fbpx

Højesterets dom af 10. februar 2021: Skade på vej til og fra arbejde var ikke en arbejdsskade, selvom skadelidte fik kørselsgodtgørelse og helst skulle have egen bil – hvad med Covid-19?

Skrevet af Søren Kjær Jensen og Laura Tholstrup 16-02-2021

Højesteret har i en dom af 10. februar 2021 tiltrådt Ankestyrelsens afgørelse om, at en tilskadekomst i form af en trafikulykke opstået på vej til arbejdet ikke var en arbejdsskade. Dommens resultat er som sådan ikke overraskende, men problemstillingen, hvornår skader opstået til og fra arbejde skal anerkendes som arbejdsskader, er ganske interessant, og har fået tiltagende opmærksomhed i takt med, at meget arbejde i dag udføres hjemmefra, under transport eller under omstændigheder, som kan give anledning til at kæde transporten sammen med arbejdet.

 

Den konkrete sag

I sagen afgjort af Højesteret, var der tale om en social- og sundhedsassistent ansat i et vikarbureau, som igennem ca. 3 måneder havde haft vikarjob på et sygehus. Hun kørte fra sit hjem og til sygehuset i egen bil, og en dag på vej derhen kørte hun galt på grund af glat føre og havnede i grøften, hvorved hun kom til skade. I forbindelse med ansættelsen ved vikarbureauet havde bureauet spurgt ind til, om hun havde egen bil, idet det gjorde det lettere at sende folk ud til jobs, og det blev aftalt, at hun fik betalt kørselsgodtgørelse efter statens takster.

Højesteret lagde ved afgørelsen til grund, at den tilskadekomne kunne have valgt anden transportform end kørsel i egen bil, blot hun kunne møde til den fastsatte tid, og anførte, at den omstændighed, at det var en betingelse for hendes ansættelse som vikar, at hun havde egen bil, og det forhold, at hun modtog kørselsgodtgørelse, ikke kunne indebære, at tjenesteforholdet eller virksomhedens interesser måtte anses for at have haft indflydelse på befordringen den dag, hun kom til skade. Højesteret slog endvidere fast, at EU-Domstolens praksis om forståelsen udtrykket ”arbejdstid” ikke har betydning for forståelsen af reglerne om arbejdsskadesikring.

 

Den juridiske baggrund

At resultatet af dommen ikke er så overraskende, hænger sammen med, at det af arbejdsskadesikringslovens forarbejder klart fremgår, at loven som udgangspunkt ikke dækker skader opstået til og fra arbejde, og der i lovens § 4, stk. 3. er anført, at ”… ministeren fastsætter regler om, hvornår loven skal gælde for skader opstået under befordring til og fra arbejde.”

Når der henvises til lovens forarbejder, så har det særligt relevans, at man tilbage i tid ret indgående diskuterede spørgsmålet om, i hvilket omfang skader sket til og fra arbejde skulle være omfattet af arbejdsskadesikringen.  Tilbage i 1929 var der faktisk fra det dengang nedsatte udvalg en indstilling fra udvalgets flertal om, at ulykker til og fra arbejde skulle anerkendes, fordi færden til og fra arbejdet dengang var en ”absolut nødvendighed for arbejdets udførelse…” og fordi en sådan ordning var gældende i andre lande. Der kunne dog ikke opnås flertal herfor i Rigsdagen. Problemet har altså været indgående diskuteret.

Efter klassisk juridisk fortolkning, hvorefter undtagelser til en hovedregel må fortolkes indskrænkende, betyder det i forarbejderne anførte, at en skade opstået på vej til eller fra arbejde kun kan dækkes, hvis der er en særlig grund hertil. Den i loven særlige adgang for ministeren til at fastsætte regler for hvornår man så – som en undtagelse – alligevel er dækket, har givet sig udslag i, at en række tilfælde kan dækkes (reglerne findes i den nugældende bekendtgørelse 1606 af 9. december 2016 om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde), og der har været en del sager med principiel betydning til afklaring heraf.

 

Nyere administrativ praksis

Ankestyrelsens principafgørelse U-13-08

I principafgørelse U- 13-08 fra 2008 fandt Ankestyrelsen, at en skade sket på vej fra hjemmearbejde for arbejdsgiveren til et møde, skyldtes arbejdets forhold og var omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Sagen drejede sig nærmere bestemt om en socialrådgiver, der kom til skade på vej fra hjemmearbejde for den kommune, hun var ansat i, til et møde, som lå i samme by, som hendes bopæl. Hendes faste kontorarbejdsplads lå i en anden by. Hun havde forberedt sig til mødet hjemme hos sig selv, og ville tage bussen direkte til mødet, i stedet for først at møde ind på kontoret og derefter tage tilbage til den by, hun boede i, for at deltage i mødet. Ankestyrelsen vurderede, at det var i arbejdsgivers interesse, at socialrådgiveren ikke først mødte op på kontoret, for derefter at tage samme vej tilbage for at deltage i mødet.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen videre vægt på, at socialrådgiveren på skadesdagen begyndte sit arbejde for arbejdsgiveren om morgenen, idet hun arbejdede hjemme og forberedte sig til et møde. Hun udførte således administrative opgaver for arbejdsgiveren i det tidsrum, hvor hun ellers skulle have brugt tid på at rejse mellem den faste arbejdsplads og den by, hvor mødet skulle afholdes. Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var sket en midlertidig afbrydelse af hendes arbejde for arbejdsgiveren, da hun kom til skade

