre og havnede i grøf­ten, hvor­ved hun kom til skade. I forbin­delse med ansæt­tel­sen ved vikar­bu­reauet havde bureauet spurgt ind til, om hun havde egen bil, idet det gjorde det lettere at sende folk ud til jobs, og det blev aftalt, at hun fik betalt kørsels­godt­gø­relse efter statens takster.

Højeste­ret lagde ved afgø­rel­sen til grund, at den tilska­de­komne kunne have valgt anden trans­port­form end kørsel i egen bil, blot hun kunne møde til den fast­satte tid, og anførte, at den omstæn­dig­hed, at det var en betin­gelse for hendes ansæt­telse som vikar, at hun havde egen bil, og det forhold, at hun modtog kørsels­godt­gø­relse, ikke kunne inde­bære, at tjene­ste­for­hol­det eller virk­som­he­dens inter­es­ser måtte anses for at have haft indfly­delse på befor­drin­gen den dag, hun kom til skade. Højeste­ret slog endvi­dere fast, at EU-Domstolens prak­sis om forstå­el­sen udtryk­ket ”arbejds­tid” ikke har betyd­ning for forstå­el­sen af reglerne om arbejdsskadesikring.

 

Den juridiske baggrund

At resul­ta­tet af dommen ikke er så over­ra­skende, hænger sammen med, at det af arbejds­ska­desik­rings­lo­vens forar­bej­der klart frem­går, at loven som udgangs­punkt ikke dækker skader opstået til og fra arbejde, og der i lovens § 4, stk. 3. er anført, at ”… mini­ste­ren fast­sæt­ter regler om, hvor­når loven skal gælde for skader opstået under befor­dring til og fra arbejde.”

Når der henvi­ses til lovens forar­bej­der, så har det særligt rele­vans, at man tilbage i tid ret indgå­ende disku­te­rede spørgs­må­let om, i hvil­ket omfang skader sket til og fra arbejde skulle være omfat­tet af arbejds­ska­desik­rin­gen.  Tilbage i 1929 var der faktisk fra det dengang nedsatte udvalg en indstil­ling fra udval­gets fler­tal om, at ulyk­ker til og fra arbejde skulle aner­ken­des, fordi færden til og fra arbej­det dengang var en ”abso­lut nødven­dig­hed for arbej­dets udfø­relse…” og fordi en sådan ordning var gældende i andre lande. Der kunne dog ikke opnås fler­tal herfor i Rigs­da­gen. Proble­met har altså været indgå­ende diskuteret.

Efter klas­sisk juri­disk fortolk­ning, hvor­ef­ter undta­gel­ser til en hoved­re­gel må fortol­kes indskræn­kende, bety­der det i forar­bej­derne anførte, at en skade opstået på vej til eller fra arbejde kun kan dækkes, hvis der er en særlig grund hertil. Den i loven særlige adgang for mini­ste­ren til at fast­sætte regler for hvor­når man så – som en undta­gelse – alli­ge­vel er dækket, har givet sig udslag i, at en række tilfælde kan dækkes (reglerne findes i den nugæl­dende bekendt­gø­relse 1606 af 9. decem­ber 2016 om arbejds­ska­desik­ring under befor­dring til og fra arbejde), og der har været en del sager med prin­ci­piel betyd­ning til afkla­ring heraf.

 

Nyere administrativ praksis

Ankestyrelsens principafgørelse U‑13–08

I prin­ci­p­af­gø­relse U- 13–08 fra 2008 fandt Anke­sty­rel­sen, at en skade sket på vej fra hjem­me­ar­bejde for arbejds­gi­ve­ren til et møde, skyld­tes arbej­dets forhold og var omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven. Sagen drejede sig nærmere bestemt om en soci­al­rå­d­gi­ver, der kom til skade på vej fra hjem­me­ar­bejde for den kommune, hun var ansat i, til et møde, som lå i samme by, som hendes bopæl. Hendes faste konto­r­ar­bejds­plads lå i en anden by. Hun havde forbe­redt sig til mødet hjemme hos sig selv, og ville tage bussen direkte til mødet, i stedet for først at møde ind på konto­ret og deref­ter tage tilbage til den by, hun boede i, for at deltage i mødet. Anke­sty­rel­sen vurde­rede, at det var i arbejds­gi­vers inter­esse, at soci­al­rå­d­gi­ve­ren ikke først mødte op på konto­ret, for deref­ter at tage samme vej tilbage for at deltage i mødet.

Anke­sty­rel­sen lagde ved afgø­rel­sen videre vægt på, at soci­al­rå­d­gi­ve­ren på skades­da­gen begyndte sit arbejde for arbejds­gi­ve­ren om morge­nen, idet hun arbej­dede hjemme og forbe­redte sig til et møde. Hun udførte såle­des admi­ni­stra­tive opga­ver for arbejds­gi­ve­ren i det tids­rum, hvor hun ellers skulle have brugt tid på at rejse mellem den faste arbejds­plads og den by, hvor mødet skulle afhol­des. Anke­sty­rel­sen vurde­rede, at der ikke var sket en midler­ti­dig afbry­delse af hendes arbejde for arbejds­gi­ve­ren, da hun kom til skade

 

Nyere retspraksis

Vestre Landsrets dom af 7. december 2009 – UfR 2010.963 V

I sagen havde Anke­sty­rel­sen afvist en arki­tekts tilska­de­komst – men Lands­ret­ten dømte til aner­ken­delse.  Lands­ret­ten dømte med henvis­ning til, at den arki­tekt, som sagen hand­lede om, havde forbe­redt sig til et møde hjem­me­fra, inden et plan­lagt møde med en kunde ude hos kunden, da hun faldt på trap­pen uden for sin lejlig­hed. Arki­tek­ten havde altså også påbe­gyndt arbej­det forud for tilska­de­kom­sten. Anke­sty­rel­sen mente ikke, at sagen var sammen­lig­ne­lig med prin­ci­p­af­gø­rel­sen U‑13–08, fordi skaden i prin­ci­p­af­gø­rel­sen skete på offent­lig vej til et møde, mens skaden i sagen med arki­tek­ten skete i den ejen­dom, hvor hun boede, hvor­ef­ter trans­por­ten efter Anke­sty­rel­sens opfat­telse ikke var begyndt, da skaden skete. Lands­ret­ten fandt dog, at arki­tek­ten var i færd med at arbejde, da skaden skete, og at den derfor var omfat­tet af arbejdsskadesikringsloven.

