Om sagen

Vores klient fik i september 2019 anerkendt, at følgerne af en infektion opstået ifm. en undersøgelse i maj 2018 udgjorde en erstatningsberettigende behandlingsskade. De komplikationer, der opstod som følge af infektionen, blev vurderet til et mén på 25 %, og han var efterfølgende ikke i stand til at genoptage det arbejde, som han inden bestred på fuld tid. Han blev opsagt til fratræden med udgangen af januar 2019. Den 4. juli 2019 blev han tilkendt førtidspension.

Patienterstatningen tilkendte i afgørelse af 19. maj 2020 bl.a. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. februar 2019 – 4. juli 2019 med den begrundelse, at hans grundsygdom (sklerose) også uden behandlingsskaden ville have betydet, at han omkring samme tidspunkt ville være tilkendt førtidspension og dermed haft lønophør senest da. Med samme begrundelse blev der givet afslag på erstatning for erhvervsevnetab.

Vores klient søgte derefter vores rådgivning, og afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet med en række synspunkter, herunder bl.a. at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst, hvad angik sygdomsudviklingen, og at reglerne om såkaldt hypotetisk årsagskonkurrence var anvendt forkert. I patientskadesager indgives klage til Ankenævnet, der herefter foretager høring over klagen hos Patienterstatningen. I denne sag medførte det, at Patienterstatningen genoptog sagen og oplyste, at de ville indhente yderligere oplysninger herunder en speciallægeerklæring og derefter på det grundlag træffe en ny afgørelse med ny klagemulighed. Ankenævnet henlagde herefter klagesagen.

Ved ny afgørelse 14. januar 2021 ændrede Patienterstatningen deres vurdering af grundsygdommens betydning og fandt, at vores klient uden behandlingsskaden kunne have fortsat med at arbejde i en længere overrække. Som følge heraf blev der tilkendt erstatning for 75 % erhvervsevnetab og tabt arbejdsfortjeneste frem til datoen for den nye afgørelse 14. januar 2021.

Den afgørelse påklagede Regionen til Ankenævnet med påstand om nedsættelse af erhvervsevnetabet, og at perioden for tabt arbejdsfortjeneste skulle begrænses til den 4. juli 2019, da det på tidspunktet for tilkendelsen af førtidspension var muligt at bedømme den fremtidige erhvervsevne, hvorved retten til tabt arbejdsfortjeneste samtidig var ophørt.

Ankenævnet fandt i den afgørelse, der er indbragt for retten, at perioden for tabt arbejdsfortjeneste ophørte den 19. maj 2020, hvor Patienterstatningen første gang traf afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, fordi Patienterstatningen kunne have haft truffet den korrekte afgørelse. I den forbindelse henviste Ankenævnet særligt til Højesterets dom trykt i U 2016.2138 H. Ved samme afgørelse blev det fastlagt, at erstatningen for erhvervsevnetab (der blev nedsat til 65 %) skulle forrentes fra 1 måneden efter den 19. maj 2020.

Det er meget tilfredsstillende, at landsretten i forhold til sagens hovedspørgsmål om perioden for tabt arbejdsfortjeneste har tilsidesat Ankenævnets afgørelse. Som praksis har udviklet sig, kan der i en patientskadesag som denne ikke være tvivl om, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophører, når der på et forsvarligt grundlag er truffet afgørelse. Når Patienterstatningen efter klage erkender ikke at have oplyst sagen tilstrækkeligt, må de retsvirkninger, der knytter sig til deres afgørelse først indtræde, når der træffes ny afgørelse.

Hvad angår det andet spørgsmål om forrentningstidspunktet for erhvervsevnetabserstatning, følger landsretten hidtidig praksis; nemlig at erstatningen for erhvervsevnetab først forfalder, når retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører.

Baggrunden for, at der på trods af den praksis, er krævet renter fra et tidligere tidspunkt, er, at det ellers bliver ”ligegyldigt”, hvordan og hvor hurtigt Patienterstatningen oplyser sagen og træffer afgørelse om erhvervsevnetab. Morarenter skal virke præventivt, og når det gælder en myndighed, sikrer, at sager oplyses hurtigt og effektivt. Den erstatningssøgende patient kan ikke, som ”almindelige” skadelidte kræve sig tillagt erstatning for erhvervsevnetab med renteforpligtelse til følge. Det var netop baggrunden for, at Højesteret i U 2021.1058/2 H fandt, at krav om tabt arbejdsfortjeneste skulle forrentes fra det tidspunkt, hvor kravene af Patienterstatningen kunne være fastsat og ikke først fra det senere tidspunkt, hvor de havde indhentet og modtaget de nødvendige oplysninger.

Da sagen er henvist, kan dommen ankes til Højesteret. Det er uafklaret, om nogen af sagens parter gør brug af den mulighed. Det kan indgå i overvejelserne om anke, at retsreglerne om regulering og forrentning er ændret med lovændringerne pr. 1. juli 2022 (indsættelse af § 24 b og § 24 c i klage- og erstatningsloven).

Du kan finde hele dommen lige her.