 

Nyere retspraksis

Vestre Landsrets dom af 7. december 2009 – UfR 2010.963 V

I sagen havde Ankestyrelsen afvist en arkitekts tilskadekomst – men Landsretten dømte til anerkendelse.  Landsretten dømte med henvisning til, at den arkitekt, som sagen handlede om, havde forberedt sig til et møde hjemmefra, inden et planlagt møde med en kunde ude hos kunden, da hun faldt på trappen uden for sin lejlighed. Arkitekten havde altså også påbegyndt arbejdet forud for tilskadekomsten. Ankestyrelsen mente ikke, at sagen var sammenlignelig med principafgørelsen U-13-08, fordi skaden i principafgørelsen skete på offentlig vej til et møde, mens skaden i sagen med arkitekten skete i den ejendom, hvor hun boede, hvorefter transporten efter Ankestyrelsens opfattelse ikke var begyndt, da skaden skete. Landsretten fandt dog, at arkitekten var i færd med at arbejde, da skaden skete, og at den derfor var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Sagerne om socialrådgiveren og arkitekten adskiller sig altså fra Højesteretsdommen derved, at de tilskadekomne havde påbegyndt arbejdet/forberedt mødet forud for tilskadekomsten.

 

Vestre Landsrets dom af 20. november 2009 (UfR 2010.667 V)

Lidt anderledes forholdt det sig i en anden sag afgjort af Vestre Landsret i 2009. I den sag kom en tømrerlærling til skade, da han kørende i en firmabil med værktøj fra sin bopæl og til den byggeplads, hvor han havde arbejdet i nogle uger, var udsat for en færdselsulykke. Ankestyrelsen afviste sagen, da man ikke fandt, at transporten i overvejende grad var i arbejdsgivers interesse. Landsretten dømte imidlertid Ankestyrelsen til at anerkende skaden som en arbejdsskade. Landsretten lagde vægt på, at der var tale om en ordning tilrettelagt af arbejdsgiveren, hvor værktøjet ikke skulle opbevares på byggepladsen, og at det for at udnytte arbejdstiden mest effektivt var hensigtsmæssigt, at medarbejderen kørte i værkstedsvognen til sin bopæl, og at han, som det normalt – men ikke på skadesdagen –  var tilfældet, tog en anden medarbejder med i bilen til byggepladsen. Landsretten fandt på den baggrund, at selvom kørsel mellem hjem og arbejde som udgangspunkt ikke er sikret arbejde, måtte det efter en samlet vurdering antages, at kørslen overvejende skete i arbejdsgiverens interesse og efter arbejdsgiverens anvisning.

 

Sammenfatning

Retsstillingen kan opsummeres således, at er der tale om ren transport – som i højesteretsdommen af 10. februar 2021 – og der ikke er udført arbejde inden eller undervejs, så skal der være stærke argumenter for at få en opstået skade anerkendt efter arbejdsskadesikringsloven.

 

Hvad med Covid-19 smitte? Et aktuelt perspektiv

Hvis en person på vej til eller fra arbejde smittes med Covid-19, vil det som udgangspunkt ikke være omfattet af arbejdsskadesikringsloven.  I afgørelser om anerkendelse af Covid-19 som arbejdsskade fremgår det endda ofte som et særskilt moment, at man ikke sandsynligt er blevet smittet under transporten til og fra arbejde. Det må her holdes in mente, at den overvejende anbefaling går ud på, at ansatte så vidt muligt bør arbejde hjemmefra, men at en del personer grundet karakteren af deres arbejde ikke kan arbejde hjemmefra, hvorfor der i de tilfælde er gode argumenter for, at en covid-19 smitte under transport vil kunne omfattes af arbejdsskadesikringsloven.

I den gældende bekendtgørelse om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde fremgår det af § 3, at skader er sikret efter loven, ”hvis befordringen efter en konkret vurdering må anses som et led i arbejdet eller efter en konkret vurdering overvejende vurderes at være i virksomhedens interesse.”

Formulering er noget diffus og derfor foreslog vi i foråret (link), at ministeren forbedrede/sikrede retsstillingen ved f.eks., at tilføje i bekendtgørelsen følgende:

Ny § 4 a i bekendtgørelsen:

Ved vurderingen af om en sikret person har pådraget sig sygdommen COVID-19 regnes smitterisikoen under personens transport til og fra arbejde med som værende en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under, jf. dog § 10 a.”

Som reglerne er nu, vil det give anledning til juridisk diskussion i det tilfælde, hvor f.eks. en social- og sundhedsassistent, en sygeplejerske, en lærer, en håndværker eller en butiksmedarbejder, der fysisk skal møde på arbejdspladsen og ikke kan arbejde hjemmefra, smittes under transporten. Efter vores opfattelse bør sådanne tilfælde kunne anerkendes uden videre, da det ikke er rimeligt, at personer, som skal møde fysisk på arbejde, under transporten selv bærer risikoen for smitte med Covid-19 og de alvorlige følger, smitten kan medføre.

 

Kontakt

Spørgsmål om denne problemstilling og/eller arbejdsskade generelt kan ske til advokat Søren Kjær Jensen og advokat Laura Tholstrup.

 

Søren Kjær Jensen

Partner

Laura Tholstrup

Advokat

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om