Sagerne om soci­al­rå­d­gi­ve­ren og arki­tek­ten adskil­ler sig altså fra Højeste­rets­dom­men derved, at de tilska­de­komne havde påbe­gyndt arbejdet/forberedt mødet forud for tilskadekomsten.

 

Vestre Landsrets dom af 20. november 2009 (UfR 2010.667 V)

Lidt ander­le­des forholdt det sig i en anden sag afgjort af Vestre Lands­ret i 2009. I den sag kom en tømrer­lær­ling til skade, da han kørende i en firma­bil med værk­tøj fra sin bopæl og til den bygge­plads, hvor han havde arbej­det i nogle uger, var udsat for en færds­el­su­lykke. Anke­sty­rel­sen afvi­ste sagen, da man ikke fandt, at trans­por­ten i over­ve­jende grad var i arbejds­gi­vers inter­esse. Lands­ret­ten dømte imid­ler­tid Anke­sty­rel­sen til at aner­kende skaden som en arbejds­skade. Lands­ret­ten lagde vægt på, at der var tale om en ordning tilret­telagt af arbejds­gi­ve­ren, hvor værk­tø­jet ikke skulle opbe­va­res på bygge­plad­sen, og at det for at udnytte arbejds­ti­den mest effek­tivt var hensigts­mæs­sigt, at medar­bej­de­ren kørte i værk­steds­vog­nen til sin bopæl, og at han, som det normalt – men ikke på skades­da­gen –  var tilfæl­det, tog en anden medar­bej­der med i bilen til bygge­plad­sen. Lands­ret­ten fandt på den baggrund, at selvom kørsel mellem hjem og arbejde som udgangs­punkt ikke er sikret arbejde, måtte det efter en samlet vurde­ring anta­ges, at kørs­len over­ve­jende skete i arbejds­gi­ve­rens inter­esse og efter arbejds­gi­ve­rens anvisning.

 

Sammenfatning

Rets­stil­lin­gen kan opsum­me­res såle­des, at er der tale om ren trans­port – som i højeste­rets­dom­men af 10. februar 2021 – og der ikke er udført arbejde inden eller under­vejs, så skal der være stærke argu­men­ter for at få en opstået skade aner­kendt efter arbejdsskadesikringsloven.

 

Hvad med Covid-19 smitte? Et aktuelt perspektiv

Hvis en person på vej til eller fra arbejde smit­tes med Covid-19, vil det som udgangs­punkt ikke være omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven.  I afgø­rel­ser om aner­ken­delse af Covid-19 som arbejds­skade frem­går det endda ofte som et særskilt moment, at man ikke sand­syn­ligt er blevet smit­tet under trans­por­ten til og fra arbejde. Det må her holdes in mente, at den over­ve­jende anbe­fa­ling går ud på, at ansatte så vidt muligt bør arbejde hjem­me­fra, men at en del perso­ner grun­det karak­te­ren af deres arbejde ikke kan arbejde hjem­me­fra, hvor­for der i de tilfælde er gode argu­men­ter for, at en covid-19 smitte under trans­port vil kunne omfat­tes af arbejdsskadesikringsloven.

I den gældende bekendt­gø­relse om arbejds­ska­desik­ring under befor­dring til og fra arbejde frem­går det af § 3, at skader er sikret efter loven, ”hvis befor­drin­gen efter en konkret vurde­ring må anses som et led i arbej­det eller efter en konkret vurde­ring over­ve­jende vurde­res at være i virk­som­he­dens interesse.”

Formu­le­ring er noget diffus og derfor fore­slog vi i forå­ret (link), at mini­ste­ren forbedrede/sikrede rets­stil­lin­gen ved f.eks., at tilføje i bekendt­gø­rel­sen følgende:

Ny § 4 a i bekendtgørelsen:

Ved vurde­rin­gen af om en sikret person har pådra­get sig sygdom­men COVID-19 regnes smit­te­ri­si­koen under perso­nens trans­port til og fra arbejde med som værende en følge af arbej­det eller de forhold, det er fore­gået under, jf. dog § 10 a.”

Som reglerne er nu, vil det give anled­ning til juri­disk diskus­sion i det tilfælde, hvor f.eks. en social- og sund­heds­as­si­stent, en sygeple­jer­ske, en lærer, en hånd­vær­ker eller en butiks­me­d­ar­bej­der, der fysisk skal møde på arbejds­plad­sen og ikke kan arbejde hjem­me­fra, smit­tes under trans­por­ten. Efter vores opfat­telse bør sådanne tilfælde kunne aner­ken­des uden videre, da det ikke er rime­ligt, at perso­ner, som skal møde fysisk på arbejde, under trans­por­ten selv bærer risi­koen for smitte med Covid-19 og de alvor­lige følger, smit­ten kan medføre.

 

Kontakt

Spørgs­mål om denne problem­stil­ling og/eller arbejds­skade gene­relt kan ske til advo­kat Søren Kjær Jensen og advo­kat Laura Thol­strup.

 

Søren Kjær Jensen

Partner

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om